Maria Jacobsen – dagbog fra det armenske folkedrab
Den danske sygeplejerske og missionær Maria Jacobsen hjalp tusindvis af forfulgte armeniere under det armenske folkedrab. Maria Jacobsen skrev dagbog om sine oplevelser, og her beskrev hun folkedrabet på armenierne set indefra. I dag står dagbøgerne som en uvurderlig historisk kilde til det armenske folkedrab.
Maria Jacobsen var en dansk sygeplejerske og missionær. I 1907 kom hun som 24-årig og som en af de første kvindelige missionærer til Harput i det nuværende østlige Tyrkiet. Her gjorde hun tjeneste ved et amerikansk drevet missionshospital. Maria Jacobsen arbejdede stadig i området, netop som den osmanniske militærledelse og regering under 1. Verdenskrig havde besluttet at udrydde armenierne. Hun oplevede derfor, hvordan folkedrabet udviklede sig fra dag til dag i lokalmiljøet.
Dagbøgerne en hovedkilde
Maria Jacobsen førte en hemmelig dagbog, som blev fundet ti år efter hendes død og indeholdt næsten 1000 håndskrevne sider om de overgreb, hun blev vidne til. Dagbogen er udkommet på engelsk og armensk og er en hovedkilde til overgrebet på armenerne, nedfældet fra dag til dag af en person, som ufrivilligt blev vidne til den. Maria Jacobsen var del af et humanitært netværk af missionsstationer og var dermed så velinformeret, som forholdene overhovedet tillod.
Maria Jacobsens dagbøger
Maria Jacobsens dagbøger blev skrevet på små skolestilehæfter, som er bevaret og udgivet i en bog, hvor siderne er gengivet fotografisk.
Folkedrabet indledes
Maria Jacobsen beskrev i sin dagbog, hvordan politiet allerede i april 1915 begyndte at afvæbne armenere og gennemsøge deres huse. Påskuddet var, at armenere planlagde oprør og i løbet af meget kort tid var stort set alle armenske mænd fængslet. Maria Jacobsen skrev den 23. maj 1915 i sin dagbog: ”Kun fattige og gamle mænd er frie”. Dette var dog kun begyndelsen. Snart kunne Maria Jacobsen beskrive, hvordan plyndringer, drab og tortur tog til.
Den 26. juni blev der afgivet ordre om, at armenierne i Harput skulle sendes i eksil, og det rygtedes, at endemålet var den syriske ørken. Maria Jacobsen skrev: "… der bliver sagt, at de skal sendes ned Ørkenen syd for Urfa, hvis dette er sandt er det ganske tydelig at Meningen med deres Afsendelse er det Armeniske Folks Udryddelse.”
8. juli 1915 beskriver hun en dødsmarch:
”En Skare forviste er kommen fra Erzingan, de har lidt ubeskriveligt af Pinsler, Nød og Fare paa Vejen hertil. Mange af mændene er dræbte, Kvinder og unge Piger er blevet skændte af Soldater, mange er blevet taget til tyrkiske og kurdiske Hjem, de var blevet fortalt at de skulde til Harpoot og da de efter ugers og maaneders Lidelser og Farer naaede hertil, blev mændene og drengene som var blevet tilovers taget fra dem og puttet i Fængsel her, hvad betyder at de skal dræbes. Kvinderne bliver holdt her nogle Dage, og de tyrkiske Mænd gaar hen og udser sig de kønneste Koner og Piger, som de saa tager med hjem til deres Harem, de syge som ikke kan gaa bliver taget ud og ført til en Kirkegaard hvor de faar Lov at ligge til de dør.”
Hjælpearbejdet
Missionærerne fik ikke lov til at følge med de deporterede på dødsmarcherne. I stedet forsøgte de at hjælpe dem ved at forsyne dem med lidt mad og vand. De risikerede også deres eget liv ved at skjule nogle af de forfulgte armeniere for at hjælpe dem i sikkerhed på et senere tidspunkt. Størstedelen af den armenske befolkning i Harput blev hurtigt deporteret, men der var en konstant strøm af armenske flygtninge på vej mod den syriske ørken. Maria Jacobsen og andre missionærer forsøgte at redde nogle af disse flygtninge, og det lykkedes at skjule flere kvinder og børn.
I 1916 var Harput efterhånden en ruinby. Maria Jacobsen indledte en stor indsats for hjemløse børn: I samarbejde med armenske kvinder sørgede hun for mad og pleje til omkring 440 børn. Som tiden gik, blev der flere og flere forældreløse børn og mindre og mindre mad. Missionerne var ved at løbe tør for penge, mens antallet af flygtninge bare voksede. Sygdommene stortrivedes, og seks af Maria Jacobsens nærmeste kolleger døde af tyfus i løbet af meget kort tid. Maria Jacobsen blev også ramt af tyfus, som var lige ved at tage livet af hende, men hun overlevede.
