Forestillede forskelle: Konstruktionen af ”nye” og ”gamle” folk

Udrensning for at skabe lighed

Meningen med De Røde Khmerers revolutionen var at befri eller rense fædrelandet for ideer og værdier, der ifølge de nye magthavere forurenede det ’ægte’ Cambodja. Således ville De Røde Khmerer føre Demokratisk Kampuchea tilbage til de gode gamle Angkor Wat-dage i 11-1200-tallet, hvor landet var et rigt selvforsynende landbrugsland, ubesmittet af udenlandsk indflydelse. I den politik, der blev præsenteret som en nødvendig rensning af landet, indgik blandt andet, at al uddannelse, pengeøkonomi, religion, medicin, privat ejendom mm. med ét slag skulle forbydes, og hospitaler, markeder og skoler skulle nedlægges. Ifølge De Røde Khmerer var disse ting unødvendige i den ideelle bondestat, og de blev desuden anset for kapitalistiske, imperialistiske tegn på skadelig individualisme. 

I den forfatning, som De Røde Khmerer udarbejdede, og som var en slags grundlov for regimet, blev det slået fast, at der var absolut lighed for alle borgere i landet, og at alle var garanteret arbejde og levebrød. For De Røde Khmerer var det et mål i sig selv at udligne skel i befolkningen. Klasseforskelle blev blandt andet udjævnet ved at ensrette folks påklædning. Alle fik udleveret samme sorte pyjamas-lignende klædedragt, som også toppolitikerne bar. Men til trods for alle disse lighedstiltag indførte regimet imidlertid også et helt bestemt skel mellem folk, der skulle få afgørende betydning for chancerne for at overleve.

Systematiserede forskelle

Ifølge De Røde Khmerers ledelse måtte byboerne hjælpe til med at opdyrke landområderne, hvis Demokratisk Kampuchea skulle blive det klasseløse og selvforsynende idealsamfund, som ledelsen så for sig,. Derfor blev byerne i 1975 tømt for indbyggere, som under tvang forlod deres hjem og blev anvist en arbejdslejr, hvor de skulle føre en ny tilværelse som bønder for nationen. Befolkningen i landområderne blev kaldt for ”gamle folk” eller ”basisfolk” og var hovedsageligt fattige bønder. Deporterede fra byerne blev kaldt ”nye folk” eller ’”deporterede”. De ”nye folk” udgjorde omkring 30 procent af befolkningen og havde ingen mulighed for at blive forfremmet til ”basisfolk”. De ”gamle” blev anset for at være ubesmittede og ægte cambodjanere og fik betydeligt bedre vilkår end de ”nye”, der blev anset for uforbederlige sabotører af revolutionen. 

På trods af den attraktive betegnelse ”basisfolk” kunne disse dog ikke vide sig sikre for at falde i graderne. Partiet indførte hurtigt et system, hvor ”basisfolk”, som arbejdede hårdt, var politisk tro mod revolutionen og ikke var i familie med ”nye folk” eller andre fjender af styret, blev kategoriseret som ”folk med fulde rettigheder”. Levede man ikke op til forventningerne, blev man degraderet til ”deporteret”. Midt imellem de to kategorier lå en gruppe, der blev kaldt ”kandidater”. 

Diskriminationen af ”nye folk” udmøntede sig blandt andet i, at de ”nye folk” fik tildelt mindre risrationer, hårdere arbejdsopgaver og blev udsat for strengere overvågning end de ”gamle”. ”Nye folk” var desuden tvunget til at deltage i oplysende møder, der skulle sikre, at de fik den rette revolutionære uddannelse, og at enhver rest af syndigt, kapitalistisk byliv blev uddrevet. Røde Khmer-ledelsen førte med andre ord en ekstremt selvmodsigende politik ved udadtil at hylde princippet om lighed, samtidig med de indførte en meget detaljeret politik, der gjorde forskel på folk. Forskellens alvorlige betydning kunne ses ved, at dødeligheden blandt ”nye folk” var langt langt højere end blandt ”basisfolk”. 

Solidaritet eller overlevelse?

Regimets syn på henholdsvis ”nye” og ”gamle” folk var naturligt nok anledning til en række konfrontationer mellem de to grupper. For eksempel udpegede Khmer Rouge i arbejdslejre og landsbyer ofte ”gamle folk” som opsynsmænd, der skulle overvåge de ”nye” og sørge for, at de ikke brød styrets regler. Regimet opmuntrede på den måde til, at man angav hinanden, fordi alle i ledelsens øjne måtte være interesserede i at udrense elementer, der kunne bringe revolutionen i fare. Der er derfor en del eksempler på, at ”gamle folk” anmeldte ”nye folk”, hvis de f.eks. beklagede sig over de kummerlige leveforhold. En sådan angivelse kunne betyde døden for den uforsigtige nye.

Selv om de oprindelige bønder måske nok havde det bedre end de deporterede byboere, var der også for de ”gamle” mangel på mad, medicin og andre basale fornødenheder. De ”gamle folk” levede altså også under elendige forhold og var under et betydeligt pres for at leve op til myndighedernes krav. Ofte blev hele familier af ”gamle” arresteret, hvis én – ifølge magthaverne – havde været for venlig overfor de ”nye”. 

Ren og skær frygt har været den gennemgående sindstilstand hos ”gamle” såvel som ”nye folk”. Begge grupper var ofre for en vilkårlig og uforskyldt kategorisering fra et ekstremt autoritært regime, og det er usikkert, om de ”gamle” mest har været tilskuere til regimets undertrykkelse af de ”nye” eller har prøvet at lindre de nyes relativt værre omstændigheder. I beretninger fra overlevende ofre om livet under De Røde Khmerer får man en række eksempler på, at de ”gamle folk” har udnyttet deres status til f.eks. at sikre sig mere mad og større frihed. Omvendt er der også eksempler på, at nogle ”gamle” i hemmelighed har beskyttet ”nye folk” ved for eksempel at hjælpe med det landbrugsarbejde, som de i sagens natur var bedre til. Der gives også eksempler på, at nogle ”gamle” direkte har forsøgt at fortælle de nye, at de ikke nød at være placeret højere end de tidligere byboere. I en biografi forfattet af en overlevende ”ny borger”, siger en af de ”gamle” for eksempel: 

”Du kan ikke lide os gamle, kan du? Det kan man godt se. Men hør her, kammerat, vi gamle er ikke alle sammen ens. Det var anderledes i starten af revolutionen. Da accepterede vi De Røde Khmerer. De taler blødt, men de er hårde. I vores landsby synes vi, at De Røde Khmerer har narret os. Det eneste vi kæmper for er at overleve.”