Nazistiske menneskeforsøg - oversigt

Medicinske eksperimenter på koncentrationslejrfanger og psykiatriske patienter hører til de mest uhyggelige af nazismens forbrydelser.

Tusindvis af ufrivillige fanger og sindslidende blev udsat for smertefulde og invaliderende forsøg, og hundreder blev bevidst slået ihjel som led i eksperimenterne. Forsøgene skulle forbedre det tyske "herremenneskes" genetiske udrustning, forbedre epidemibekæmpelsen og krigskirurgien og ikke mindst sikre nye arvebiologiske erkendelser.

Ofre for tuberkuloseeksperiment i Neuengamme koncentrationslejr. Børnene fik indsprøjtet tuberkulose i lymfekirtlerne, som siden blev opereret ud. På billedet viser de deres ar.  

Da meget bevismateriale blev destrueret kort før krigens afslutning, har man den dag i dag kun usikre skøn over, hvor mange mennesker, der ufrivilligt blev ofre for de nazistiske eksperimenter. Men de største forsøgsprojekter omfattede op til et par tusinde fanger og resulterede i hundredvis af dødsofre. En stor del af forskningsprojekterne havde baggrund i den aktuelle krigssituation og sigtede på at løse akutte militærmedicinske problemer, hvorfor både hæren, Luftwaffe, Kriegsmarine og Waffen-SS var involverede i forskningen. Den militære forskning foregik under voldsomt tidspres, så det blev anset som gunstigt, at man kunne springe direkte fra teori- og laboratoriearbejdet til forsøg med mennesker.

Prestige – men ingen etik

Tyske forskningsinstitutter og hæderkronede organisationer til forskningsstøtte deltog i forbrydelserne og modtog udførlige rapporter. For KZ-lejre og hospitaler var der prestige i at huse medicinske menneskeforsøg, og de involverede læger deltog blandet andet i håbet om karrierespring.

Størsteparten af forsøgene var på højde med den medicinske forskning i den frie verden, hvad forskningsmetodik og -teknik angik. Ansete tyske forskningsinstitutter og universiteter deltog, forskningsstøtteorganisationer som Kaiser-Wilhelm-Gesellschaft (i dag: Max-Planck-Gesellschaft) og Deutsche Forschungsgemeinschaft bidrog til finansieringen, og en del forsøg blev gennemført i intimt samarbejde med medicinalvarekoncerner som Bayer, Behring og Schering.

I KZ-lejrenes forstærkede eksperimenterne på fanger den ligegyldighed overfor menneskeliv og lidelse, der herskede. Nazisternes medicinforbrydelser omfattede også tvangssterilisation af mere end 400.000 mennesker, der ansås for at bære på dårligt arvemateriale. Der blev udført titusindvis af tvungne aborter med samme begrundelse.

Nazismen: en biologistisk utopi

1900-tallets nazisme var en biologistisk utopi. Biologisme bygger på en tankegang om, at menneskelige og samfundsmæssige fænomener skal forklares ud fra biologiske forhold frem for fx psykologiske eller samfundsmæssige forhold. Den nazistiske biologisme hævdede, at samfundet skulle organiseres i overensstemmelse med naturlovene.

Da naturen ifølge nazististiske ideologi var kendetegnet ved en konstant nådesløs kamp mellem arterne om overlevelse, gjaldt det samme for forholdet mellem de enkelte menneskeracer og folkeslag. Den enkelte var forpligtet til at indgå i folkets kamp med både krop og sjæl; noget højere fællesskab end nationen eksisterede ikke. I forholdet mellem folkene ville det bedst egnede folk overleve. Kampen ville blive afgjort af folkenes evne til materiel produktion og våbenbrug, men nok så meget af den biologiske udrustning og forplantningsevnen.

Ulighedsprincippet

Hvem var ofrene?

Ofrene for de nazistiske medicineksperimenter var jøder, som nazisterne ønskede at udrydde totalt, roma og sinti (sigøjnere) som de også anså for "racemæssigt mindreværdige", sovjetiske krigsfanger, som Tyskland nægtede beskyttelse efter Geneve-konventionen, regimets politiske og religiøse modstandere samt homoseksuelle og sindslidende. I den racebiologiske tvillingeforskning var det især børn, der blev udsat for eksperimenter. Mange, som overlevede menneskeforsøgene, fik aldrig erstatning for deres lidelser. Tyskland gik først langsomt, trinvist og under pres fra den internationale opinion med til at give erstatning til medicinforbrydelsernes ofre.

Nazisternes natursyn førte til et radikalt ulighedsprincip: mennesker er grundlæggende ulige af natur og derfor også ulige af værdi. Der findes derfor ingen almenmenneskelige normer eller rettigheder. Det tyske, nordiske eller ariske "herremenneske" har ret til at herske over, udnytte eller ligefrem udrydde "undermennesker". Rationel forplantning og sundhedspleje er et af de redskaber, hvormed "herremennesket" hævder sit herredømme. Et folk er derfor af højere racemæssig værdi, hvis det kan forholde sig rationelt til forplantningen og forbedre sin gen-pool ved hjælp af racehygiejne.

De tyske læger og nazismen

Den tanke talte til mange læger og gav netop læger status indenfor nazismen. Det nazistiske lægeforbund krævede, at ”nationalbiologi” trådte i stedet for nationaløkonomi som ledende videnskab. I formålsparagraffen fra stiftelsesåret 1929 skrev det nazistiske lægeforbund, at det gjaldt om at "trænge den franske revolutions idealer tilbage", altså bekæmpe tanken om frihed, lighed, broderskab og ens grundrettigheder for alle mennesker.

