NATO i Bosnien

Mortérangreb i Sarajevo

5. februar 1994 blev 68 mennesker dræbt og yderligere 200 civile sårede, da en markedsplads i Sarajevo blev beskudt. De bosniske serbere havde siden krigens start i 1992 belejret Sarajevo. Men de nægtede, at den dødbringende mortergranat var blevet affyret fra deres stillinger. Det kunne ikke med sikkerhed fastslås, at de stod bag mortérangrebet. Men sandsynligheden for, at granaten blev affyret af en bosnisk-serbisk morter var overvældende – i gennemsnit blev Sarajevo under belejringen ramt af adskillige hundrede serbiske granater og skud dagligt. Det internationale samfund gjorde de bosniske serbere ansvarlige for angrebet. Det fik stor betydning for det internationale samfunds videre rolle under krigen i Bosnien.

I januar 1994 havde NATO på et topmøde besluttet, at organisationen var villig til at gennemføre luftangreb til støtte for Sarajevo og andre af de FN-beskyttede ”sikre zoner” i Bosnien. Denne beslutning betød, at NATO fremover ville blive en mere aktiv aktør i Bosnien. Mortérangrebet i Sarajevo en lille måned senere blev blot den egentlige anledning til NATO’s fremtidige deltagelse i krigen i Bosnien. 

NATO i aktion

Første gang det internationale samfund gjorde alvor af NATO’s trusler om brug af luftvåben, var i slutningen af februar 1994, hvor to NATO-fly nedskød fire uidentificerede fly, der brød FN’s flyveforbud over Bosnien.

De bosniske serbere følte sig uberettiget beskyldt for at være de primære aggressorer og dermed årsag til krigen. Deres opfattelse blev forstærket af NATO’s nu mere aktive rolle. De bosniske serbere anklagede NATO for at tage parti i krigen til fordel for de bosniske muslimer, ligesom de anklagede FN for at lade de bosniske muslimer bruge de ”sikre zoner” som baser for deres soldater. FN havde oprettet de ”sikre zoner” med det formål at beskytte de bosniske muslimer mod angreb. Det sidste var en berettiget anklage, da de bosniske muslimer beviseligt udnyttede de ”sikre zoner” som baser i deres kamp.

Luftangrebene intensiveres

I 1993 havde FN’s sikkerhedsråd udvidet FN-styrkernes opgave i Bosnien til også at omfatte beskyttelse af bestemte bosniakiske områder, hvor situationen på grund af den bosnisk-serbiske militære overmagt var særlig kritisk. Der blev i alt oprettet seks “sikre zoner" og hensigten var, at områdernes befolkning med tilstedeværelsen af FN-soldater skulle være sikret mod angreb. Men FN-styrkerne var ikke rustet til at modstå angreb på de ”sikre zoner” og var derfor afhængige af NATO’s flystøtte, hvis de ”sikre zoner” blev angrebet. 

Senere i foråret 1994 rykkede de bosniske serbere frem mod den ”sikre zone” Gorazde trods NATOs trussel om luftangreb. NATO og FN svarede med det samme igen med luftangreb på serbiske kampvogne og artilleripositioner.

De bosniske serbere svarer igen

General Ratko Mladic, de bosniske serberes militære leder svarede igen ved at true med gengældelsesaktioner imod FN-personel på landjorden. Da luftangrebene fortsatte, gjorde Mladic alvor af sine trusler og tog 150 FN-udsendinge til fange. Gidslerne blev lænket til mulige mål for NATO’s bomber, hvilket tvang NATO til at stoppe bombardementerne.   

Året efter anvendte Mladic samme taktik. De bosniske serbere beskød Sarajevo med tunge våben, og da NATO som reaktion bombede de bosniske serberes militære installationer, tog Mladic 400 FN-folk som gidsler og brugte dem som bombeskjold. Bombardementerne blev stoppet, og efter forhandlinger mellem FN og general Ratko Mladic blev gidslerne løsladt 

De bosniske serberes angreb på den "sikre zone" i Gorazde og dets efterspil udstillede FN og NATO. Selvom det var meget vigtigt for de to organisationers troværdighed at kunne beskytte de ”sikre zoner” imod overgreb, så fungerede samarbejdet imellem dem ikke efter hensigten. 

Kompliceret samarbejde

Det internationale samfund havde efter pres fra de lande, der havde soldater på landjorden – deriblandt Frankrig, Storbritannien og Danmark – bevidst forsøgt at undgå at bringe FN-personel på landjorden i fare. Men netop dette hensyn komplicerede samarbejdet imellem NATO og FN. Samarbejdet blev kendt som ”the dual key system”, hvilket i praksis betød, at der skulle foreligge en godkendelse fra både NATO og FN, før NATO kunne iværksætte luftoperationer og yde luftstøtte til FN-styrkerne på landjorden.

I sommeren 1995 blev problemerne med denne bureaukratiske beslutningsproces udstillet på tragisk vis, da bosnisk-serbiske styrker indtog de to ”sikre zoner” Srebrenica og Zepa. I Srebrenica førte det til, at den ”sikre zone” og området omkring den blev etnisk udrenset, og at over 8.000 muslimske mænd og drenge systematisk blev myrdet. 

NATO i en ny rolle

Begivenhederne i Srebrenica og Zepa samt frygten for, at de bosniske serbere igen ville forsøge at erobre Gorazde, resulterede i, at de parter, som var involveret i forsøget på at opnå fred i Bosnien, i juli 1995 traf to afgørende beslutninger. Først og fremmest måtte NATO fremover gøre alt for, at de bosniske serbere ikke indtog Gorazde. Dernæst blev det vedtaget, at det nu kun var op til NATO, om der skulle iværksættes luftbombardementer for at beskytte Gorazde og Sarajevo. Hermed var ”the dual key system” i disse to områder sat ud af kraft. 

Efter endnu et mortérangreb på en markedsplads i Sarajevo i august 1995 iværksatte NATO sit første luftbombardement under de nye regler. De bosniske serberes ledere, Radovan Karadzic og general Ratko Mladic, blev gjort opmærksomme på, at forudsætningen for standsning af bombardementerne var, at de stoppede beskydningen af FN’s ”sikre zoner” og trak deres tunge våben tilbage. 

Kombinationen af NATO’s bombardementer og den offensiv, bosniakerne og kroaterne havde indledt flere uger forinden, tvang de bosniske serbere til forhandlingsbordet for sidste gang. Nogle måneder senere, i december 1995, blev der i den amerikanske by Dayton indgået en fredsaftale mellem parterne.

NATO som vigtigste udenlandske aktør

NATO kom, på trods af organisationens relativt sene involvering i krigen i Bosnien, til at spille en afgørende rolle for krigens afslutning. Det var USA, der under krigen havde presset på for brugen af NATO’s luftvåben, hvilket fik de bosniske serbere til at føle sig som ofre for en særlig NATO-aggression. Dertil måtte de bosniske serbere med Daytonaftalen acceptere, at NATO blev grundlaget for den nye fredsbevarende styrke, der skulle sikre den nye ordning for Bosnien.

Artiklen er senest opdateret i 2023 af journalist og forfatter Steen Ramsgaard.