Ordforklaring

Ready-made: Værker, der består af allerede producerede genstande eller elementer herfra, som får en ny betydning eller drejning i kunsten.

Se billedet i stor version

Temaer

Nazisten som bøddel, mennesker eller monstre, stereotyper, populærkultur, kollektiv erindring, historiebevidsthed, kommercialisering af Holocaust, Holocaust i Hollywoodfilm, ready-made.

Om Uklanskis værk

The Nazis (Nazisterne) består af 164 film-stills og illustrationer af nazister fra forskellige spillefilm. Hvert portræt er 35,5 x 25,4 cm og tilsammen udgør de 164 portrætter en kæmpe collage. Portrætterne viser skuespillere fra hele verden i deres roller som nazister, iklædt uniformer og med forskellige ansigtsudtryk. Uklanski konfronterer beskueren med populærkulturens billeder af en nazist. Med værket gør han opmærksom på Hollywood-industriens markante indflydelse på vores opfattelse og genkendelse af historiske begivenheder. Nazisterne er både yngre og ældre mænd, sorte og hvide, og ansigtsudtrykkene er forskelligartede; bidske, venlige og humoristiske. Det er uniformerne og de genkendelige nazi-symboler, der afslører deres identitet, og viser, hvordan nazister i mange tilfælde er blevet stereotypt fremstillet i massekulturen.

Artiklen er skrevet af Natalia Gutman, mag.art. i kunsthistorie og kurator bag udstillingen Sort Mælk - Holocaust i ny kunst i samarbejde med DIIS, august 2014. Artiklen er del af undervisningsmaterialet "Sort Mælk - Holocaust i ny kunst”.

Om Uklanskis kunst

Polske Piotr Uklanski arbejder med et bredt udsnit af medier: fotografi, installation, papirarbejder, performance og spillefilm. Han bevæger sig fra et emne til det næste og interesserer sig både for samtidskultur, historisk arv, kunsthistorie og massekultur. Hans værker har ikke som sådan et fælles kendetegn, men Uklanski arbejder ofte ud fra en formfuldendt æstetik. 

Uklanski sniger ofte en ironisk kommentar ind, når han arbejder med dagligdags materialer og motiver. Hans mest kendte værk Untitled (Dance Floor) er en kommentar til den kunsthistoriske arv. Her har Uklanski skabt et kæmpe dansegulv af kvadrater, der blinker og skifter farve i takt til musik. Han bruger den forenklede æstetik fra minimalismen og kombinerer den med underholdning og farverig popkultur. Publikum kan træde ind i værket, danse sammen og interagere med hinanden. Uklanski skaber også mere politiske værker, hvor især efterkrigstidens Polen tages op. 

Arbejdsspørgsmål
  1. Hvilken effekt har det, at man bliver mødt af så mange nazister?
  2. Beskriv, hvordan nazisterne er skildret. Klik på billedet for at zoome.
  3. Hvorfor tror du, der ikke er kvindelige nazister med i værket?
  4. Hvorfor er der lavet så mange film om nazister? 
  5. Mener du, at Hollywood præger vores historiebevidsthed? Begrund dit svar.
  6. Spillefilm om Holocaust og 2. Verdenskrig holder sig ikke altid til de historiske kendsgerninger. Diskutér, om det er problematisk.
  7. Film om Holocaust spiller ofte på følelser. Diskutér, positive og negative sider ved at spille på følelserne i forbindelse med film om historiske begivenheder.
Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information