Overblik – på flugt fra Nazismen uden ret til asyl
Efter Hitlers magtovertagelse forsøgte tusinder af jøder at komme væk fra nazisternes forfølgelser ved at søge tilflugt i andre lande. Nogle nåede i sikkerhed, men mange fandt en lukket dør i stedet for hjælp. Tusindvis af mennesker blev sendt tilbage lige i armene på deres forfølgere og endte under krigen i udryddelses- og koncentrationslejre.
Rejsedokumenter for et jødisk ægtepar fra Tyskland som i søgte tilflugt i Danmark. I 1940 blev de overgivet til tysk politi og hustruen omkom i Auschwitz.
I perioden fra Hitlers magtovertagelse i 1933 og frem til 2. Verdenskrig flygtede mellem 350.-400.000 mennesker fra forfølgelserne i Det tredje Rige. 90 % af flygtningene var jøder, som var ramt af nazisternes racisme og antisemitisme med al den chikane, diskrimination og forarmelse, som fulgte.
Flygtningene kom i bølger, afhængigt af forfølgelsernes karakter og voldsomhed. Fra Krystalnatten i november 1938 og frem til krigsudbruddet i september 1939 udviklede det sig til en panisk masseflugt.
I starten søgte hovedparten af flygtningene tilflugt i nabolandene – først og fremmest Frankrig – i håb om, at Hitler-styret blev kortvarigt, så de igen kunne vende hjem og genoptage deres tidligere tilværelse som ligeværdige og respekterede borgere. Men fra sidste halvdel af 1930erne måtte de se i øjnene, at eksilet blev permanent, og de vendte i stigende grad blikket mod de oversøiske lande. Dette skyldtes ikke mindst de europæiske landes uvilje mod at indrømme jøderne asyl.
Flugten af jøder i tal
Fra Tyskland:
1933: 37.000
1934: 23.000
1935: 21.000
1936: 25.000
1937: 23.000
1938: 40.000
1939: 78.000
1940: 15.000
1941: 8.000
Fra Østrig efter 1938:
130.000
Fra Tjekkoslovakiet efter 1939:
33.000
Tallene skal tages med forbehold, da de varierer fra publikation til publikation.
Asyl – ikke en menneskeret
I 1930erne forstod man ikke asyl som en ret for flygtningene. Det var en ret for staten til at yde den politiske flygtning beskyttelse og nægte at udlevere ham eller hende til hjemlandet. Uden at hjemlandet – i dette tilfælde Tyskland – kunne opfatte det som en fornærmelse. Få lande betragtede jøder som politiske flygtninge, men så dem snarere som økonomiske flygtninge. Dermed faldt de uden for asylretten. Grunden var primært, at jøderne udgjorde langt den største flygtningegruppe, som man hermed kunne nægte permanent ophold. Det betød, at de var tvunget til at pendle mellem forskellige lande på evig jagt efter en opholdstilladelse og en chance for at opbygge et nyt liv for sig selv og deres børn.
Jøder nægtes indrejse efter Krystalnatten
I begyndelsen behøvede spørgsmålet om asyl ikke at opstå. På linje med alle andre rejsende kunne jøder frit passere grænserne og tage midlertidigt ophold i et andet land. Adgangsbilletten var alene et gyldigt tysk pas og penge til opholdet. Men efterhånden som det nazistiske regime frarøvede jøderne alle værdier og ofte udstyrede dem med pas med kun få måneders gyldighed, blev tilflugtslandene mere afvisende. Da masseflugten så satte ind efter Krystalnatten i november 1938, valgte mange lande helt at nægte jøderne indrejse. I stedet blev de sendt tilbage i armene på deres forfølgere eller ekspederet videre til andre lande, hvorfra de så siden blev returneret til Stortyskland.
En broget flygtningestrøm
Mens de politiske flygtninge så som kommunister og socialdemokrater, kom fra arbejderklassen, udgjorde de jødiske flygtninge en langt mere sammensat gruppe. Mange havde, før nazisterne kom til magten, indtaget betydningsfulde stillinger som dommere, advokater, læger og videnskabsmænd. Der var også en del kunstnere imellem: forfattere, musikere, kunstmalere, skuespillere etc. Nogle havde været særdeles velhavende forretningsfolk og ejere af store virksomheder. Andre havde ernæret sig som handelsrejsende, håndværkere, arbejdere og småhandlende. Nogle var tyske statsborgere, andre var af østeuropæisk – især polsk – oprindelse, men havde boet i Tyskland hele livet. Andre igen havde mistet deres nationale tilhørsforhold efter 1. Verdenskrig og var statsløse. Nogle levede efter de jødiske traditioner, mens andre ikke tidligere havde skænket deres jødiske herkomst mange tanker, men alene havde opfattet sig selv som gode tyskere. Fælles for dem var, at de af Hitler-styret blev defineret som jøder og dermed blev anset for folkefjender, som helst skulle fjernes fra tysk territorium.
USA og flygtningene
USA var det foretrukne mål for de flygtende jøder. Landet havde i det 19. årh. været det helt store indvandrerland, som med lethed kunne opsluge Europas befolkningsoverskud. Men i 1930erne var situationen en anden. Efter 1. Verdenskrig var der indført strenge immigrationslove, som kun tillod indvandring efter et kvotesystem. Det, sammen med den økonomiske krise og den isolationspolitik som kendetegnede USA på det tidspunkt, satte snævre grænser for gæstfriheden. Hertil skal lægges, at fremmedhad og antisemitisme også i USA var en del af tidsånden. Betingelsen for et visum var nær familie og/eller en forsørgelsesgaranti (affidavit) fra en amerikansk statsborger, så man undgik, at flygtningen blev en økonomisk byrde. I 1936 modtog man således kun 6.642 flygtninge. Når man tager landets størrelse i betragtning, var det et overordentligt beskedent antal. I 1937 drejede det sig om 11.536. Tallet voksede til 17.868 i 1938. Ved udgangen af 1938 husede USA 44.000 jødiske flygtninge. Men hvis man fuldt ud havde udnyttet den tyske indvandrerkvote kunne man på det tidspunkt have modtaget 155.000.
Hvor tog de hen?
I sommeren 1939 – kort før krigsudbruddet – havde ca. 150.000 flygtninge fra Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet foreløbigt ophold i andre europæiske lande, hvor de fordelte sig således:
Storbritannien: 36.000
Frankrig: 40.000
Holland: 23.000
Belgien: 25.000
Schweiz: 10.000
Skandinavien: 6.000
Andre lande, herunder Polen: 10.000
Endnu flere var emigreret til oversøiske lande, hvoraf de vigtigste var:
USA: 100.000
Latinamerika: 60.000
Palæstina: 90.000
Krig og flygtningestop
Krigen og de spærrede grænser satte en stopper for masseflugten. Emigrationsplaner måtte skrinlægges, og mange flygtninge strandede i Tysklands nabolande. Her blev de senere fanget af Gestapo og transporteret til dødslejrene i Polen. De 1.680 jødiske flygtninge, som opholdt sig i Danmark var heldigere. Størsteparten af dem flygtede til Sverige, da jagten på de danske jøder gik ind i oktober 1943. 134 fremmede jøder blev fanget og sendt til Theresienstadt, hvorfra de fleste vendte tilbage i april 1945 sammen med de danske jøder.
Af Lone Jenny Rünitz, cand.phil. og forfatter til bl.a. "Af hensyn til konsekvenserne. Danmark og flygtningespørgsmålet 1933-1940" og "Udsendt til Tyskland", 2008.