Josef Stalin - manden af stål

Stalins regime i Sovjetunionen var et brutalt diktatur, hvor alle reelle og potentielle modstandere nådesløst blev forfulgt. Tilbagevendende bølger af arrestationer, henrettelser og deportationer, udført af det hemmelige sovjetiske politi, var en del af virkeligheden for befolkningen i de ca. 25 år, hvor Stalin var ved magten - og det samlede antal ofre for stalinismens forbrydelser skal tælles i millioner.

På grund af den stalinistiske terrors omfang havde mange sovjetborgere kendskab til terroren. Alligevel er Stalin relativt populær i de russiske meningsmålinger i dag, især blandt den ældre del af befolkningen. Hvordan kan det være, at en af det 20. århundredes største gerningsmænd bliver opfattet overvejende positivt af den befolkning, som overlevede hans brutale styre?

Hvem var Stalin?

Stalins oprindelige navn var Iosef Vissarjonovitj Djugasjvili, og han blev født i Georgien i 1879. På trods af en hård opvækst under fattige kår kom Stalin på præsteseminariet i Georgiens hovedstad Tbilisi, hvor han studerede fra 1894 indtil 1899, hvor han blev bortvist på grund af sine politiske aktiviteter. Samme år blev Stalin medlem af det russiske socialdemokrati, og efter bortvisningen førte Stalin et omflakkende liv, hvor hans politiske overbevisning sendte ham ind og ud af fængsel, da det gamle russiske zarstyre ikke tolererede politiske modstandere.  Fra 1902 til 1913 var Stalin mere eller mindre konstant i fængsel eller på flugt, og det var i denne periode, han tog navnet Stalin, som på russisk betyder ”manden af stål”.  

Da socialdemokratiet i 1903 blev opsplittet i to fløje, blev Stalin en af partilederen Vladimir Lenins trofaste støtter på socialdemokratiets revolutionære bolsjevikiske fløj, som senere blev til Sovjetunionens Kommunistiske Parti. 

Fra 1919 kom der for alvor gang i Stalins politiske karriere, da han blev medlem af Politbureauet, som var det mest magtfulde ledelsesorgan inden for Kommunistpartiet. I 1922 blev han udnævnt til partiets generalsekretær, og denne post gav Stalin et unikt overblik over partiet og staten. Fra da af begyndte han langsomt at overtage kontrollen med partiet. Som generalsekretær varetog Stalin alle ansættelser inden for partiet og staten, og han udnyttede sin position til at udvælge og placere de medarbejdere, der var loyale overfor ham, på alle vigtige poster.

Efter Lenins død i 1924 udspillede der sig en hård magtkamp mellem Stalin og andre ledende skikkelser inden for Kommunistpartiet om, hvem der skulle efterfølge Lenin som leder af Sovjetunionen. Stalin udmanøvrerede sine modstandere lidt efter lidt, og fra slutningen af 1928 stod han alene i spidsen for Sovjetunionen. 

Diktatoren Stalin

Stalins store politiske mål var at omdanne Sovjetunionen fra et landbrugssamfund til en industrimagt på rekordtid, og han var villig til at tage alle midler i brug for at realisere sit projekt. I løbet af ganske kort tid skabte han et diktatur, hvor alle reelle og formodede politiske modstandere blev dræbt, fængslet, deporteret til fjerne egne af Sovjetunionen eller sendt i en af de mange frygtede Gulag-fangelejre. 

I løbet af 1930’erne konsoliderede Stalin sin position som parti- og statschef. Han var den ubestridte hersker i Sovjetunionen, og der var for befolkningen ikke længere noget alternativ til det stalinistiske samfund. 

Den største politiske succes både nationalt og internationalt opnåede Stalin i forbindelse med afslutningen på 2. Verdenskrig, hvor han fremstod som den store general og leder af et land og et folk, som det, på trods af uhørt store materielle og menneskelige omkostninger, var lykkedes at besejre Hitlers Nazityskland.

Stalin-kult

Da Stalin døde i 1953, havde han formået at gøre Sovjetunionen til en verdensmagt, men metoderne havde været brutale og de menneskelige omkostninger uhyrlige. Alligevel formåede han at skabe en popularitet omkring sin person hos dele af befolkningen, hvis kærlighed til deres leder, uanset de gentagne terrorbølger, tilsyneladende blot voksede gennem hans regeringstid. En stor del af grunden hertil har ganske givet været Stalins velsmurte propagandamaskineri, som blandt andet iværksatte en omfattende persondyrkelse af ham. Han blev fremstillet som den altoverskyggende landsfader og som en næsten guddommelig personifikation af sovjetstyret og det sovjetiske fædreland. 

