Dødsmarcherne
Et af de mest ejendommelige fænomener under 2. Verdenskrig fandt sted i krigens sidste måneder og dage, hvor SS tømte udryddelses- og koncentrationslejrene og tvang fangerne ud på de såkaldte dødsmarcher mod det centrale Tyskland. Tusinder omkom undervejs af kulde og udmattelse og blev efterladt i vejkanten.
Efterhånden som de russiske styrker trængte ind i Polen og de baltiske lande i slutningen af1944 og begyndelsen af 1945, gik SS i gang med at slette sporene efter de nazistiske forbrydelser. Blandt andet gravede man lig i massegrave op og brændte dem.
Samtidig begyndte man at tømme udryddelses- og koncentrationslejrene, og alle fanger, der overhovedet kunne stå oprejst, blev tvunget ud på rædselsvækkende dødsmarcher mod andre lejre i det centrale Tyskland. Ifølge ordrerne fra Berlin var formålet at anvende fangerne i den tyske krigsindustri. De syge og gamle blev efterladt i lejrene, hvor de enten døde eller blev befriet af de fremrykkende allierede styrker.
March uden mening
Det skønnes, at dødsmarcherne kostede 300.000 livet. Fangerne var i forvejen stærkt svækkede på grund af de forfærdelige forhold i lejrene. Nu blev de jaget ud på vandringer, der strakte sig over uger og hundreder af kilometer, kun iført tynde fangedragter midt i vinterkulden. Kosten var i bedste fald nødtørftig, og om natten blev de stuvet sammen i lader og udhuse. Mange faldt om undervejs og blev skudt af vagterne. Andre forsøgte at flygte, men blev fanget og dræbt.
Efterhånden, som flere tyske områder faldt i hænderne på de allierede, måtte fangekolonnerne føres i nye retninger mod steder, som endnu var under tysk kontrol. Samtidig med de allieredes fremrykning fra vest, blev endnu flere koncentrationslejre tømt og fangerne sendt ud i alle retninger. Meget få lejre var endnu i funktion, og vagterne vidste til sidst ikke, hvor de skulle sende fangerne hen. Situationen var kaotisk.
Ordforklaringer
SS: Forkortelse for "Shutzstaffeln" (beskyttelses-korps). Startede som Hitlers livvagter, men udviklede sig til stor og magtfuld organisation, som i praksis var ansvarlig for bl.a. kz- og udryddelseslejrene
Nødtørftig: Kun lige akkurat at dække et behov
De allierede: Alliance som kæmpede imod Nazityskland. Den blev ledet af Storbritannien, USA og Sovjetunionen
Fangekolonne: Række af fanger
Hvorfor?
Dødsmarcherne i krigens sidste måneder og uger åbner op for mange spørgsmål. På det tidspunkt måtte det stå klart for det nazistiske styre, at slaget var tabt, og at forbrydelserne ikke kunne skjules. Man må også have været klar over, at de tusinder af udsultede og sygdomsmærkede fanger ikke ville kunne bidrage til den tyske krigsindustri – og slet ikke efter at have været på vejene i ugevis og tilbagelagt hundreder af kilometer. Hvorfor satte man så hele det apparat i gang, midt i krigens sidste krampetrækninger, hvor bomberne regnede ned over de tyske byer? Hvorfor stak vagterne ikke af? Og hvorfor lod man ikke bare fangerne løbe, men gjorde sig ulejlighed med at fange og dræbe dem, der forsøgte at flygte? Som så mange andre af nazisternes handlinger, stred det mod enhver fornuft.