Hvad missionærene så
Når missionærerne bevægede sig uden for byerne så de, hvordan ligene hobede sig op fra mennesker, der var blevet dræbt på dødsmarcherne:
"… paa vejen saa vi Lig og Skeletter af mindst hundrede Mennesker, det var forfærdeligt at se hvordan Benene laa spredte paa Vejen og i Grøftene og paa Markerne, flere steder var de ved at pløje Jorden, og der spredtes saa Benene og Skeletterne ud over Markerne […] Naar jeg tænker paa at disse Stakler har ogsaa som vi Søskende og Forældre som elsker dem, hvor maa det være svært at tænke sig dem dræbt paa en saa grusom Maade, og saa ladt ovenpaa Jorden, hvor de bliver ædt op af Hunde og Ulve. Tænk om det var min Far, Mor eller lille Søster."
Maria Jacobsen
”Mor” for tusindvis af børn
I maj 1917 blev de amerikanske missionærer i Harput sendt hjem, fordi USA var gået ind i krigen mod Tyskland, som var allieret med Osmannerriget. Maria Jacobsen blev som eneste kvindelige europæer tilbage i Harput for at beskytte de børn, som fandt frem til hende eller blev bragt til hende. Hun var god til at finde skjulesteder og mad til dem, og de blev flere og flere. Til sidst stod hun med mellem 1400 og 3600 armenske børn, men uden faste forsyninger. Så kom redningen i form af 20 lastbiler fra den amerikanske hjælpeorganisation Near East Relief, de bragte forsyninger og personel og overtog børnene.
Maria Jacobsen fortsatte som sygeplejerske, men endte med at blive alvorligt syg. Modstræbende måtte hun i 1919 forlade Anatolien og vende tilbage til Danmark.
Ingen forskel på mennesker i nød
For Maria Jacobsen som sygeplejerske var der ingen forskel på mennesker i nød. Hun så det som sin opgave at hjælpe de mennesker, hun mødte, som havde behov for det. Ikke blot de forfulgte armeniere, men alle nødstedte – også de tyrkiske familier og de menige soldater. I sine dagbøger interesserer hun sig ikke for 1. Verdenskrig, internationale alliancer eller strategier, men har altid fokus på enkeltpersonerne.
Tilbage til børnene
Efter hun var kommet sig efter sin sygdom hjemme i Danmark, blev hun opfordret til at holde foredrag om sit hjælpearbejde, og i over et halvt år rejste hun rundt i USA og fortalte om folkedrabet og de armenske flygtningebørn. Det var medvirkende til, at USA fik overtalt tyrkerne til en masseevakuering i amerikansk regi af 110.000 børn. En betydelig del af disse blev bosat i Libanon, nær Beirut, i 1922.
Det gav Maria Jacobsen mulighed for at vende tilbage til flygtningebørnene. Hun rejste til Libanon i 1922, hvor hun i 1925 åbnede børnehjemmet ”Fuglereden” i Byblos. Fuglereden blev ledet af Maria Jacobsen selv, indtil hun døde i 1960 – og blev begravet på ejendommen.
Mindes som en heltinde
Maria Jacobsen blev aldrig gift eller fik børn. Men hun adopterede flere af ”sine” børn formelt og har på den måde efterkommere. Hun mindes med dyb taknemmelighed af armenierne, for hvem hun og skolekvinden Karen Jeppe står som Danmarks enestående bidrag til hjælpearbejdet for de forfulgte armeniere, herunder de overlevende børn af folkedrabets ofre.
Fakta om Maria Jacobsen
Maria Petra Jacobsen (1882 – 1960, født i Jylland, død i Libanon)
1907: Bliver udsendt til Harput af Kvindelige Missions Arbejdere (KMA) i 1907.
1916-17: Leder militærhospitalet i Mezreh, men må opgive op på grund af vanskelige forhold.
1917-1919: Maria Jacobsen bliver som den eneste europæiske kvinde alene tilbage i Harput, efter hendes amerikanske missionærkolleger er rejst hjem. Hun arbejder her med forældreløse børn.
1920-21: Maria Jacobsen rejser til USA og holder foredrag om den armenske befolknings nød og folkedrabet. Hun medvirker til at skaffe midler til hjælpeaktionen Near East Relief, som bl.a. hjalp 10.000 forældreløse børn ud af Armenien.
1922: Maria Jacobsen rejser til Libanon, hvor hun grundlægger flere børnehjem for forældreløse armenske børn. Her bliver hun til sin død.
1950: Maria Jacobsen modtager Den Kgl. Belønningsmedalje i guld.
1960: Maria Jacobsen dør, 77 år gammel.
DIIS, i samarbejde med Karsten Fledelius, lektor ved Københavns Universitet
April 2012
