Omverden: Vidner til folkedrabet på armenierne
Osmannerigets ungtyrkiske regering forsøgte at skjule for omverdenen, at man havde igangsat et forsøg på at udrydde rigets armenske befolkning. Dette skete blandt andet ved hjælp af censur. Det lykkedes dog allerede i sommeren 1915 vestlige diplomater og missionærer at smugle detaljerede rapporter om forfølgelserne hjem til deres regeringer og befolkninger. Selvom de vestlige regeringer protesterede mod drabene, var der ingen stater, der greb ind. Den eneste hjælp, armenierne fik, var fra private nødhjælpsorganisationer.
Ungtyrkerne forsøger at skjule udryddelsen af armenierne
I 1925 skrev den danske forfatter og Armenien-ekspert Åge Meyer Benedictsen i en omfattende bog om armeniernes historie følgende om folkedrabet:
”Det armeniske folks ødelæggelse er tidligt gået ind i den eventyrligt-forbryderiske plan, som Tyrkiets førere […] havde opridset [...] Dette folkemord skulle gøres grundigt, ikke et lapværk som for tyve år tilbage. [...] Det hele skulle gøres så hastigt, så sikkert og så maskeret, at der udefra intet kunne ske, før alt var fuldbyrdet, ja selve ofret, det armeniske folks masse, skulle svæve i uklarhed om, hvad der skete nogle snese mil borte.”
Den ungtyrkiske regering forsøgte i mange tilfælde at skjule for omverdenen og de udenlandske diplomater i Osmannerriget, at man havde igangsat en udryddelse af rigets armenske befolkning. Et eksempel på dette er arrestationen af omkring 250 intellektuelle armeniere i Osmannerrigets hovedstad Konstantinopel natten til den 24. april 1915. De intellektuelle blev arresteret i deres hjem i hovedstaden, men blev fragtet hundredvis af kilometer væk fra byen, før de blev slået ihjel. Dette skete, så mordene ikke tiltrak sig opmærksomhed fra de mange udenlandske diplomater og journalister, der opholdt sig i byen.
Den danske missionær og nødhjælpsarbejder Maria Jacobsen beskrev også i 1917 i sin dagbog, hvordan ungtyrkerne afskar armeniernes kommunikation med omverdenen og censurerede udenlandske diplomater breve:
”…[At] de tilbageblevne Armenier vil snart Uddø er tydeligt. Regeringen vil intet give dem, hverken Føde, Klæder eller Huse, ingen Hjælp kan der komme til dem udefra, da Regeringen ikke tillader Breve fra eller til Armenier at passere igennem. Selv Konsulen [den amerikanske] har fra den tyrkiske Regering faaet Paabud om aldrig at skrive noget om Armenier, og hans Breve bliver strengt censureret.”
Ingen stater griber ind
Ligesom ved massakrerne på armeniere i 1890’erne lød der mange protester fra vesten. Også regeringer protesterede mod, hvad man kaldte, ”en forbrydelse mod menneskeheden”, og man forlangte de skyldige straffet. Selvom det hurtigt stod klart, at det denne gang ikke ”kun” drejede sig om begrænsede massakrer, men organiseret udryddelse af en befolkningsgruppe, var der ingen stater, der greb ind. Ligesom under 1890’er-massakrerne var det private organisationer, der udførte størstedelen af hjælpearbejdet.
Mange af dem, der udførte dette hjælpearbejde i folkedrabets brændpunkter, var kvindelige missionærer. To af disse var danske kvinder, Maria Jacobsen og Karen Jeppe, som på den måde oplevede folkedrabet på nært hold og ydede en stor indsats for at hjælpe de forfulgte og nødlidende armeniere.
Ambassadør Henry Morgenthau – fortaler for armeniernes sag
Advokat Henry Morgenthau, der var amerikansk ambassadør i Osmannerriget fra 1913 til 1916, er det mest kendte vidne til folkedrabet. Han var fortaler for armeniernes sag. Som ambassadør i Konstantinopel (i dag Istanbul) havde han personlig kontakt til de ungtyrkiske ledere, der var folkedrabets bagmænd, især den ungtyrkiske indenrigsminister, Talaat Pasha.
Morgenthaus beretninger fra magtcentret bag folkedrabet giver et værdifuldt indblik i de ungtyrkiske lederes klare intention om at udrydde det armenske folk. Intentionen er central i forhold til, om begivenhederne kan karakteriseres som ’folkedrab’ ud fra FN’s folkedrabskonvention. Morgenthau berettede blandt andet i sine samlede erindringer om ambassadørtiden i Osmannerriget fra 1919, at:
”Da de tyrkiske autoriteter gav ordre til disse deportationer, gav de en dødsdom til en hel race; det forstod de udmærket, og i deres samtaler med mig gjorde de ingen særlige forsøg på at skjule det faktum."
Morgenthau forsøgte uden held at forbedre armeniernes skæbne gennem forhandlinger med de ungtyrkiske ledere. Morgenthau sendte massevis af indberetninger hjem til det amerikanske udenrigsministerium i Washington om, at der i Osmannerriget var ”en raceudryddelses-kampagne i gang”.
Moderne nødhjælpskampagner til fordel for armenierne
Mange landes aviser havde løbende reportager om armeniernes skæbne i Osmannerriget. Alene i 1915 trykte den indflydelsesrige amerikanske avis The New York Times 145 artikler, dvs. en artikel hver 2.-3. dag om massakrerne og volden mod armenierne.
Fordi det armenske folkedrab fik massiv opmærksomhed fra omverdenen, blev der mange steder iværksat storstilede nødhjælpskampagner, der skulle hjælpe de truede armeniere. I USA blev nødhjælpsorganisationen Near East Relief grundlagt med det specifikke formål at redde armenierne fra folkedrabet rædsler. Organisationens arbejde blev aktivt støttet af Ambassadør Morgenthau og den amerikanske præsident Woodrow Wilson. Near East Relief samlede millioner af dollars ind gennem offentlige indsamlingskampagner og omfattende kirkelige indsamlinger.
Nødhjælpen blev sendt til de nødlidende armeniere via den amerikanske ambassade i Konstantinopel (Istanbul) og de amerikanske konsulater i større osmanniske byer. Ud over basal nødhjælp såsom tøj, mad og medicin, oprettede nødhjælpsorganisationerne flygtningelejre, hospitaler, skoler og børnehjem. Det siges blandt andet, at Near East Relief har reddet 132.000 armenske forældreløse børn, der havde mistet deres forældre i folkedrabet.
I Danmark spillede organisationen Danske Armeniervenner, der var grundlagt i 1902 af Armenien-eksperten Åge Meyer Benedictsen, en fremtrædende rolle i den humanitære nødhjælpsindsats til fordel for armenierne. Armeniervennerne indsamlede penge til hjælpearbejdet, udsendte hjælpearbejdere og gjorde et stort arbejde for at skabe opmærksomhed omkring folkedrabet i den danske befolkning.
