Krigen i Bosnien

Opløsningen af det tidligere Jugoslavien 

I 1991 gik det tidligere Jugoslavien i opløsning. Nationale stridigheder mellem Serbien og de øvrige republikker førte til, at Slovenien, Makedonien, Kroatien og til sidst Bosnien løsrev sig. Striden handlede blandt andet om politisk magt og økonomi og om de forskellige republikkers status i det tidligere Jugoslavien. Slovenien, Kroatien, Makedonien og Bosnien ønskede større selvstændighed, dvs. mere magt til selv at styre republikkerne. Serbien ønskede derimod et Jugoslavien, hvor Serbien spillede en mere central rolle og fik mere magt end de øvrige republikker. 

Da slovenerne og kroaterne ikke kom igennem med deres ønske om yderligere magt til de enkelte republikker, erklærede de sig begge for uafhængige stater i juni 1991. Herefter blev Slovenien invaderet af den jugoslaviske hær (JNA), der var serbisk domineret. Slovenien var dog det etnisk mest stabile i området, og det viste sig derfor at være forholdsvis let for Slovenien at løsrive sig. Krigen varede kun 10 dage og endte med Sloveniens selvstændighed. Freden i Slovenien resulterede i, at JNA nu rettede sine tropper mod Kroatien. Krigen i Kroatien havde ulmet i flere måneder med væbnede sammenstød og drab. Den brød for alvor løs efter selvstændighedserklæringen og kom til at koste op mod 20.000 mennesker livet. Mere fredeligt gik det i Makedonien, der løsrev sig i september 1991, uden at det førte til krig.

Læs mere om det tidligere Jugoslaviens sammenbrud

Republik, uafhængig stat – eller krig?

Med krigen i Kroatien blev Bosnien fanget midt mellem Kroatien og det angribende Serbien. Bosnien var Jugoslaviens mest etnisk sammensatte republik med 44 % muslimer, 31 % serbere og 17 % kroater, og landets daværende præsident, Alija Izetbegovic, havde nu et skæbnesvangert valg mellem at forblive i det amputerede Jugoslavien, med risiko for serbisk dominans, eller at erklære Bosnien for en uafhængig stat, med risiko for både et serbisk og et kroatisk oprør. 

En tredje mulighed var helt at opgive en bosnisk statsdannelse og dele landet mellem Serbien og Kroatien. Præsidenterne Franjo Tudjman og Slobodan Milosevic er ofte blevet beskyldt for at have aftalt en sådan deling af Bosnien. Der foreligger ingen klare beviser for en aftale, men under en banket i London i maj 1995 tegnede Kroatiens daværende præsident, Tudjman, på bagsiden af et menukort sit forslag til en deling af Bosnien. Den levnede ikke plads til nogen muslimsk stat. 

I praksis var en deling af landet en løsning, som mange ultranationalistiske serbere og kroater foretrak. På trods af risikoen for serbisk og kroatisk oprør, valgte Alija Izetbegovic alligevel at udskrive en folkeafstemning om Bosniens uafhængighed. 

Uafhængighedserklæringen 

I marts 1992 gik Bosniens befolkning til stemmeurnerne for at beslutte, hvorvidt Bosnien skulle være en uafhængig stat. 99 % stemte for bosnisk uafhængighed. Stemmeprocenten var dog kun på 64 % på grund af serbisk boykot af afstemningen. I april 1992 valgte EF (fra november 1993 EU) og USA at anerkende Bosniens selvstændighed. 

Store dele af serberne i Bosnien boykottede folkeafstemningen og den efterfølgende uafhængighedserklæring. De havde allerede i november 1991 gjort det klart, at de ønskede at forblive i det resterende Jugoslavien, som bestod af Serbien og Montenegro, og ikke ville være en del af et selvstændigt Bosnien. Og i januar 1992 udråbte de bosniske serbere deres egen republik i Bosnien – Republika Srpska – med hovedkvarter i den lille by Pale, et skisportssted i bjergene oven for Sarajevo. Radovan Karadzic blev præsident i republikken med opbakning fra den serbiske præsident, Slobodan Milosevic.

