Efterspil: de østfrontfrivillige efter krigen

Trods et forbud mod at hverve soldater til fremmede hære, så de danske myndigheder gennem fingrene med hvervningen til Waffen-SS under besættelsen. Man gav endda Frikorps Danmark halvofficiel godkendelse til hvervning i håb om at afværge, at tyskerne ville kræve danske soldater tvangsudskrevet til østfronten. Da nazisterne i 1941 oprettede Frikorps Danmark, lovede de danske myndigheder endda officerer, der meldte sig til frikorpset, at de kunne genoptage deres danske militærkarriere, når de vendte hjem fra den tyske østfront.

Frikorpset var en dansk enhed under tysk SS-kommando, men de fleste danske frivillige fortsatte i tyske Waffen-SS-enheder, da frikorpset blev opløst i 1943.

Retsopgøret

Efter befrielsen vedtog Rigsdagen en lov, der med tilbagevirkende kraft gjorde tjeneste i tyske bevæbnede korps ulovlig. I 1946 afgjorde krigsforbryderdomstolen i Nürnberg, at SS i sin helhed havde været en forbryderisk organisation. Det skete på grundlag af SS’ centrale rolle i de nazistiske krigsforbrydelser og forbrydelser imod menneskeheden og ud fra, hvad der var kendt om disse i 1946; senere forskning har dokumenteret forbrydelser i langt større omfang.

Under retsopgøret blev knapt 7000 danske statsborgere dømt for tjeneste i tyske bevæbnede korps, herunder Waffen-SS. De blev typisk idømt 1-4 års fængsel. Det var svært for de dømte at vende tilbage til samfundet, og de blev mødt med mistillid i mange år efter krigen. Helt unge østfrontfrivillige fik ”rabat” på straffen, og det gjorde ”hjemmetyskere” også i erkendelse af, at der havde ligget et stærkt pres på medlemmer af det tyske mindretal for at deltage i krigen på tysk side. 

Hård straf for forbrydelser i Danmark

De østfrontfrivillige, som fik de strengeste straffe, havde i reglen også deltaget i jagten på de danske jøder i oktober 1943 og/eller gjort tjeneste i de tyske terrorkorps i Danmark i besættelsens sidste år. Forbrydelser begået i de tysk-besatte østområder eller i nazistiske koncentrationslejre blev kun efterforsket i ganske få tilfælde.  

Retsopgøret efter krigen fokuserede helt overvejende på forbrydelser, begået imod danskere på dansk jord. Selvom Tyskland havde besat og domineret det meste af Europa, og 2. Verdenskrig havde udspillet sig på alle kontinenter, var det forholdene i Danmark, der beskæftigede danskerne. Retsopgøret skulle genoprette den nationale ære og selvfølelse, mens den europæiske og internationale dimension af nazismens herredømme og forbrydelser gled i baggrunden.

De østfrontfrivilliges egen fortælling

Efter krigen opstod der et stærkt sammenhold blandt de tidligere østfrontfrivillige. De opfattede deres internering som landsforrædere som krænkende og anså straffedommene for uretfærdige.

I talrige forsvarstaler ved domstolene, artikler og erindringsbøger skabte de østfrontfrivillige et billede af sig selv som stolte danske helte og samtidig forfulgte uskyldigheder, ofre for de demokratiske politikeres ”lumpne forræderi”. I egne øjne havde de været hårdføre kamptropper og dygtige elitesoldater, og de opregnede omhyggeligt alle de jernkors og andre ordner, tyskerne havde givet til danskere. De havde kæmpet for Europas og Danmarks sag imod kommunismen, endda med de danske myndigheders velsignelse, så at dømme dem for fremmed krigstjeneste var helt urimeligt, hævdede de. 

Bagatellisering af folkedrabs- og krigsforbrydelser

I det omfang de tidligere frivillige indrømmede at vide noget om folkedrabs- og krigsforbrydelserne, skød de skylden på enkelte afvigende individer og hævdede så i øvrigt, at de allierede havde brugt langt mere brutale metoder end tyskerne. Eksempelvis bagatelliserede de de nazistiske forbrydelser i KZ- og udryddelseslejrene ved systematisk at betegne de krigsfangelejre, hvor de allierede efter Tysklands sammenbrud internerede medlemmer af SS, som ”koncentrationslejre”.

