FN i Bosnien

FN involverer sig i Bosnien

Den 6. april 1992 anerkendte EF (fra november 1993 EU) Bosnien som selvstændigt land. Forud for dette var forholdet imellem Bosniens etniske grupper af kroater, serbere og bosniaker (bosniske muslimer) blevet mere og mere anspændt. Folkeafstemningen i marts 1992 om, hvorvidt Bosnien skulle løsrive sig fra Jugoslavien, havde forværret den anspændte politiske situation. Reelt var krigen imellem de forskellige etniske grupper brudt ud 6. april.

FN havde siden 1991 været en vigtig aktør i verdenssamfundets forsøg på at løse konflikterne i Jugoslavien på fredelig vis. Derfor var FN ved krigsudbruddet i Bosnien godt organiseret i nabolandet Kroatien, som det meste af 1991 havde været skueplads for en krig mellem kroater på den ene side og kroatiske serbere, serbiske frivillige og den Jugoslaviske Folkehær (JNA) på den anden. 

FN’s sikkerhedsråd valgte derfor ved krigsudbruddet i Bosnien at udvide mandatet for FN’s sikkerhedsstyrke UNPROFOR (United Nations Protection Forces), som befandt sig i Kroatien, til også at indbefatte Bosnien. UNPROFOR oprettede hovedkvarter i den bosniske hovedstad Sarajevo, men her var kamphandlingerne og de bosniske serberes beskydning af byen så voldsomme, at hovedkvarteret i stedet blev flyttet til Zagreb i Kroatien.  

FN’s første arbejdsopgave i Bosnien var at sikre, at nødhjælpstransporterne kom sikkert frem til de trængende områder. Derudover var FN engageret i andre former for nødhjælp og i arbejdet med at etablere ordentlige forhold for de mange, som flygtede fra krigens rædsler. UNPROFOR’s militære del ledtes, i den tid krigen varede, af flere forskellige generalløjtnanter. Den overordnede leder af UNPROFOR blev fra 1994 FN’s undergeneralsekretær, japaneren Yasushi Akashi, der var en erfaren FN-diplomat.

Fredsbevarende eller fredsskabende?

Yasushi Akashis opgave var at definere, hvilken form for aktør FN skulle være i Bosnien. Det var ingen let opgave, for krigen var meget kompleks med mange involverede parter og skiftende alliancer. Forud for Akashis tiltræden var FN internationalt blevet kritiseret for sin begrænsede brug af militærmagt. Det var vigtigt at få afklaret, om FN’s rolle i Bosnien var fredsbevarende eller fredsskabende, altså om FN skulle holde øje med, om krigens parter overholdt de indgåede aftaler, eller om de skulle gribe ind med militærmagt over for en eller flere af parterne for at bringe krigen til ophør.

Valgte FN at anvende militærmagt, kunne det betyde, at organisationen blev kastet ind i krigen på den ene eller anden parts side og derved satte organisationens neutralitet over styr.

Situationen i Bosnien havde siden krigsudbruddet udviklet sig i så kritisk en retning, at det var nødvendigt for FN tydeligere at definere organisationens rolle i konflikten. FN var flere gange blevet hindret i sit nødhjælpsarbejde af serbiske tropper, og i dele af Bosnien havde krigshandlinger været så grusomme, at det internationale samfund frygtede en humanitær katastrofe. Derfor havde FN’s sikkerhedsråd i 1993, året før Akashis tiltræden, udvidet UNPROFOR’s opgave i Bosnien til også at omfatte beskyttelse af bestemte bosnisk-muslimske områder, hvor situationen på grund af den bosnisk serbiske hærs militære overmagt var særlig kritisk.

Der blev oprettet seks såkaldt “FN-sikrede zoner": Sarajevo, Zepa, Gorazde, Tuzla, Bihac og Srebrenica. Områderne og deres befolkninger, som primært udgjordes af bosniaker, skulle med tilstedeværelsen af FN-soldater være sikret mod angreb. FN-styrkernes placering i de ”sikre zoner” var mest ment som en advarsel til de bosniske serbere om ikke at angribe. FN-styrkerne var udsendt for at bevare freden – ikke for at gennemtvinge den. Derfor var soldaterne ikke rustet til at modstå angreb på de ”sikre zoner”, kun til at observere bevægelser i området. Hvis zonerne blev angrebet, havde FN ret til at gribe ind og anmode NATO om flystøtte til at bombardere angriberne. 

Operation Bøllebank

I efteråret 1993 sendte Danmark en eskadron på 10 Leopard kampvogne til Tuzla i Bosnien. Her skulle de udgøre en del af en nordisk bataljon – NORDBAT 2 – der ud over de danske kampvogne og pansrede mandskabsvogne bestod af et norsk drevet feltlazaret og et større antal svenske soldater. Bataljonschefen var også svensk. I første omgang strandede kampvognene, sammen med mandskab, pansrede mandskabsvogne og andet materiel i byen Pancevo nær Beograd. Der forelå ellers en klar aftale om, at kampvognene skulle via Beograd til Tuzla. Efter 97 døgns venten i Serbien blev kampvognene i februar 1994 trukket tilbage til Budapest, derfra sendt til Split og videre ind gennem Bosnien til Tuzla. Sidst i april faldt kampvognene i et serbisk bagholdsangreb, hvor de blev beskudt med avancerede antikampvogns-missiler. Leoparderne besvarede ilden, og ”træfningen” endte med at blive den blodigste mellem FN-styrker og lokale hære i Bosnien. Trods den indledende kritik af, at de danske kampvogne havde affyret 72 granater mod bosnisk-serbiske mål – hvilket blev tolket som en overreaktion – så fik Operation Bøllebank store konsekvenser for FNs fremtidige fredsbevarende arbejde. I 1997 erklærede FNs vicegeneralsekretær, at de svært bevæbnede FN-missioner var kommet for at blive. Det var Danmarks udsending af Leoparderne, der var inspirationen for den beslutning.

