Dør om dør med fjenden

Ved tryk på dette link accepterer du cookies og sporing fra den eksterne indholdsleverandør.

Temaer

Offer versus gerningsmand, livet efter Holocaust, forsoning, tilgivelse, forståelse, rettergang, straf.

Om Joskowicz' værk

Sympathy for the Devil (Sympati for Djævlen) fra 2011 er en video, hvor man ser to ældre mænd i hver sin lejlighed i det samme boligkompleks. Mændene skal forestille at være henholdsvis en polsk-jødisk emigrant og den tidligere SS-officer og Gestapochef Klaus Barbie, som også var kendt som "Slagteren fra Lyon“. Mændene lever side om side, begge i eksil i Sydamerika, hvor både jøder og nazister søgte tilflugt før og efter 2. Verdenskrig. Ganske diskret afsløres de to mænds identitet. Først zoomes der ind på dørskiltet K. Altman, som var den falske identitet, som Klaus Barbie tog efter krigens afslutning. Dernæst zoomes der ind på døren med en mezuzah (en lille jødisk æske med en bøn), der indikerer, at her bor en jøde. Velvidende om hinandens identitet mødes de nu, fra tid til anden, tavse ved elevatoren i den fælles opgang. 

Videoen er lydløs, indtil sønnen af den polske emigrant sætter en plade på med Rolling Stones' sang Sympathy for the Devil, som også er titlen på værket. En overraskende lydside og en kommentar til mændenes fortid og deres nye forbindelse som naboer. Det er en historie fra 1970’ernes Bolivia, nærmere betegnet byen La Paz, i to lejligheder med udsigt til Ilimiani-bjergkæden. Videoen er en dobbeltvisning, hvor to videoer vises simultant på to skærme. Videoen er baseret på en historie, som Joskowicz har fået fortalt af et nært familiemedlem, samt hendes egen erindring af besøgene i ejendommen som barn. Det står hen i det uvisse, om Joskowicz' historie om de to mænd er sand. På samme måde rejser Joskowicz spørgsmål om retfærdighed og tilgivelse, uden at værket giver os svarene. 

Om Joskowicz' kunst

Med video og foto undersøger bolivianske Claudia Joskowicz anekdoter og myter baseret på historiske personer og begivenheder. Hun iscenesætter virkelige hændelser, der stilmæssigt mimer henholdsvis nyhedsmedierne, spillefilm og andre kunstneres værker. Herigennem sætter Joskowicz fokus på, hvordan historien bliver omskrevet, mytologiseret eller forvrænget igennem løbende gengivelser. Personligheder som Che Guevara, Butch Cassidy og Sundance Kid portrætteres, og historierne omkring dem opføres som historiske re-enactments. Joskowicz bruger ofte en langsom kameraføring, der skaber en drømmeagtig bevægelse gennem videoerne.

Artiklen er skrevet af Natalia Gutman, mag.art. i kunsthistorie og kurator bag udstillingen Sort Mælk - Holocaust i ny kunst i samarbejde med DIIS, august 2014. Artiklen er del af undervisningsmaterialet "Sort Mælk - Holocaust i ny kunst”.