Folkedrabet accelererer: Deportationer og dødsmarcher
Efter drabet på armenske soldater i det osmanniske militær og henrettelsen af store dele af den armenske elite accelererede folkedrabet. De tilbageværende armeniere, hovedsageligt kvinder og børn, blev i perioden 1915 til 1918 tvangsdeporteret fra deres hjem og sendt på dødsmarcher i ørkenen.
Armeniere undervejs på dødsmarchen fra Tyrkiet til den syriske ørken © Lokalhistorisk Arkiv for Gylling og Omegn
Deportationer og dødsmarcher
Muslimske redningsmænd
Det skete, at muslimske naboer reddede armeniere ved at skjule dem eller give dem mad, selvom det var strengt forbudt. Derudover var der muslimske religiøse ledere, der uden held forsøgte at protestere mod behandlingen af armenierne.
I første halvdel af 1915 havde Osmannerrigets ungtyrkiske regering gennemført folkedrabets første fase: Størstedelen af de våbenføre armenske mænd var slået ihjel og den armenske elite var blevet arresteret og henrettet. I mange af de armenske landsbyer var der nu kun kvinder, børn og ældre mennesker tilbage. De blev nu samlet i grupper på flere tusinde og under bevogtning af tyrkiske soldater beordret til at marchere ud i den syriske ørken. Efter ordre fra regeringen blev deres jord og ejendele konfiskeret og overtaget af deres tyrkiske og kurdiske naboer eller af soldater og embedsmænd.
Ungtyrkerne påstod, at det endelige mål med deportationerne var at bosætte armenierne i den sydlige del af Osmannerriget, det nuværende Syrien, for at fjerne dem fra krigszonen langs den osmannisk-russiske grænse. Ungtyrkerne mente, at armenierne var til fare for rigets sikkerhed, fordi de – ifølge ungtyrkerne – sympatiserede med ærkefjenden Rusland.
Det viste sig dog hurtigt, at de deportationer, der blev iværksat i løbet af sommeren 1915, havde en helt andet karakter end sikkerhedshensyn eller militær nødvendighed: De var regulære dødsmarcher.
Overfald på deportationskaravanerne
Så snart deportationskaravanerne forlod byerne, begyndte planlagte overfald. Mange af armenierne, der blev tvunget til at marchere mod ørkenen, var kvinder, fordi de fleste mænd i den våbenføre alder på dette tidspunkt allerede var blevet ført bort og myrdet. Størstedelen af kvinderne i deportationskaravanerne blev voldtaget og dræbt af enten tyrkiske soldater, voldelige kurdiske bander organiseret af regimet eller militærets såkaldte ”Specielle Organisation”, der bestod af kriminelle, som var blevet løsladt fra fængslerne med det formål at overfalde deportationskaravanerne.
Mange armenske børn blev bortført fra karavanerne og blev givet eller solgt som slaver til tyrkiske familier, hvor de blev tvangskonverteret til Islam og tvunget til at glemme deres armenske baggrund.
Ofte varede marcherne i flere måneder. Hundredvis af kilometer skulle tilbagelægges til fods og uddelingen af mad og drikke blev med vilje holdt på et minimum. Det betød, at armeniere døde i stort antal i ørkenen af sult, tørst, udmattelse og sygdom. De fleste af dem, der nåede frem til Syrien, blev enten dræbt ved ankomsten eller anbragt i fangelejre under umenneskelige forhold.
Seksuel vold mod de armenske kvinder
Flere vestlige diplomater, der befandt sig i Osmannerriget, mens folkedrabet stod på, konkluderede, at voldtægter og seksuel ydmygelse af de armenske kvinder var en bevidst del af den overordnede ungtyrkiske plan om at udrydde den armenske befolkning. Den seksuelle vold mod de armenske kvinder havde sandsynligvis til formål at ydmyge, intimidere og umenneskeliggøre dem, både i deres egne og gerningsmændenes øjne.
Kvindernes selvmord
Øjenvidner til dødsmarcherne har beskrevet dem som ”en skæbne værre end døden”. Flere armenske kvinder begik selvmord eller dræbte deres egne børn for at undslippe de lidelser, som soldaterne udsatte dem for. Der findes talrige beretninger om, hvordan kvinderne på dødsmarcherne kastede sig ud i søer eller floder undervejs og på den måde begik selvmord. Kvinderne begik selvmord i desperation, enkeltvis eller mange på én gang – nogle som en form for trods mod overmagten: ved at vælge selvmordet tog kvinderne magten over den sidste og eneste del af deres liv, som soldaterne ikke havde frataget dem, magten over deres egen død.
Resultatet af folkedrabet
Selvmord som martyrium
De armenske kvinders selvmord bliver ofte tolket som en martyrisk handling af armenske overlevere og deres efterkommere. Det kan ses i denne sang, som i eftertiden ofte er blevet sunget af armeniere:
"Armenske piger går, går!
En dag vil døden ramme os,
Hellere end at blive gift med fjenden,
Lad os finde vores død i Eufrat."
Ud af de to millioner armeniere, der levede i Osmannerriget i 1915 blev omkring 1.5 million dræbt i perioden fra 1915-1918 som følge af massakrer og deportationer.
Langt størstedelen af de overlevende flygtede til Rusland eller til Europa. Kun få armeniere forblev i Osmannerriget. Nogle af disse undgik at blive forfulgt og dræbt ved at konvertere til islam.
I det retslige efterspil, der fulgte efter folkedrabet, påstod ungtyrkerne, at de ikke havde planlagt at udrydde armenierne, men at dødsfaldene var en beklagelig konsekvens af krig, sult og armeniernes egen oprørskhed. Selvom nogle armeniere i visse tilfælde samarbejdede med den russiske fjende, opførte langt de fleste sig til det sidste som loyale osmanniske borgere. Folkedrabsforskere er derfor enige om, at ungtyrkerne benyttede sig af det kaos, som 1. Verdenskrig skabte, til at dække over forsøget på helt at udrydde det armenske folk.
