Massakrer i Vestukraine

I mange år var fortællingen om de danske østfrontfrivillige, at de primært havde været frontsoldater: De havde nok haft kendskab til overgreb og drab på jøder og krigsfanger og måske også overværet dem, men at de selv var involveret i disse krigs- og folkedrabsforbrydelser, blev fortiet.

De danske østfrontfrivillige var del af det store nazistiske militærmaskineri, og efter en kort uddannelse blev de placeret midt i nazisternes tilintetgørelseskrig. Flere hundrede havnede i Regiment Nordland, der var del af SS-Division Wiking, som blandt andet begik en række massakrer på jøder i Vestukraine i 1941.

L’viv, juli 1941: massakrer

1. juli 1941 rykkede Division Wiking ind i den vestukrainske hovedstad L’viv (dengang Lemberg) og startede en pogrom, som kostede flere tusind jøder livet. Opildnet af det tyske sikkerhedspoliti begik ukrainske nationalister og Wikings SS-frivillige en række massakrer, der i den nazistiske propaganda blev beskrevet som ”gengældelsesaktioner”. En norsk frivillig fortalte mange år senere, at han var med til at slagte jøder med bajonet. Andre frivillige fra det dansk-norske Regiment Nordland har ved forskellige lejligheder røbet detaljeret viden om massakrerne, men uden at implicere sig selv.

Zolotjiv: mishandlinger, voldtægter og drab

Da Division Wiking den 2. og 3. juli passerede gennem byen Zolotjiv, fortsatte den brutale fremfærd: ”SS plyndrer sammen med civile banditter, driver folk ud af deres hjem og har mishandlet et betydeligt antal mennesker”, rapporterede en chokeret værnemagtsofficer.

Der blev skudt hæmningsløst på krigsfanger og civile, kvinder blev voldtaget, og medlemmer af Division Wiking drev jagt på jøder i gaderne. De ukrainske nationalister gik i spidsen, side om side med SS-frivillige fra Wiking, hvor de fleste danske østfrontfrivillige på det tidspunkt gjorde tjeneste. Bare i Zolotjiv mistede 3.000 jøder livet.

Wikings blodige spor fortsætter

Den 4. juli marcherede Waffen-SS gennem Zolotjivs naboby Zboriv og likviderede 600 jøder. Dagen efter blev omkring 600 jøder i Ternopil skudt og dræbt under medvirken af Regiment Nordland.

Den 5. juli deltog en del af Division Wiking i hårde kampe ved byen Mikulintsi. Efter slaget udvalgte SS-tropperne 200 sovjetiske krigsfanger, der ikke så ”germanske” ud, og skød dem på stedet. Herefter begyndte endnu en pogrom: Jøderne blev hånet, tævet og mishandlet, før de blev dræbt. Norske frivillige deltog med sikkerhed i grusomhederne, sandsynligvis også danske.

Efter disse massakrer fulgte nye: I mindre byer blev hele den jødiske befolkning myrdet. I byer med en større jødisk befolkning blev de tvunget ind i ghettoer, hvor fattigdom, sult og sygdomme hurtigt reducerede deres antal. Senere vendte nazisterne – nu de særlige Einsatzgrupper og politibataljoner – tilbage og dræbte de sidste.

Deltog danskere i massakrerne?

I Norge dokumenterede et forskningsprojekt ved HL-Senteret i 2011 de norske østfrontfrivilliges historie og deres deltagelse i krigs- og folkedrabsforbrydelser. HL-Senteret konkluderede, at de norske frivillige indgik på lige fod med tyskerne og andre SS-frivillige i forbrydelserne. Da norske og danske frivillige i et vist omfang gjorde tjeneste side om side i de samme SS-enheder, er der intet, der tyder på, at dette ikke også gjaldt for danskerne.

For danskerne findes der dog ikke nogen tilsvarende undersøgelse. Hovedværket Under hagekors og Dannebrog af Claus Bundgaard Christensen, Niels Bo Poulsen og Peter Scharff Smith har mere fokus på de østfrontfrivillige som kamptropper og deres ideologiske baggrund og ”kultur”. Bogen rummer – ligesom forskellige andre danske bidrag – eksempler på forbrydelser, som danske østfrontfrivillige deltog i eller var vidner til; men en sammenhængende undersøgelse foreligger ikke. Sætter man det danske eksempelmateriale ind i den norske undersøgelses mere systematiske sammenhæng, er det dog tydeligt, at danskerne lige så lidt som nordmændene holdt sig tilbage fra forbrydelser imod jøder og andre civile samt imod sovjetiske krigsfanger. 

Skrevet af Therkel Stræde, lektor i samtidshistorie ved Syddansk Universitet i Odense og sammen med Dennis Larsen forfatter til bogen En skole i vold, i samarbejde med DIIS, 2016