Krigens første skud

Straks efter valgresultatet om Bosniens uafhængighed i marts 1992 brød der kampe ud i det nordlige og østlige Bosnien. De første angreb fra serbiske styrker fandt sted i starten af april, hvor den serbiske paramilitære enhed ”Arkans Tigre”, under ledelse af Zeljko Raznjatovic (Arkan), angreb byen Bijeljina i det nordøstlige Bosnien. Den første massakre på muslimske indbyggere i byen fulgte i kølvandet på angrebet. Efter erobringen af Bijeljina fortsatte de serbiske styrker til byen Brcko.

Den 5. april 1992 demonstrerede mellem 50.000 og 100.000 mennesker i Bosniens hovedstad Sarajevo mod udviklingen i Bosnien. Alle nationaliteter i byen var repræsenteret i demonstrationen for fred. Det stoppede dog ikke de serbiske styrker, der beskød menneskemængden og dræbte flere demonstranter. Dette angreb blev reelt startskuddet til krigen, og 6. april var den serbiske belejring af Sarajevo en realitet. I dagene efter indtog serbiske styrker de muslimske byer Zvornik, Visegrad og Foca i det østlige Bosnien.

Krigens kompleksitet

Krigen i Bosnien blev meget kompleks af flere årsager. For det første var krigen ikke blot mellem to parter. Den udviklede sig til en trefrontskrig mellem de muslimer, serbere og kroater. Heraf blev de to sidstnævnte parter støttet med tropper og våben fra henholdsvis Serbien og Kroatien. Samtidig opererede adskillige andre paramilitære og internationale enheder i Bosnien. 

For det andet skiftede krigen karakter. I begyndelsen var der tale om en decideret angrebskrig, hvor det for de bosniske serbere og deres støtter fra selve Serbien gjaldt om at erobre så meget territorium som muligt. Men med tiden fik krigen mere karakter af at være en borgerkrig, hvor nabo kæmpede mod nabo. Ligeledes fandt der undervejs i krigen forskellige skiftende alliancer sted mellem de tre grupper. 

I krigens første måneder indgik de bosniske kroater og muslimer en fælles alliance. Denne alliance brød dog sammen allerede i efteråret 1992. Med den konsekvens, at de bosniske kroater og muslimer i det næste års tid udkæmpede en krig, som var lige så uforsonlig som den, de udkæmpede mod serberne. 

Mindst elleve bevæbnede grupper var inddraget i krigen i Bosnien. Blandt dem var JNA og paramilitære enheder fra Serbien, som støttede de bosniske serbere; kroatiske styrker, som støttede de bosnisk-kroatiske enheder, og to bosnisk-muslimske styrker, hvoraf den ene var styret af den bosniske regering, og den anden ledet af Fikret Abdic, der trods sin muslimske baggrund var serbernes allierede. Ligeledes deltog udenlandske lejesoldater, herunder forskellige islamiske grupperinger. Endelig blev også FN og NATO involveret.

Hvad kæmpede de om?

Ultra-nationalistiske visioner om henholdsvis et Storserbien og et Storkroatien var centrale motiver i krigen. Ekstremistiske serbere såvel som bosniske serbere kæmpede for en ren serbisk stat i Bosnien, der skulle være allieret med eller direkte være en del af selve Serbien. Ligeledes kæmpede ekstremistiske kroater samt bosniske kroater, som krigen skred frem, for rene kroatiske områder med tilknytning til Kroatien. Specielt ønskede man fra kroatisk side rene områder i det centrale og sydvestlige Bosnien – den del af Bosnien-Hercegovina, der hedder Hercegovina. Her var de bosniske kroater i forvejen i flertal. De bosniske muslimer kæmpede for en selvstændig bosnisk stat. Til at begynde med kæmpede de for en stat, hvori der skulle være plads til alle – både serbere, kroater og muslimer. Men som krigen skred frem kæmpede de snarere for ikke at blive opslugt i enten en kroatisk eller en serbisk del og dermed for at bevare selvstændige muslimske områder. 

Den etniske sammensætning i Bosnien umuliggjorde imidlertid de serbiske og kroatiske visioner, medmindre man iværksatte store folkeflytninger eller direkte fordrivelser af de andre etniske grupper. I de områder, hvor serberne udgjorde majoriteten, boede der også bosniske muslimer og kroater – og omvendt. Etniske udrensninger – gennem bl.a. tvangsfordrivelser og drab – var derfor en del af krigsførelsen og krigens egentlige formål.

Artiklen er senest opdateret i 2023 af journalist og forfatter Steen Ramsgaard.