NORDBAT 2 og de nordiske soldaters adfærd blev meget populær i Tuzla og omegn. Så meget, at et gymnasium i byen fik navnet NORDBAT 2. Det er det eneste sted i Bosnien, hvor FN-styrker er blevet hyldet på denne måde.

NATO involveres

Efterhånden som krigen skred frem, og presset på FN i Bosnien voksede, begyndte enkelte NATO-lande at presse på for at åbne op for luftbombardementer af den bosnisk-serbiske hær til støtte for FN-styrkerne. Mange af de lande, deriblandt Danmark, der havde bidraget til UNPROFOR styrkerne, var imod brugen af luftbombardementer. Landene frygtede, at det ville føre til bosnisk-serbiske hævntogter på soldaterne på landjorden. Derfor blev det bestemt, at både FN og NATO skulle godkende brugen af luftvåben inden en operation. Dette system blev kendt som ”the dual key system”.

FN-personel tages til fange

De ”sikre zoner” og samarbejdet mellem FN og NATO blev hurtigt sat på prøve af de bosniske serbere. I foråret 1994 angreb de på trods af FN-styrkernes tilstedeværelse den ”sikre zone” Goradze. FN og NATO svarede igen med bombardementer af de serbiske styrker, hvilket fik de bosniske serberes militære leder, general Ratko Mladic, til at tage omkring 150 personer, der var i FN’s tjeneste, som gidsler. Ved at lænke gidslerne til NATO-flyenes mulige angrebsmål fik Mladic NATO’s bombardementer stoppet. Goradze-krisen blev løst diplomatisk med Akashi som chefforhandler. Men krisen viste, at FN og NATO, på trods af advarslerne til de bosniske serbere, i praksis havde svært ved at gøre alvor af deres løfte om effektivt at forsvare de ”sikre zoner”.

De internationale aktørers vaklen imellem, hvorvidt man skulle stoppe de bosnisk-serbiske angreb med NATO-fly eller beskytte FN-personalet på landjorden, førte i 1995 til bosnisk-serbiske angreb på de ”sikre zoner” Srebrenica og Zepa. Især indtagelsen af Srebrenica vakte international opsigt. Den bosnisk-serbiske hær og serbiske paramilitære grupper under ledelse af general Mladic dræbte over 8.000 mænd og drenge i Srebrenica, den største massakre i Europa siden 2. Verdenskrig. Hændelsesforløbet i Srebrenica udstillede problemerne med samarbejdet imellem FN og NATO. 

Forløbet omkring Srebrenica og Zepa og frygten for, at Gorazde ville blive de bosniske serberes næste mål, resulterede i, at samarbejdet mellem FN og NATO blev ændret. Det skulle nu udelukkende være op til NATO, om der skulle iværksættes luftbombardementer for at beskytte Gorazde og Sarajevo. Hermed var ”the dual key system” i disse to områder sat ud af kraft.

Operation Deliberate Force

Efter et mortérangreb på en markedsplads i centrum af Sarajevo i august 1995 valgte UNPROFOR igen at anmode NATO om luftstøtte. Som aftalt tidligere i august blev Akashi og resten af FN først orienteret, efter at iværksættelsesordren var blevet givet 29. august 1995. Operationen begyndte natten mellem 29. og 30. august. De bosniske serberes leder Radovan Karadzic og general Ratko Mladic fik at vide, at betingelsen for, at NATO standsede bombardementerne var, at de bosniske serbere stoppede beskydningen af FN’s ”sikre zoner” og trak deres tunge våben tilbage.

Operation Deliberate Force blev igangsat flere uger efter, at bosniakiske og kroatiske offensiver flere steder havde sat de bosnisk-serbiske styrker under pres. Udviklingen på fronterne tvang i efteråret de bosniske serberes leder Radovan Karadzic til forhandlingsbordet for sidste gang. To måneder senere blev der i Dayton USA indgået en fredsaftale mellem parterne. 

Internationalt vægelsind

Ved krigens afslutning var det tydeligt, at de internationale aktørers vægelsind havde haft konsekvenser for krigens forløb. Med oprettelsen af de ”sikre zoner” havde FN forsøgt at forblive på en fredsbevarende mission. Men i de bosniske serberes opfattelse var oprettelsen af de ”sikre zoner” ikke en neutral handling, og de respekterede derfor ikke FN’s tilstedeværelse. 

I sidste ende fik de internationale aktørers vægelsind den konsekvens, at FN og NATO’s tilstedeværelse i højere grad fik karakter af fredsskabende mission med brug af militær magt. Krigens forløb viste også, at det først var, da NATO med større konsekvens bombede de bosniske serbere, at en fredsaftale blev forhandlet på plads, og krigen i Bosnien blev afsluttet.

Artiklen er senest opdateret i 2023 af journalist og forfatter Steen Ramsgaard.