Flygtninge
Rwandas grænser er gennem tiderne blevet krydset af utallige flygtningestrømme, der enten er flygtet til eller fra landet: Tutsier flygtede fra Rwanda på grund af overgreb og massakrer, mens hutuer af samme grund flygtede til Rwanda fra nabolandet Burundi. Begge grupper af flygtninge havde på hver sin måde indflydelse på begivenhederne i 1994, og nogle af flygtningene var direkte medvirkende til folkedrabet.
Flygtninge fra Rwanda © UN Photo by John Isaac
Det var utilfredshed med det regerende tutsi-styre, der i 1959 fik hutuerne til at gøre oprør. Urolighederne både før og under revolutionen i 1959 medførte en lang række overgreb på tutsier, hvilket fik mange tutsier til at flygte til nabolandene Burundi, Congo, Uganda og Tanzania.
Præcis hvor mange, der flygtede, er uvist, men man anslår, at omkring 120.000 mennesker flygtede i perioden 1959 til 1962. Dette blev fulgt af en ny bølge af tutsi flygtninge efter flere uroligheder i 1972-1973. Nogle mener, at det drejede sig om omkring 300.000 flygtninge, mens andre mener, at tallet i alt er helt oppe på 600.000-700.000. Størstedelen af disse flygtninge blev anset for at være statsløse, og de udgjorde Afrikas største flygtningeproblem.
Flygtninge fra Rwanda danner oprørshær
Mens der blev taget forholdsvis godt imod tutsi-flygtningene i Tanzania og Burundi, så var tilværelsen hårdere i Congo og Uganda. Især i Uganda var forholdet mellem lokalbefolkningen og flygtningene anspændt fordi der var mangel på jord og i starten af 1980’erne blev en række flygtningelejere angrebet af unge bander.
Angrebene, som indirekte blev støttet af Ugandas daværende præsident Obote, fik mange unge flygtninge til at slutte sig til de oprørsstyrker, som kæmpede mod præsidenten. Mange af de unge havde anset Uganda for at være deres nye hjemland, men angrebene slog dette billede itu. Da præsident Obote blev styrtet i 1986, bestod en fjerdedel af oprørsstyrken således tutsier fra Rwanda.
Ønsket om at vende tilbage til Rwanda og styrte det siddende hutu-styre, fik en gruppe tutsier til i 1988 at danne en oprørshær i Uganda, som de kaldte Rwandas Patriotiske Front (RPF). To år senere gik Rwandas Patriotiske Front ind over grænsen til Rwanda. Fra et militært synspunkt slog invasionen fejl, men den satte fokus på flygtningesituationen i og uden for Rwanda.
Af præsident Habyarimana blev invasionen brugt som et led i en propagandakampagne for at forstærke sin egen magtbase ved at samle hutu-befolkningen mod en fælles fjende. Dette skete på bekostning af den civile tutsi-befolkning i Rwanda, der blev sidestillet med RPF. Dermed blev tutsierne som helhed brugt som skræmmebillede.
Flygtninge efter folkedrabet
Næsten en million hutuer flygtede efter folkedrabet til nabolandet Congo, hvor de samledes i flygtningelejre ved bredden af søen Kivu.
Blandt flygtningene befandt der sig mange af de ansvarlige for folkedrabet, som nu styrede forholdene flygtningene imellem med hård hånd. Flere af hutu-lederne i lejrene begyndte at organisere overfald ind over grænsen til Rwanda i et forsøg på at vælte den nye RPF-regering.
Dette fik i slutningen af 1996 en alliance bestående af Rwanda, Uganda og oprørssoldater i Congo til at angribe samtlige lejre i Goma, hvilket fik mange af flygtningene til at vende tilbage til Rwanda, mens mange af gerningsmændene flygtede længere ind i Congo. Det er uvist, hvad der siden hen er hændt dem.
