Darfur – krigen uden ende?

I 2005 bad FN’s Sikkerhedsråd chefanklageren ved Den Internationale Straffedomstol i Haag (ICC) om at undersøge forbrydelserne i Darfur og, om muligt, at retsforfølge de skyldige. Det ledte to år senere til en arrestordre på Janjaweed-militslederen Ali Muhammed Ali Abd-Al-Rahman og tidligere Indenrigsminister Ahmad Muhammed Harun, som på daværende tidspunkt var minister for humanitære anliggender. De blev begge anklaget for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden begået i Darfur. Mens Harun stadig er efterlyst, har Al-Rahman siden overgivet sig til ICC og afventer dom.

ICC’s chefanklager på daværende tidspunkt, Luis Moreno-Ocampo, fortsatte sit arbejde med at få hovedpersonerne bag overgrebene i Darfur for en dommer. I 2009 udstedte ICC en arrestordre på Sudans siddende præsident, Omar Hassan Ahmad al-Bashir. Anklagen lød på krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. Et år senere, i 2010, blev endnu en arrestordre mod præsidenten udstedt – denne gang for medvirken til folkedrab.
 

Hvad vejer tungest?

Det var første gang, at domstolen forsøgte at stille en siddende statsleder for en dommer. Beslutningen blev modtaget af protester og ophedede diskussioner, for var det et klogt træk? Hvordan skulle det være muligt at forhandle en fredsaftale på plads i Darfur, når præsidenten var under anklage? Med en anklage over hovedet og det internationale samfund på nakken ville Sudans præsident så stadig have noget at vinde ved at arbejde for varig fred og beskyttelse af fordrevne familier? Ifølge kritikere var Bashirs eneste beskyttelse nu at holde endnu mere fast på magten. 

Fortalerne for arrestordren argumenterede på den anden side for, at der aldrig ville blive fred i Darfur uden retfærdighed, og at regeringen i Sudan, særligt præsidenten, alligevel ikke var til at stole på. De mente, at det eneste, som kunne sætte en stopper for lidelserne i Darfur, var et fortsat pres på den sudanesiske regering til at indgå seriøse fredsforhandlinger. At isolere og fange de skyldige var et af værktøjerne, lød argumenterne.

Argumenter mod retsforfølgelse

USA’s tidligere Sudan-udsending Andrew S. Natsios var blandt de største kritikere af domstolens beslutning. Han mente, at anklagerne kunne være med til at opløse Sudan og skabe endnu mere kaos.

Blandt aktivister og forskere var der også uenighed om, om hvorvidt anklagen mod præsidenten i sidste ende ville gavne dem, det hele handler om – de fordrevne familier i Darfur og de efterladte. Nogle fremhævede, at når retfærdighed står i vejen for at opnå fred, må retfærdigheden vige. Især hvis konsekvenserne af at udstede arrestordrer kunne skade de fordrevne yderligere og sætte andre politiske forhandlinger over styr. Et andet argument var, at domstolens afgørelse ville gøre det sværere for de humanitære nødhjælpsorganisationer at arbejde i Darfur og udskyde eller sætte en stopper for at få en mere robust fredsbevarende styrke ind i området.

Nødhjælp under pres

I 2009, kort efter den første arrestordre på præsidenten blev udstedt, blev 13 internationale nødhjælpsorganisationer udvist fra Darfur og tre lokale nødhjælpsorganisationer måtte lukke. Organisationerne blev blandt andet beskyldt for at have givet oplysninger til ICC, hvilket organisationerne afviste.

Den Afrikanske Union forsøgte ligesom Den Arabiske Liga at få FN’s Sikkerhedsråd til at udsætte anklagerne mod Sudans præsident, men det nægtede FN’s sikkerhedsråd. Selv om flere afrikanske medlemslande er underskrivere af Rom-statutten, som er grundlaget for domstolen, har Den Afrikanske Union kritiseret domstolen for at være forudindtaget og i højere grad stille afrikanske ledere for retten end vestlige ledere

Argumenter for retsforfølgelse

ICC’s chefanklager, Luis Moreno-Ocampo, er blevet kritiseret for ikke at tage hensyn til, hvornår det ville være det mest optimale tidspunkt at udstede arrestordrerne. Selv var han ikke i tvivl om, at det var det rigtige at gå efter toppen i det sudanesiske samfund for at komme forbrydelserne i Darfur til livs. Moreno-Ocampo holdt fast i, at hans mandat var at undersøge, om der var blevet begået forbrydelser i Darfur og, gennem indsamling af beviser, at bringe de skyldige for domstolen. 

