Det tidligere Jugoslavien i dag

Opløsningen af det tidligere Jugoslavien og krigene, der fulgte efter, fik de største menneskelige og økonomiske konsekvenser i Bosnien, hvor krigen var mest intens. Men krigenes omkostninger var store for alle. Og alle de tidligere republikker har mødt omfattende udfordringer på vejen mod at blive velfungerende, demokratiske og selvstændige stater.

Opløsningen af det tidligere Jugoslavien har sat sine dybe spor i alle landene i det tidligere Jugoslavien. Inden krigene i 1990'erne kunne man køre gennem landet fra nord til syd uden at passere en eneste grænse. Ingen skilte markerede, at man nu bevægede sig fra én republik til en anden.

I dag er den gamle føderation delt op af grænser. Hundredtusinder er fordrevet fra deres hjem uden mulighed for at vende tilbage. Og langt over en million mennesker lever som flygtninge i andre eksjugoslaviske republikker eller i udlandet. 

Titos Jugoslavien 

I 1945 oprettede general Josip Broz, med tilnavnet Tito, den Føderative Socialistiske Republik Jugoslavien. Titos projekt var at forene det jugoslaviske folk, der var dybt splittet af 2. Verdenskrigs brutale indbyrdes krig. Han opdelte Jugoslavien i seks ligeberettigede republikker for at sikre, at ingen etnisk gruppe blev dominerende: Serbien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina, Slovenien, Montenegro og Makedonien. 30 år senere kom de to autonome serbiske provinser Vojvodina og Kosovo til.

Det Jugoslavien eksisterer ikke længere. I 1991 løsrev Slovenien, Kroatien og Makedonien sig og i 1992 krævede Bosnien selvstændighed. Rest-Jugoslavien, officielt ”Den Føderale republik Jugoslavien”, blev i 2003 omdannet til ”Serbien-Montenegro”, men efter en afstemning i 2006 erklærede også Montenegro sin uafhængighed. I 2008 kom turen til Kosovo, der erklærede sig selvstændigt fra Serbien efter en 9-årig uafklaret status under FN-administration. Vojvodina er fortsat en autonom provins under Serbien.

Bosnien-Hercegovina i dag

Bosnien-Hercegovinas (herefter Bosnien) politiske organisering står stadig i skyggen af krigen 1992-1995 og er præget af fjendtlighed og manglende samarbejdsvilje de tre etniske grupper imellem. I fredsaftalen fra 1995 besluttede man at dele landet op i to enheder: Føderationen, der består af 10 kantoner og primært er beboet af bosniaker (bosniske muslimer) og kroater, og en serbisk republik (Republika Srpska), der primært er beboet af serbere. Dertil kommer hovedstaden Sarajevo, der har en særskilt status. De to enheder har vidtgående selvstændighed og er organiseret, så der kun er meget lidt indbyrdes kontakt mellem de tre etniske grupper. Dette, samt den serbiske enheds ønske om løsrivelse, er en afgørende faktor for landets svage politiske sammenhængskraft. Statsopbygning besværliggør derudover også spørgsmålet om de mange flygtninge og internt fordrevne, hvoraf mange enten ikke har mulighed for eller ikke ønsker at vende tilbage til deres oprindelige hjem på de nuværende betingelser.

En splittet indenrigspolitik 

Indenrigspolitisk er Bosnien stærkt præget af, at det politiske system giver befolkningen rettigheder på baggrund af etnicitet. Landets politiske partier er etnisk baserede, hvilket har fastlåst landet i manglende politisk samarbejdsvilje og vanskeligheder med at gennemføre reformer. Systemet indebærer, at det stort set er umuligt at forhandle sig frem til kompromisløsninger, når ingen vil bøje sig for modparten med henvisning til, at de er en ”samling krigsforbrydere”. På statsniveau har landet et tredelt roterende præsidentskab, der på skift imødeser landets tre grupper. 

Bosnien har gennem årene lidt af en række økonomiske udfordringer, så som en langstrakt overgangsfase til markedsøkonomi, omfattende korruption, dårlige sociale forhold, hvor 20 % af befolkningen befinder sig under fattigdomsgrænsen, og stor arbejdsløshed på officielt mere end 40 %.

Bosnien, eller rettere bosniaker og kroater, ønsker medlemskab af NATO og har siden 2010 været omfattet af en såkaldt handlingsplan for lande, der ønsker at blive optaget. Men i en situation, hvor Republika Srpska under ingen omstændigheder ønsker medlemskab, er der lange udsigter til en eventuel optagelse.

Bosnien søger også om EU-medlemskab. Og har gjort det i mange år. Men indtil videre er Bosnien end ikke anerkendt som ansøgernation og er dermed meget langt fra selve optagelsesprocessen, som også kommer til at vare en del år. EU kræver, at landet skal gennemføre omfattende reformer – ikke mindst inden for det juridiske system, hvor det splittede Bosnien har vist sig meget dårligt i stand til at bekæmpe organiseret kriminalitet og den korruption, der gennemsyrer hele samfundet, uanset om vi har med Republika Srpska eller Føderationen at gøre.