Hutu-ekstremister er modstandere af fredsaftale
I årene efter RPF’s fejlslagne invasion fortsatte tutsi-hæren med at angribe Rwanda for derefter hurtigt at trække sig tilbage, hvilket skabte en del international opmærksomhed. I international sammenhæng udviklede Rwandas Patriotiske Front sig fra at være en lille rebelhær til at blive en legitim deltager i den internationale debat om Rwandas politiske fremtid. Internationalt pres tvang tutsi-oprørshæren og hutu-regeringen til at mødes i 1992 og i 1993 for at finde en politisk løsning på krigen.
I 1993 blev de enige om en fredsaftale, der skulle sikre både politiske og militære reformer i Rwanda. Aftalen ville give tutsierne mulighed for at vende tilbage til Rwanda, men det var mange hutuer modstandere af, og de begyndte i stedet at diskutere, hvordan de bedst kunne slippe af med tutsiernes krav om medbestemmelse. Dermed var dannelsen af tutsi-oprørshæren – RPF – medvirkende til at hutu-styret i Rwanda blev presset rent politisk, og Hutu-ekstremisternes reaktion på dette pres kom til at koste flere hundredtusindvis af mennesker livet.
Nogle forskere hævder, at RPF bærer en stor del af skylden for folkedrabet ved at presse hutu-styret. Disse forskere vurderer, at RPF med vilje provokerede hutu-styret i Rwanda for at få dem til at angribe uskyldige civile, hvilket nemlig ville give RPF en god undskyldning for at overtage magten.
Andre forskere tror ikke, at RPF bevidst fremprovokerede folkedrabet, men de påpeger alligevel, at havde RPF vist større vilje til at gå på kompromis, så havde hutu-styret sandsynligvis ikke været nær så presset. Uanset hvor stor en skyld man pålægger RPF for folkedrabet, så spillede oprørshæren en vigtig rolle i begivenhedernes gang både før og under folkedrabet.
Nødhjælpsorganisationer i nød
Omkring 150 nødhjælpsorganisationer forsøgte at forbedre vilkårene for de flygtninge, der forlod Rwanda efter folkedrabets afslutning. Organisationerne befandt sig dog hurtigt i et svært dilemma. Blandt flygtningene befandt der sig mange af de ansvarlige for folkedrabet, som nu styrede forholdene i lejrene med hård hånd.
Nogle nødhjælpsorganisationer valgte at trække sig ud, da de ikke ville hjælpe de mennesker, der havde deltaget i folkedrabet. Andre organisationer blev, da de følte, at det var deres pligt at hjælpe alle dem, der var i nød, om de så havde begået forbrydelser eller ej.
Flygtninge fra Burundi deltager i drabene
Mens tutsier flygtede fra Rwanda, så flygtede hutuer til Rwanda fra nabolandet Burundi, som ligeledes var befolket af hutuer og tutsier. De første flygtningestrømme fra Burundi begyndte i 1972 efter en række massakrer på hutuer, og flere kom til efter nye voldsbølger i 1988. Den største gruppe flygtninge ankom i 1993 efter mordet på Burundis præsident Melchior Ndadye. Han var den første demokratisk valgte hutu-præsident, og en gruppe tutsi-soldater var ansvarlige for mordet. I kølvandet på mordet fulgte en række massakrer på både hutuer og tutsier, som kostede mellem 35.000 og 50.000 mennesker livet.
Mange af hutu-flygtningene fra Burundi bebrejdede tutsierne deres nuværende ulykke, idet det var tutsiere, der stod bag mordet på præsidenten. Deres budskab gik rent ind hos hutu-ekstremisterne i Rwanda, der hævdede at mordet på præsident Ndadye var et bevis på, at tutsier kun var ude på at dræbe alle hutuer.
Kort efter deres ankomst til Rwanda blev mange af de unge flygtninge rekrutteret til militserne, hvilket fik FN’s Flygtningekommissariat til at klage til regeringen i Rwanda. Denne reagerede dog ikke på klagen, og da drabene begyndte i 1994 deltog flygtninge fra Burundi ofte aktivt. Ifølge øjenvidner var hutu-flygtninge ansvarlige for nogle af de mest brutale massakrer i det sydlige Rwanda.
