Giftgasangrebet på Halabja

Det mest kendte angreb mod kurderne under folkedrabet i Irak er giftgasangrebet på den kurdiske by Halabja i marts 1988. Angrebet var ikke en del af den officielle Anfal-kampagne, men det var den samme metode og den samme anti-kurdiske holdning, der lå bag.

Mindesmærke for ofrene for de kemiske våben ved angrebet på Halabja i 1988.

Halabja

Området omkring Halabja havde som så mange andre områder i Nordirak i løbet af 1987 været udsat for angreb fra irakiske styrker, og mange af de omkringliggende landsbyer var blevet ødelagt af irakiske bulldozere. Mange kurdere havde derfor søgt tilflugt i de større byer, og Halabja voksede på kort tid fra at have en befolkning på omkring 40.000 til at huse en befolkning på næsten 80.000 mennesker. Byens befolkning var kendt for at støtte Peshmerge, dvs. kurdiske oprørssoldater.

Irakisk hævn på Irans indtagelse af byen

I midten af marts 1988 indledte iranske styrker, som et led i krigen mellem Iran og Irak, et angreb på byen, som indtil da var under irakisk kontrol. Få dage efter kunne de iranske soldater fejre sejren sammen med de irakiske kurdere, som støttede iranere i krigen og tilmed havde hjulpet iranerne med at indtage byen. Næste morgen svarede irakerne igen med et sønderlemmende angreb på Halabjas civilbefolkning.

Irak-Iran krigen 1980-1988

Krigen havde sit udspring i en konflikt mellem Irak og Iran, som dels handlede om Saddam Husseins hårde undertrykkelse af Shia-muslimer, dels vedrørte grænsestridigheder om olierige områder. Saddam Hussein ville udnytte den politiske tumult i nabolandet Iran som følge af Den Islamiske Revolution i 1979 og i september 1980 angreb Irak iranske områder for gennem en lynkrig at erobre en sydlig iransk provins. Krigen kom dog til at vare otte år og kræve mere end 1.5 millioner ofre. Under krigen støttede de irakiske kurdere Iran i et håb om at kunne opnå selvstændighed fra Irak.

Anvendelse af giftgas

I første omgang indledte irakerne med et luftbombardement af byen. Flyene fløj så lavt, at indbyggerne kunne se, at det var irakiske fly. Civilbefolkningen havde tidligere været udsat for bombardementer, så mange havde bygget beskyttelsesforanstaltninger, hvor de kunne krybe i sikkerhed. Om eftermiddagen bemærkede de, som stadig holdt sig skjul, en mærkelig lugt, og de blev klar over, at de var blevet angrebet med kemiske våben. Mange forsøgte uden held at tætne indgangene til deres skjulesteder med fugtige håndklæder for at holde gasserne ude, og folk løb i stedet ud på gaderne i panik. Her mødtes de overalt af synet af døde, der var som forstenet på grund af de lammelser, som gasserne forårsagede, og folk der famlede rundt i blinde med alvorlige skader.

De første bomber har muligvis indeholdt napalm eller fosfor, som brænder alt. De næste bomber indeholdt dels sennepsgas, som forbrænder, muterer DNA og kan medføre kræft og misdannelser. Dels nervegasserne sarin og tabun, som kan dræbe, lamme og medføre øjeblikkelige psykiske lidelser. Mellem 5.000 og 8.000 mennesker mistede livet ved det tre dage lange angreb mod Halabja, og tusinder blev såret. 

Iranerne sikrede vestlige journalister adgang til byen

Angrebet tvang tusindvis af kurdere på flugt, og de fleste flygtede til Iran. Flygtningene havde intet at vende tilbage til, for den irakiske hær havde efter angrebet jævnet store dele af Halabja med jorden ved hjælp af bulldozere og dynamit. Blandt andet på grund af de massive flygtningestrømme fik de iranske myndigheder kendskab til angrebet, og de hjalp med at skaffe vestlige journalister adgang til byen. 

Grusomme tv-billeder gik herefter verden rundt, og alverdens tv-seere fik kendskab til giftgasangrebene. Kurderne havde håbet på, at dette kendskab ville medføre hjælp til kampen mod Saddam Hussein, men hjælpen udeblev. USA fordømte angrebet på Halabja, men nævnte ingen landenavne – officielt, fordi der var tvivl om, hvorvidt det var Iran eller Irak, der stod bag angrebet. Ingen anden vestlig regering fordømte angrebet, og Saddam Hussein kunne derfor fortsætte med at anvende giftgas mod befolkningen.

 
Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information