Grundstenen til de østfrontfrivilliges ansvarsforflygtigende og Holocaust-benægtende fortælling blev allerede lagt under krigen af den tyske propaganda og de danske nazister. I efterkrigstiden blev den sat i system af SS-veteranforeninger, der udgav erindringer og blade om krigsdeltagelsen, hvor de tyske forbrydelser stort set ikke blev omtalt, og forbrydelser begået af danske frivillige slet ikke.

Stærkt sammenhold og fortielse

Fortællingen om hårdt kæmpende elitetropper, der med deres tværeuropæiske sammensætning nærmest skulle ses som en slags forgængere for NATO, gav legitimitet til de frivilliges krigsdeltagelse og mening til de tab, de havde lidt som sårede og kammerater til de faldne.

Imens de østfrontfrivillige sad interneret og afventede afgørelsen på deres retssager, havde de yderligere adgang til at afstemme deres vidneforklaringer med hinanden, så de kunne slippe mere lempeligt gennem retsopgøret. Blandt fangerne cirkulerede der også illegale skrifter, der klagede over, at man blev ofre for ”sejrherrens justits”.  

I andre lande er der eksempler på, at tidligere SS-mænd følte trang til at lette deres samvittighed og tage deres straf; men de danske østfrontfrivillige stod stort set last og brast og holdt sig til den samme historie om deres harmløse, men idealistiske frontindsats og politikernes skammelige forræderi. Den fremstilling gik også igen i de ganske mange bøger, som siden 1990’erne har præsenteret det danske publikum for de østfrontfrivilliges stærkt selektive version af historien.

Retsopgørets blinde øje

Under retsopgøret gjorde den danske anklagemyndighed og retsvæsenet ikke meget for at trænge bagom den facade af fortællinger, som de østfrontfrivillige byggede op. De fik jo under alle omstændigheder en straf for tysk krigstjeneste. Besættelsen havde været traumatisk for danskerne, og især i det sidste års tid af krigen havde den været ret brutal med omfattende tysk terror. Det havde ført til en voldsom national opblomstring, og denne var medvirkende til, at retsopgøret helt overvejende fokuserede på forbrydelser, begået imod danskere på dansk jord, og på at genoprette den nationale ære og selvfølelse.

Der var ingen systematisk efterforskning af, om de danske østfrontfrivillige havde gjort sig skyldige i folkedrabs- eller krigsforbrydelser. Det ser ud til, at efterforskning af forbrydelser af den karakter kun blev iværksat, hvis graverende informationer så at sige faldt direkte ned i skødet på de danske myndigheder.

Eftertidens syn på straffen af de frivillige

Det var ikke kun de østfrontfrivillige og andre nazister, der kritiserede retsopgøret. Det såkaldte straffelovstillæg af 1. juni 1945, der kriminaliserede visse forbrydelser med tilbagevirkende kraft, var omstridt, eksempelvis blandt jurister.

Tilhængerne af straffelovstillægget argumenterede med, at en del af de nazistiske forbrydelser var så enestående og grove, at lovgivningen ikke havde kunnet tage højde for dem, og at tyskernes besættelse havde forhindret normal lovgivning. Modstanderne anførte, at lovgivning med tilbagevirkende kraft – som også det danske forbud mod kommunistisk virksomhed, der blev indført efter det tyske angreb på Sovjetunionen i 1941 – krænkede et af retsstatens grundprincipper nulle poena sine lege –ingen straf uden (forudgående) lov.

På den måde krævede nazisterne efter befrielsen beskyttelse fra samme demokratiske retsstat, som de før og under besættelsen havde bekæmpet.

Skrevet af Therkel Stræde, lektor i samtidshistorie ved Syddansk Universitet i Odense og sammen med Dennis Larsen forfatter til bogen En skole i vold, i samarbejde med DIIS, 2016