Lægevidenskabens lektie
De tusindvis af medicinske menneskeforsøg under nazismen står den dag i dag som særligt kyniske og brutale krænkelser af det moderne samfunds normer for lægeetik og menneskelig adfærd. Forsøgene har efterfølgende fået stor betydning for den måde, der bliver drevet medicinsk forskning på.
Lægeløftet eller den hippokratiske ed indeholder visse etiske retningslinjer for læger. Lægeløftet tilskrives traditionelt Hippokrates (450-377 f.Kr.). Her ses et bysantinsk manuskript fra 1100-tallet med den hippokratiske ed.
Nürnberg-lægeprocessen 1946-47
De største nazistiske medicinske forsøgsprojekter omfattede op til et par tusinde fanger og resulterede i hundredvis af dødsofre. I modsætning til mange andre krigsforbrydelser, er de medicinske forsøg grundigt dokumenteret. Der er derfor en vis logik i, at den første store krigsforbryderproces i Nürnberg efter den allierede proces mod "Det tredje Riges" hovedkrigsforbrydere var "lægeprocessen" i 1946-47.
Hvad er terminale forsøg?
Terminale forsøg er menneskeforsøg, der fortsatte til forsøgspersonen døde, og som indkalkulerede døden i forsøget. Det kendes fra dyreforsøg, men brugt på mennesker var det en nazistisk nyskabelse.
Lægeprocessen blev ført imod 23 førende personer fra Nazitysklands sundhedsvæsen med Hitlers livlæge Dr. Karl Brandt i spidsen. Anklagen lød på sammensværgelse imod freden, krigsforbrydelser, forbrydelser imod menneskeheden og medlemskab af en forbryderisk organisation (SS). Eksperimenter på sovjetiske og sorte krigsfanger er eksempler på krigsforbrydelser, og eksperimenterne på psykiatripatienter og KZ-fanger er eksempler på forbrydelser imod menneskeheden.
Slap for straf
Ved Nazi-tysklands fald begik flere af lægerne selvmord for at undgå straf. Andre som fx Josef Mengele og danskeren Carl Peter Værnet flygtede til Latinamerika, og Dr. Aribert Heim (der havde lavet kirurgiske forsøg i Mauthausen) flygtede til Ægypten. Selvom Nürnberg lægeprocessen blev efterfulgt af retssager i flere lande, var det kun få nazilæger, der endte med at blive draget retsligt til ansvar for deres forbrydelser.
Brød lægeløftet
De læger, der udførte de uetiske menneskeforsøg i fangelejre og på psykiatriske sygehuse, forbrød sig imod det lægeløfte, de alle havde aflagt. Lægeløftet havde ellers forpligtiget dem til at udøve deres arbejde samvittighedsfuldt, ikke gøre forskel på patienter og ikke volde skade og fortræd. Strengt taget stred terminale og invaliderende eksperimenter også imod den tyske straffelov, men den overholdt de nazistiske magthavere kun, når det passede dem – og magthaverne havde stor interesse i de medicinske menneskeforsøg.
Forbrydelserne danner baggrund for nye regler
Efter krigen blev de rædselsfulde tilstande i de tyske koncentrationslejre afsløret, herunder menneskeforsøgene og de forbrydelser, der var begået i racehygiejnens tjeneste. Herefter blev det presserende for det internationale samfund at præcisere, hvad der indtil da havde været uskrevne etiske love for lægers virke.
I forbindelse med Nürnberg-lægeprocessen blev det såkaldte Nürnberg-kodeks for eksperimenter med menneskelige forsøgspersoner formuleret. Det drejede sig om ufravigelige principper om, at patienten skal give sin tilladelse, og at patienten forinden skal være informeret om alle risici på et sprog, som vedkommende forstår (informeret samtykke). Patienten har endvidere til enhver tid ret til at afbryde et forsøg uden at skulle argumentere for dette. Det var dog stadig op til de enkelte læger at håndhæve de etiske regler.
Endnu skrappere regler nødvendige
Misbrug af lægevidenskaben og uetiske menneskeforsøg er imidlertid også forekommet efter Nazitysklands fald, og det viste sig, at det var nødvendigt med mere præcise retningslinier. World Medical Association fastlagde sådanne i Helsinki-erklæringen fra 1964 (som er blevet revideret flere gange siden). Erklæringen skelner mellem terapeutiske forsøg (altså test af nye behandlingsmetoder og -midler) og forskningsforsøg. Vigtigst fastslår Helsinki-erklæringen, at menneskeforsøg kun må udføres af personale, der er kvalificeret til netop de pågældende forsøg. Resultaterne skal publiceres og dermed stilles til rådighed for kollegers og offentlighedens kritiske granskning, og menneskeforsøg skal kontrolleres af en ekstern etisk kontrolinstans.
Hvad er WMA?
World Medical Associations erklæringer er anbefalinger fra den internationale sammenslutning af lægelige organisationer og opstiller standarder, som det forventes, at læger efterlever. Standarderne er ikke lov, men mange lande følger dem og indarbejder dem i den nationale lovgivning. I Danmark er der et system af videnskabsetiske komitéer, der bl.a. har til opgave at give tilladelse til medicinske menneskeforsøg og overvåge, at de regler og begrænsninger, lovgivningen sætter, overholdes i praksis.
Skrevet af lektor Therkel Stræde, samtidshistoriker, underviser bl.a. ved medicinstudiet, Syddansk Universitet. Lægevidenskabelig konsulent: speciallæge Søren Hess, Odense Universitetshospital.
DIIS, februar 2012