Menneskerettighedsorganisationer og -aktivister så arrestordrerne som en stor sejr. Amnesty International udtalte, at arrestordrerne er et stærkt signal om, at det internationale samfund ikke længere tolererer straffrihed, når ledere i magtfulde stillinger begår grove menneskerettighedsforbrydelser, og at dette i fremtiden kan være med til at forebygge lignende forbrydelser. Fortalerne for arrestordrerne afviste, at dette ville skabe endnu mere kaos i Sudan. De argumenterede for, at ro og orden i Sudan alene beror på regeringspartiet National Congress Partys hårdhændede kontrol over Sudans militær og sikkerhedsstyrker. Blandt darfurianske flygtninge og i Darfurs lejre for internt fordrevne var der også stor glæde over udsigten til, at de ansvarlige for overgrebene en dag ville blive straffet. 

Sudan fordømmer domstolen

Ikke overraskende blev nyheden om arrestordrerne på præsident Omar Hassan Ahmad al-Bashir modtaget med hovedrysten af regeringen i Sudans hovedstad, Khartoum. Sudan anerkender ikke ICC, og landets regerende parti National Congress Party kaldte hurtigt anklagerne for ”uansvarlig politisk afpresning” og et udtryk for neokolonialisme – forstået på den måde, at de gamle kolonimagter fortsat skulle forsøge at påvirke deres tidligere koloniområder. Sudans præsident kaldte arrestordren for Vestens forsøg på at forhindre Sudan i at udvikle sig og et udtryk for, at vestlige lande var ude på at vælte hans styre.

Hvordan er det så gået?

15 år efter den første arrestordre på præsidenten blev udstedt i 2009 er freden ikke rykket nærmere Darfur. I 2014 blev mere end 200.000 mennesker drevet på flugt på grund af kampe og angreb på landsbyer. I 2013 var 460.000 mennesker nødt til at flygte for at redde deres liv. Den fredsbevarende hybridstyrke, som FN vedtog at indsætte i 2007, blev aldrig fuldtallig. Styrken på over 15.000 soldater og politibetjente formåede ikke at stoppe overgrebene på civilbefolkningen og blev også selv udsat for angreb.

Fredsaftalen, som blev indgået i juli 2011 mellem den sudanesiske regering og nogle af oprørsgrupperne, bragte heller ikke fred og stabilitet. Flere oprørsgrupper valgte ikke at skrive under og blev i stedet del af en national oprørsalliance, som havde til formål at vælte Sudans præsident al-Bashir.

I en rapport til FN’s Sikkerhedsråd konstaterede den Internationale Straffedomstol, at selv knap ti år efter at FN’s Sikkerhedsråd i 2005 bad domstolen om at undersøge forbrydelserne i Darfur, fortsatte overgrebene, og de skyldige blev ikke straffet. Ifølge rapporten fejlede verdenssamfundet. Ofrene blev ikke hjulpet, og der blev gjort alt for lidt for at fange dem, som begik og fortsat begår forbrydelserne.

Domstolen var overbevist om, at arrestation af de anklagede var afgørende for at kunne opnå fred og stabilitet i Darfur. Domstolen har flere gange indskærpet, at lande, der har tilsluttet sig ICC, er forpligtigede til at arrestere de anklagede, hvis de befinder sig på det pågældende lands territorium. Alligevel skete det, at al-Bashir besøgte medlemslande uden at blive arresteret mens han stadig var statsoverhoved i Sudan.

Flere af de anklagede er fortsat i 2024 på fri fod. Dog ikke Sudans tidligere præsident al-Bashir. Han sidder fængslet i Sudan, som dog stadig på trods af løfter om det modsatte ikke har udleveret ham til ICC. Al-Bashir blev styrtet ved et kup i 2019, og året efter blev der indgået en fredsaftale med oprørsgrupperne i Darfur. En fredsaftale, der for første gang blev underskrevet af næsten alle hovedaktører i konflikten. Endelig virkede det som om, at der ville komme fred, og måske også retfærdighed, til området. Men i 2023 brød kampene i Darfur ud igen. Vejen til fred og retfærdighed for civilbefolkningen virker atter lang.

Artiklen er oprindeligt skrevet af Malene Haakansson, journalist og forfatter til bogen ”Det værste er at dø i stilhed” i samarbejde med DIIS i 2015. Artiklen er senest opdateret i 2024 af Matthias Bjørnlund, historiker.