Ofrene for De Røde Khmerers fjendebilleder

Vigtigheden af fjender

Fjender og fjendebilleder var centralt for De Røde Khmerers etablering af magt og den vilkårlighed, hvormed de slog ned på deres politiske modstandere. Indbygget i De Røde Khmerers ideologi var et element af paranoia, der betød, at man altid skulle være på vagt overfor en allestedsnærværende fjende, der opererede i det skjulte. Men De Røde Khmerers kategorier for hvem, der var potentielle samfundsfjender, var efterhånden så omfangsrige, at det for mange cambodjanere næsten var uundgåeligt ikke at risikere anholdelse af den ene eller anden årsag.

Ifølge De Røde Khmerer eksisterede der både ydre fjender (folk med anden national eller etnisk oprindelse, udenlandske spioner m.m.) og indre fjender (politiske modstandere, religiøse, uddannede m.m.). Med disse kategorier, som reelt kunne tilpasses alle, besad De Røde Khmerer et redskab for totalt vilkårlig magtanvendelse - et redskab som kunne fastholde en hel befolkning i et jerngreb af frygtsom loyalitet uden at møde meget modstand. Umiddelbart kunne man indvende, at et system, der har så mange fjender, må være et dårligt system, men sådan så De Røde Khmerer det ikke. De brugte forestillingen om den konstante fjende til at sprede skræk og advare om, at hvis ikke man var loyal og støttede De Røde Khmerers regime, ville det gå helt galt for Cambodja. Samtidig var ’fjenden’ også en velkommen syndebuk, da regimets politikker begyndte at slå fejl. Modgang kunne kun skyldes sabotage fra fjenden – ikke fejl i systemet. Derfor skete det også, at udrensningerne foregik indenfor egne rækker. For eksempel menes det, at størstedelen af fangerne i torturfængslet S-21 var medlemmer af De Røde Khmerer. Omkring en fjerdedel af fængslets fangevogtere blev selv ofre for tortur og henrettelse der, fordi de var for ’bløde’ eller ikke leverede det forventede antal tilståelser fra fangerne.

’Politiske modstandere’ – folk fra det tidligere regime og de intellektuelle

Kun få timer efter De Røde Khmerers magtovertagelse blev store dele af Cambodjas befolkning drevet ud af byerne til tvangsarbejde i store landbrugskollektiver. Under sådanne tvangsevakueringer blev alle standset ved checkpoints, som de Røde Khmerer havde etableret langs hovedvejene. Alle byboere blev udspurgt om deres familiemæssige baggrund, uddannelse og beskæftigelse. De Røde Khmerer opfordrede specielt intellektuelle til at melde sig, idet de foregav, at der var behov for veluddannede til genopbygningen af landet. Sandheden var en anden, nemlig at regimet af frygt for modstand og kritik ville udrydde de intellektuelle og veluddannede. Ja, selv dem, der bar briller blev ofre for betegnelsen ’politiske modstandere’. 

Fra september 1975 til september 1976 forfulgte og henrettede de Røde Khmerer omkring 200.000 soldater og offentligt ansatte, der havde haft tilknytning til det tidligere regime under Lon Nol. Disse ofre blev anset som (formodede) politiske modstandere, hvorfor de skulle ”ryddes af vejen”. Ligesom man heller ikke kan løbe fra at være af en bestemt national eller etnisk afstamning, havde disse ofre reelt heller ingen chance for at bevise deres ’uskyld’. De blev udpeget på baggrund af deres sociale, økonomiske eller politiske status i et tidligere system. Af frygt for infiltration udefra blev alle af udenlandsk afstamning, eller som blot havde udenlandske relationer, mistænkt for at være spioner for arve-fjenden Vietnam eller det amerikanske CIA eller russiske KGB – nogle gange det hele. Disse blev alle forfulgt og mange tortureret og henrettet i takt med den totale afskæring af Cambodja fra omverdenen. 

Truslen mod den ’rene race’ - etniske og religiøse minoritetsgrupper

Udover at ville rense samfundet for politiske modstandere af ’sikkerhedsmæssige årsager’, arbejdede De Røde Khmerer også ud fra en filosofi om racemæssig overlegenhed og renhed, som til dels kan sammenlignes med filosofien i det nazistiske Tyskland. Forskellen er, at man i Cambodja søgte tilbage til en ’oprindelighed’ fra over tusind år tilbage. Således passede etniske og religiøse minoriteter ikke ind i det nye, ’rene’ Khmer-samfund. Allerede i 1973 - inden De Røde Khmerer kom til magten - påbegyndte de en hård politik om at ’Khmerisere’ områder under deres kontrol. Fra magtovertagelsen i 1975 blev dette udvidet til at gælde hele landet. 

Der var mange forfulgte minoritetsgrupper under De Røde Khmerer, men de grupper, som led den hårdeste skæbne, var de muslimske og etniske Cham-folk og de buddhistiske munke. Faktisk var størstedelen af cambodjanerne troende Buddhister, men De Røde Khmerer, som betragtede religion som konkurrerende ideologi til den kommunistiske revolution, jagtede nu de buddhistiske munke som sociale snyltere og politiske modstandere. De tvang dem til at opgive deres religion og begynde hårdt manuelt arbejde sammen med de cambodjanske bønder. Dem, som nægtede, blev straffet på brutal vis. Desuden gik mængder af kulturelle klenodier tabt i De Røde Khmerers destruktion af en række religiøse helligdomme, klostre og biblioteker. Og De Røde Khmerer var ikke mere tolerante overfor andre religioner. De muslimske Chams blev tvunget til at spise svinekød, hvilket stred imod deres religion. På den måde blev de muslimske Chams forsøgt tvangs-assimileret ind i majoritetsgruppen af Khmerer. 

”Khmer krop – vietnamesisk sindelag”: Ofrene fra den østlige zone

To af de mange forhold, som De Røde Khmerer følte sig truede af, var, at flere og flere cambodjanere flygtede over grænsen til Vietnam, samt at den østlige del af landet periodevist havde været belejret af vietnamesiske tropper siden den opblussede grænsekrig fra 1977. Derfor erklærede De Røde Khmerers ledere, at hele befolkningen i denne region havde “Khmer krop, men vietnamesisk sindelag”. I løbet af 1978 blev hovedparten af den østlige zones befolkning deporteret til andre regioner, hvor de blev placeret i kollektivt tvangsarbejde med systematisk underernæring og overanstrengelse. Dette medførte døden for de fleste, mens andre blev slået ihjel på stedet. I De Røde Khmerers projekt om at eliminere øst-zonens såkaldte ’nationale og politiske trussel’ mistede op mod 400.000 cambodjanere livet.

Overgrebene på befolkningen i den østlige zone er et af de klareste eksempler på De Røde Khmerers intention om at begå folkedrab. Information fra interviews af vidner fra den østlige zone viser, hvordan De Røde Khmerers ledere brugte symboler til at afmærke den østlige zones befolkning til henrettelse. Et øjnevidne, Huy Rady, beretter, at folk fra den østlige zone kunne blive genkendt på deres blå tørklæder, som de af De Røde Khmerer var blevet beordret til at gå med. Den blå farve udgjorde en modsætning til den kommunistiske røde farve, som De Røde Khmerer stolt bar.