Hvem var de østfrontfrivillige, og hvorfor meldte de sig?

De østfrontfrivillige havde meget forskellige motiver til at melde sig til tysk krigstjeneste, men fælles for dem var, at de næsten alle var overbeviste nazister.

De forreste bærer endnu danske officersuniformer. Frikorpsets chef (frem til febr. 1942) oberstløjtnant Kryssing går som nr. 2 fra højre i andet geled © Frihedsmuseet

De første frivillige til Frikorps Danmark ankommer til kasernen Hamburg-Langenhorn. De forreste bærer endnu danske officersuniformer. Frikorpsets chef (frem til febr. 1942) oberstløjtnant Kryssing går som nr. 2 fra højre i andet geled. ©Frihedsmuseet

De østfrontfrivilliges motiver for at melde sig til tjeneste på nazistisk side var sammensatte, nogle gange endda selvmodsigende. Nogle frivillige meldte sig som en form for flugt. De flygtede fra dårlig opvækst, arbejdsløshed, kriminalitet eller nederlag i kærlighedslivet. For andre handlede det om at stille en eventyrlyst eller bevise sin mandighed. Mange angav også, at de frygtede Sovjetunionen og kommunismen.

Fuldmagt til hæmningsløs vold

Den tyske historiker Michael Wildt har skrevet om, at den fuldmagt til hæmningsløs voldsudøvelse, som blev givet til alle, der gjorde tjeneste i de tyske styrker i østområderne, kunne være attraktiv for folk, der havde et svagt ego og måske hang til vold.

De første grupper af danske frivillige har dog næppe gjort sig klart, i hvor høj grad de havde ”frit slag” i de østområder, hvor de skulle være med til at virkeliggøre den nazistiske vision. Senere må den viden være blevet udbredt i de kredse, hvor der blev hvervet nye østfrontfrivillige. Det er dog ikke undersøgt, i hvilket omfang chancen for voldsudøvelse var med til at motivere dem til at melde sig.

Ikke svagtbegavede særlinge, men nazister

Kriminologer undersøgte de danske landssvigere for at finde svar på, hvorfor de havde handlet så radikalt anderledes end befolkningens store flertal. Socialt udgjorde de danske østfrontfrivillige et tværsnit af den mandlige, danske befolkning. Modsat hvad mange mente under og lige efter besættelsen, er der ikke noget, der tyder på, at de stod tilbage for resten af befolkningen i intelligens eller uddannelse.

Men på ét væsentligt område skilte de østfrontfrivillige sig ud fra resten af den danske befolkning: De fleste var overbeviste tilhængere af nazismen med dens autoritære, antidemokratiske, antisemitiske og ultranationalistiske ideer og voldsdyrkelse. Henved hver anden var ligefrem organiseret nazist, dvs. medlem af en lille, lukket subkultur, som kom til at stå mere og mere isoleret og foragtet, jo længere krigen varede. De fleste østfrontfrivillige var altså radikaliserede og på kant med samfundet, allerede inden de meldte sig under de tyske faner og drog i krig.

Hvorfor blev outsider-teorien så udbredt?

Efter krigen opstod der en myte om, at de danske nazister hovedsageligt havde været tabere og outsidere med sociale, økonomiske eller psykiske problemer. Her er Nationalmuseets bud på, hvorfor outsider-myten blev så udbredt:

”Måske fordi det i sig selv kan være ubehageligt at acceptere, at tilslutning til nazistisk ideologi og politik ikke automatisk ligger uden for normalitetens rammer. Der kan også peges på et behov for at lægge så stor afstand til nazismen som muligt efter det fulde kendskab til nazismens forbrydelser. Hertil kom oplevelsen af de yderst brutale metoder, som danskere i de frivillige korps i tysk tjeneste anvendte i de sidste år af krigen, og som var nærliggende at opfatte som udslag af et afvigende adfærdsmønster”.

Kilde: "Spærretid - hverdag under besættelsen 1940-45", Nationalmuseet og Skoletjensten, 2005

Skrevet af Therkel Stræde, lektor i samtidshistorie ved Syddansk Universitet i Odense og sammen med Dennis Larsen forfatter til bogen En skole i vold, i samarbejde med DIIS, 2016