Snart var de fleste tyske medicinstuderende nazister og hen ved halvdelen af alle læger medlemmer af NSDAP, en fjerdedel var med i stormtropperne SA, og hele 7% var medlemmer af elitekorpset SS. Bortset fra juristerne sluttede ingen erhvervsgruppe sig så massivt til nazismen som lægerne. Det er med til at forklare, hvorfor lægevidenskaben i "Det tredje Rige" kunne gøre sig skyldig i så helt ekstreme forbrydelser.

Nazistisk sundhedspolitik var ambitiøs og byggede videre på den førende rolle, som Tyskland havde haft i international lægevidenskab siden Kejserriget; men kun "ariske" tyskere skulle nyde godt af den. En forbilledlig folkesundhedsindsats baseret på de højeste medicinske standarder skulle gavne tyske præstationer og fødedygtighed. De, der blev betragtet som bærere af dårligt arvemateriale eller af andre grunde blev dømt ude af "folkefællesskabet", blev behandlet som andenrangsmennesker - det gjaldt nazismens politiske modstandere, sociale afvigere, jøder, roma og sinti samt sorte, og under 2. Verdenskrig også flere millioner polske og sovjetiske tvangsarbejdere på tyske arbejdspladser. I sidste ende frakendte nazisterne "undermenneskene" retten til livet.

Kz-lejrene var retsfri zoner

Medicinforsøgene fandt sted på psykiatriske sygehuse, i krigsfangelejre og koncentrationslejre. Særligt kendte er Dr. Josef Mengeles racebiologiske forsøg med tvillinger i Auschwitz, den største af alle KZ-lejre; men KZ-fanger blev brugt til medicinske forsøg i en række af de større tyske koncentrationslejre.

KZ-lejren udgjorde et retsfrit rum, hvor fangernes liv ikke blev regnet for noget, og hvor død var en del af hverdagen som følge af sult og udmattelse, ubehandlede sygdomme og vagternes ekstreme voldsudøvelse. Fra de første år, hvor fangerne primært var "ariske" tyskere, var der et fangelazaret (kaldet Revier) i enhver KZ-lejr, og de tilknyttede SS-læger og KZ-kommandanterne konkurrerede om at få forskningsprojekter ind. Forskning gav prestige og karrierechancer, og man gjorde sig nyttig for regimet, krigsindsatsen og den store nazistiske vision om et "racerent" og "arvesundt" Tyskland.

Menneskeforsøg med lidelser, invaliditet eller død som følge

Dyreliv mere værd end menneskeliv

En af grundene til, at der var så mange forsøg med mennesker, var, at dyreforsøg var tidkrævende og kostbare. Forsøgsdyr var svære at få fat på, efter at Nazityskland i 1934 satte verdens mest restriktive dyreværnslov i kraft. Beskyttelse af dyr, men foragt for mennesker, der blev dømt ude af fællesskabet, er et paradoks, som nazismen har til fælles med andre højreradikale bevægelser.

Dette syn på medicin og sundhed var afgørende for den politik, som staten og de lægelige organisationer førte 1933-45, og størstedelen af de tyske læger tilsluttede sig nazismen. Det kan derfor ikke undre, at normale etiske hensyn blev tilsidesat, når det gjaldt medicinske forsøg til underbygning af regimets politik. Nazistiske læger overskred alle skrevne og uskrevne love og gennemførte i stor målestok lidelsesfulde og til dels invaliderende eksperimenter på regimemodstandere og "racemæssigt mindreværdige".

Der blev indført "terminale forsøg". Det vil sige menneskeforsøg, der fortsatte til forsøgspersonen døde, og indkalkulerede døden i forsøget. Det kendes fra dyreforsøg, men brugt på mennesker var det en nazistisk nyskabelse.

Forsøgene stred mod tysk lov

Medicinforsøgene stred imod tysk lov, idet den demokratiske Weimar-republik i 1931 havde vedtaget en restriktiv og meget moderne regulering af medicinske menneskeforsøg, som nazisterne ikke afskaffede. Man holdt bare op med at efterleve loven og brød også med lægeløftet .

I Himmlers interesse

I SS-chefen Heinrich Himmler havde de medicinske menneskeforsøg en særlig velynder. Han stillede gerne sine KZ-lejre til rådighed og tog selv initiativ til flere forsøgsprojekter. Han interesserede sig for både militærmedicinsk forskning, afprøvning af naturmedicinske produkter og forsøg med racehygiejnisk og arvebiologisk sigte.

Pseudo-medicin?

Efter Det tredje Riges sammenbrud var man hurtige til at hæfte betegnelsen "pseudo-medicin" på den nazistiske lægevidenskab, og mange af forsøgene kan med rette betegnes som "pseudo-medicinske". Men hovedparten af nazismens uetiske menneskeforsøg var altså medicinsk-teknisk i orden. Det kan også ses af, at de allierede sejrsmagter efter "Det tredje Riges" sammenbrud kappedes om at få fat i resultaterne og rent faktisk hyrede nogle af de forskere, der havde udført dem.

Resultater bruges stadig

En del af resultaterne fra de dødelige medicinforsøg blev også anvendt efter "Det tredje Riges" sammenbrud, og nogle bruges den dag i dag, selvom de er opnået ad forbryderisk vej – herunder resultaterne fra hypotermiforsøgene og trykkammerforsøgene. Overlevende og læger har siden 1945 diskuteret, om dette er etisk forsvarligt, men nogen fælles holdning er man ikke nået frem til, hverken internationalt eller i Danmark.

Skrevet af lektor Therkel Stræde, samtidshistoriker og underviser ved bl.a. medicinstudiet, Syddansk Universitet. Lægevidenskabelig konsulent: speciallæge Søren Hess, Odense Universitetshospital. DIIS, 2012.

 
Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information