Forsøg på fred

Det internationale samfund involveres

I marts 1992, da sporadiske kampe var brudt ud i det vestlige Bosnien på grænsen til Kroatien, afviste FN-politikere i New York at indsætte FN-tropper i Bosnien. FN’s daværende generalsekretær Boutros Boutros-Ghali mente ikke, at en FN-styrke kunne udføre opgaven, medmindre der var en politisk aftale mellem krigens parter. Hvis ikke der var nogen fred at bevare, så ønskede Boutros-Ghali ikke FN involveret i en væbnet konflikt. Da krigen i april 1992 for alvor brød ud, valgte FN’s Sikkerhedsråd at indsætte FN-styrker (UNPROFOR) i Bosnien. 

I løbet af maj 1992, da den humanitære katastrofe i Bosnien eskalerede, kom Bosnien for alvor på den internationale dagsorden. Det skete som en direkte konsekvens af en massakre på mennesker, der stod i kø efter brød i Sarajevo. Tre granater fra de serbiske positioner i bjergene omkring byen dræbte mindst 20 uskyldige civile. 

I første omgang besluttede USA og EF (fra november 1993 EU) at vedtage sanktioner mod det resterende Jugoslavien – Serbien og Montenegro, som støttede de bosniske serbere i krigen i Bosnien med både mandskab og materiel. I 1991 havde det internationale samfund vedtaget en våbenembargo mod hele det tidligere Jugoslavien, som man opretholdt også efter krigsudbruddet i Bosnien. Det internationale samfund ønskede til at begynde med ikke at fremme en løsning med magt, men via diplomati, forhandlinger og politisk pres.  

Efter krigsudbruddet gik der over fire måneder, før det internationale samfund mødtes med krigens parter på en konference i London med det formål at skabe rammerne for fredsforhandlinger. Der kom ingen fred ud af konferencen, men det blev besluttet, at Cyrus Vance på vegne af FN og lord David Owen på vegne af EF skulle lede de fremtidige forhandlinger.

Vance-Owen planen

I begyndelsen af januar 1993 fremlagde fredsforhandlerne Cyrus Vance og David Owen en plan om at inddele Bosnien i ti selvstyrende provinser efter etniske kriterier. De bosniske muslimer, serbere og kroater skulle hver have tre provinser, mens Sarajevo skulle styres i fællesskab. Provinserne var uden direkte forbindelse med hinanden, og planen forudsatte, at serberne trak sig tilbage fra store dele af det territorium, de havde besat i løbet af krigens første måneder.

Kroaterne, som var planens store vindere, accepterede planen med det samme. Store områder i det centrale Bosnien, hvor muslimerne var i flertal, blev tillagt de kroatiske provinser. De bosniske muslimer var imod fredsplanen. Præsident Alija Izetbegovic gik ind for et helt og udelt Bosnien, men blev presset til at acceptere planen. Serberne gik efter langvarige overvejelser imod planen. Årsagen var, at planen ikke sikrede serberne den nødvendige forbindelse mellem selve Serbien og de serbiske områder i det nordvestlige Bosnien – og dermed også den serbisk besatte del af Kroatien. Desuden forudsatte planen, at serberne skulle afstå det østlige Bosnien til muslimerne. Et område, som de var i færd med at tilkæmpe sig fuld kontrol over.

De bosniske serbere forkastede til slut Vance-Owen-planen ved en folkeafstemning i midten af maj 1993. Otte måneders fredsforhandlinger var tabt på gulvet. Cyrus Vance trak sig efter planens sammenbrud tilbage og blev erstattet af den norske udenrigsminister Thorvald Stoltenberg. 

Fredsplan om tredeling

Efter afvisningen af Vance-Owen fredsplanen og dens inddeling af Bosnien fulgte flere forsøg på at forhandle en deling af Bosnien igennem. Forskellige vedtagelser i FN havde slået fast, at grænser opnået med militærmagt i Bosnien ikke skulle anerkendes, og at Bosnien skulle opretholdes som en udelt stat. Alligevel gik fredsforhandlingerne, efter kroaternes og serbernes ønske, nu ind for en tredeling af Bosnien.  