Stalin efter Stalin

Stalin døde i 1953, men han og hans brutale regime udgør stadig en stor og vigtig del af den sovjetiske og russiske historie. Når man kender til de forbrydelser og overgreb, som det sovjetiske regime med Stalin i spidsen begik over for sin egen befolkning, kunne man umiddelbart forvente, at langt størstedelen af den russiske befolkning i dag ville fordømme ham som en kynisk enehersker. Sådan er det imidlertid ikke. 

En undersøgelse fra 2004 viste, at ca. 45 % af den russiske befolkning dengang opfattede Stalin overvejende positivt, mens ca. 42 % opfattede ham overvejende negativt. Det er meget forskelligt, hvad den russiske befolkning husker Stalin for: Nogle forbinder Stalin med økonomisk fremgang og militær succes, mens andre forbinder ham med terror og diktatur. Stalin er i dag stadig forholdsvis populær i dele af befolkningen, især blandt den ældre del, mens de yngre russere er mere negativt indstillede over for Stalin.

Hvorfor er opfattelsen af Stalin så blandet?

Det er tankevækkende, at befolkningen i Rusland i dag opfatter Stalin så forskelligt. Den blandede opfattelse kan til dels skyldes, at de hovedansvarlige for den stalinistiske terror aldrig er blevet retsforfulgt. Der er derfor ikke er blevet placeret et endeligt ansvar for forbrydelserne, hvilket for nogle er ensbetydende med en  frikendelse af Stalin. 

Årsagen til, at det hovedsageligt er i den ældre del af befolkningen, der vurderer Stalin positivt, skal måske findes i, at de ældre russere er vokset op under sovjetregimet, hvor man ikke kunne kritisere styret. De er vokset op med sovjetpropagandaen, hvor Stalin blev fremstillet som den store landsfader, og mange har troet på denne propaganda. Desuden opfatter mange ældre nok Stalin positivt, fordi de forbinder ham med økonomisk fremskridt og Sovjetunionens stærke position som supermagt på den verdenspolitiske scene, og derfor vælger at lukke øjnene for Stalins negative sider. Eller også tror de simpelthen ikke på, at han var ansvarlig for terroren. Dette gjaldt for eksempel Stalins tidligere livvagt og filmfremviser, Alexander Sergevich Ganshin, som mente, at: ”Stalin vidste ikke noget om det hemmelige politis grusomheder og om de tusinder henrettelser uden dom”. Tværtimod var Ganshin irriteret over den megen snak om den ”onde” Stalin.

De ældre har oplevet overgangen fra det socialistiske styre, som kun tillod ét parti, til en mere demokratisk styreform. De fleste sovjetborgere havde store forventninger til denne overgang, men mange blev skuffede. Forandringer tager tid, og de ældre føler måske, at de havde det bedre i sovjettiden. Rusland har i dag ikke Sovjetunionens fremtrædende globale position, og det kan være længslen tilbage til Sovjetunionens status som stormagt, der kommer til udtryk gennem forherligelsen af fortiden, hvor brutal den end var. Når man er utilfreds med situationen i dag, kommer man nemt til at længes efter de gode gamle dage – også selv om de gamle dage slet ikke var så gode. Derudover spiller den økonomiske situation i dag nok en vigtig rolle. Der er i Rusland i dag større økonomiske uligheder, end der var under Stalin, og forskellen på rig og fattig er blevet større. De rige er blevet rigere, og de fattige er blevet fattige, og til sidstnævnte gruppe hører ofte de ældre. 

Kritiske unge

I modsætning til de ældre, er de unge mere negative overfor Stalin. De er vokset op i et samfund og i en tid, hvor det er nemmere end tidligere at kritisere både det nuværende styre og  Stalins styre.  De unge er blevet oplyst om de forfærdelige forbrydelser, Stalin begik, og disse forbrydelser ser ud til at veje tungere for de unge, end de økonomiske fremskridt, som også var en del af Stalins styre. 

Diktatorens eftermæle

Til trods for, at Stalin stod i spidsen for et af de værste diktaturer i historien, har han altså hos en relativt stor del af den russiske befolkning, herunder især den ældre del, formået at skabe sig et eftermæle som en af de største ledere i Sovjetunionen.

Af Kathrine Slech, cand.mag. i historie og minoritetsstudier, og Charlotte Kjærsgaard Nielsen, cand.mag. i historie og samfundsfag.