Optakten til folkedrabet

”Arabisering” og grænserydninger

Da Saddam Hussiens Ba’ath-parti kom til magten i Irak i 1968, opstod problemer i forholdet mellem kurderne og myndighederne i Bagdad, ligesom der opstod problemer med alle andre minoriteter i landet, der så en lille elite, der alle kom fra den samme familie bestemme over hele landet. Kurderne ønskede selvstændighed, hvilket de var blevet lovet ved forskellige aftaler siden 1920erne, men det var irakerne ikke villige til at give dem, blandt andet på grund af store olieforekomster i de kurdiske områder. I løbet af 1970’erne forsøgte de irakiske myndigheder at svække kurderne blandt andet gennem ”arabisering” af de kurdiske områder, hvilket indbefattede, at kurdernes landsbyer blev ødelagt og befolkningen blev tvangsflyttet til enten områder i Sydirak eller til genbosættelseslejre i Nordirak, og arabere fra Sydirak kom til de kurdiske områder i Nordirak. I forbindelse med etableringen af en 12 km bred sikkerhedszone mod den iranske grænse i slutningen af 1970’erne blev endnu flere kurdiske landsbyer jævnet med jorden og store befolkningsgrupper blev tvangsflyttet.

Al-Majid arkitekten bag folkedrabet

Under krigen mellem Iran og Irak (1980-1988) kunne Saddam Hussein til stor bitterhed erfare, at kurderne gennem støtte til iranerne forsøgte af udnytte krigen til at kæmpe for egen selvstændighed og også blev støttet af Iran i denne kamp. I 1987 havde Saddam fået nok, og han besluttede sig for sammen med sin fætter Ali Hassan al-Majid at finde ”en permanent løsning” på problemet med de oprørske kurdere. Under ledelse af al-Majid iværksatte det irakiske styre i foråret 1987 omfattende ødelæggelser af kurdiske landsbyer i de såkaldte ”forbudte områder”, og alt levende blev fjernet fra disse områder. Ødelæggelser af landsbyer fortsatte i stor stil under Anfal-kampagnen, men den store forskel i forhold til før Anfal var, at indbyggerne i landsbyerne i 1987 i hovedreglen blev advaret inden hæren rykkede ind, og at de i mange tilfælde modtog en økonomisk kompensation. Kurderne blev altså i et vist omfang allerede i 1987 udsat for nogle af de metoder, som blev taget i brug under Anfal-kampagnen. Et andet eksempel på dette er, at al-Majid allerede i april 1987 beordrede det første kemiske angreb på civilbefolkningen, hvilket under Anfal skulle vise sig at blive et ofte anvendt middel i kampen mod kurderne.