I løbet af sommeren og efteråret 1993 arbejdede fredsforhandlere sammen med de tre krigsførende parter i Bosnien og med Kroatiens og Serbiens lederskab for at udarbejde en plan som kunne accepteres af alle parter. 

”Owen-Stoltenberg” planen

”Owen-Stoltenberg” planen foreslog, at Bosnien skulle bestå af tre selvstændige republikker med Sarajevo som fælles territorium. Hvis planen blev vedtaget, skulle 50.000 NATO-styrker sættes ind for at overvåge gennemførelsen af fredsplanen. Serberne og kroaterne accepterede planen, men de bosniske muslimer var imod. De ønskede stadig et helt og udelt Bosnien, og samtidig mente de, at de var tiltænkt for lidt territorium. Da det bosniske parlament forkastede planen endeligt i slutningen af september, var også denne fredsplan død. 

I løbet af 1993 blev der ført flere fredsforhandlinger, og den ene våbenhvile efter den anden brød sammen. To fredsplaner var blevet forkastet i løbet af 1993: ”Vance-Owen” planen og ”Owen-Stoltenberg” planen. Serberne sad på 70 % af territoriet i Bosnien, hvoraf størstedelen var erobret ved en lynkrig i foråret 1992. Samtidig var der udbrudt en krig i krigen mellem muslimer og kroater i det centrale Bosnien i begyndelsen af 1993. De to tidligere allierede var blevet bitre fjender på grund af uoverensstemmelser om landområder. 

Den muslimsk-kroatiske føderation

I 1994 lykkedes det at indgå en fredsaftale mellem de bosniske muslimer og kroater. USA stod bag en helt ny udvikling i forholdet mellem de to parter. De blev indkaldt til forhandlinger i Washington i marts 1994 for at forhandle en fredsaftale igennem. Den 18. marts 1994 underskrev den bosniske præsident Alija Izetbegovic og den kroatiske præsident Franjo Tudjman ”Washingtonaftalen”. 

Ifølge aftalen skulle muslimer og kroater nu samarbejde og oprette en fælles stat, en føderation. Føderationen af Bosnien-Herzegovina skulle deles op i områder med et vist selvstyre, men føderationen skulle have en fælles muslimsk-kroatisk administration. Samtidig blev den officielle betegnelse for de bosniske muslimer forandret til bosniakker. Resultatet af aftalen var, at krigshandlingerne mellem kroater og bosniaker ophørte. Nu manglede bare en fredsaftale med serberne. Det skulle vise sig at være langt vanskeligere at komme frem til en løsning, som alle tre parter kunne acceptere.

Daytonaftalen

I løbet af 1995 havde USA for alvor taget dirigentstokken som den dominerende aktør i at få krigens parter skubbet til forhandlingsbordet. En række amerikanske diplomatiske og militære initiativer, som f.eks. øget støtte til de bosniakiske og kroatiske styrker, var med til at ændre magtbalancen i Bosnien. 

De to parters offensiv i det nordvestlige Bosnien var med til at svække de serbiske styrker. Samtidig havde NATO-fly bombet flere bosnisk-serbiske artilleristillinger, ammunitionsdepoter, kommunikationscentraler, m.m. Først som straf for endnu en bosnisk-serbisk massakre på Sarajevos indbyggere i august 1995 – og siden fortsatte NATO, med USA i spidsen, med at bombe de bosniske serbere til forhandlingsbordet. Det lykkedes. Den 12. oktober 1995 indgik de tre parter en våbenhvileaftale. Næste fase bestod af hårde forhandlinger. 

Fredsforhandlingerne i Dayton, Ohio, blev indledt i november 1995. I forhold til tidligere fredsforhandlinger var repræsentanter for de bosniske kroater og de bosniske serbere denne gang ikke inviteret med ved forhandlingsbordet. De blev i stedet repræsenteret af henholdsvis den kroatiske præsident, Franjo Tudjman og den serbiske præsident, Slobodan Milosevic, der sammen med den bosniakiske præsident Alija Izetbegovic forsøgte at få en fredsaftale forhandlet igennem. Det lykkedes i december 1995 i Paris, hvor Daytonaftalen blev underskrevet.