Udenrigspolitiske prioriteringer 

Den høje repræsentant

Som en del af Dayton-aftalen har det internationale samfund nedsat en repræsentant (Den Høje Repræsentant) i landet med vidtgående beføjelser til at gennemføre fredsaftalens krav om reformer mm. NATOs sikkerhedsstyrker forlod Bosnien for flere år siden og blev erstattet af styrker fra EU-hæren, EUFOR. Denne styrke blev fordoblet efter Ruslands invasion i Ukraine i februar 2022.

Kosovo i dag

Den tidligere serbiske provins Kosovo udråbte sig som selvstændig republik i 2008. Forud for erklæringen havde Kosovo i ni år været under FN-administration, uden at det var lykkes for det internationale samfund at finde en permanent løsning på Kosovos status. 

Forholdet mellem Kosovo og Serbien har i årtier været præget af konflikt og uforsonlighed. Det førte til væbnet konflikt fra 1996-98 og direkte krig 1998-99. I foråret 1999 greb NATO ind for at undgå en gentagelse af grusomhederne i Bosnien. Ikke desto mindre mistede omkring 10.000 civile mennesker livet under krigen. Herefter blev en våbenhvile vedtaget, og Kosovo blev sat under FN-administration. Serbien, der anser Kosovo som en vigtig del af det serbiske territorium, modarbejder stadig aktivt den internationale anerkendelse af Kosovos selvstændighed 

Udenrigspolitisk er spørgsmålet om anerkendelse helt centralt i Kosovo. En række internationale organisationer (bl.a. FN, EU og OSCE) er fortsat til stede i landet for at sikre udviklingen af et stabilt, demokratisk og fredeligt Kosovo. På længere sigt vil disse opgaver blive overdraget til lokale aktører, men landet er stadig afhængigt af omfattende bistand på en række centrale områder. 

I 2022 bad Kosovos regering NATO om at blive medlem af organisationen. Optagelsesprocessen er i gang. Kosovo ønsker også at blive optaget i EU, men ligesom Bosnien er Kosovo endnu ikke anerkendt som ansøgerland, så også Kosovos medlemskab af EU har lange udsigter.

Kroatien i dag

Kroatien er et af de lande, som økonomisk er sluppet bedst fra løsrivelsen. Men krigen i landet i 1991 har sat sine tydelige spor i det kroatiske landskab – særligt i områderne, der grænser op til Bosnien og Serbien. De er i udpræget grad ramt af en udkantsproblematik med synlig affolkning. Samtidig bor der et stort antal bosniske kroater i landet. De er enten fordrevet eller flygtet fra Bosnien under krigen 1992-95. Nogle af dem har ikke mulighed for at vende tilbage til Bosnien – enten fordi de har skabt sig en ny tilværelse i Kroatien, eller fordi de ikke vil kunne få et arbejde, hvis deres bosniske hjem ligger i et område, der er under kontrol af en anden etnisk gruppe.

Kroatien er i dag et fungerende demokrati med stabile institutioner, og landet har politisk rykket sig væk fra den nationalisme, der dominerede under krigen og under tidligere præsident Franjo Tudjman. Det parti, Tudjman grundlagde – HDZ – er ikke længere selvskrevet til at vinde parlamentsvalgene. Kroatiens socialdemokratiske parti har flere gange dannet regering.

Kroatien har været omtrent lige så hårdt plaget af korruption og nepotisme, som de øvrige Balkan-nationer. Men som den eneste tidligere jugoslaviske republik har Kroatien taget et retsopgør med korruptionen i samfundets top – og dømt en tidligere premierminister for korruption sammen med en række højtstående embedsmænd og generaler.

Udenrigspolitiske prioriteringer 

Grænsen mellem Bosnien og Kroatien. Skiltet viser, at Kroatien er medlem af EU. Foto: ”Aržano border crossing Croatia-Bosnia 4” af Petr Vilgus, CC BY-SA 4.0, via Wikimedia Commons.

Efter Tudjmans død i 1999 har landet udenrigspolitisk koncentreret sig om at styrke forholdet til nabolandene og opnå medlemskab af EU og NATO. Kroatien blev i 2009 medlem af NATO og i sommeren 2013 også af EU. 1. januar 2023 gik Kroatien med i euroen

Kroatiens samarbejde med Den Internationale Krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien (ICTY) har været en afgørende faktor til at bane vejen for en optagelse i EU. De værdier, som EU står for, er ganske enkelt uforenelige med at lade formodede krigsforbrydere gå fri uden at teste vedkommendes skyld i en retssag. I foråret 2004 udleverede Kroatien otte ledende officerer til retsforfølgelse i Haag. I december 2005 blev den tidligere general og nationalhelt, Ante Gotovina, ligeledes udleveret. Han var på det tidspunkt den mest eftersøgte, formodede kroatiske krigsforbryder. Han blev dømt i 2011, men appellerede og blev frifundet i 2012.

Makedonien i dag

Makedonien har siden sin løsrivelse fra Jugoslavien i sensommeren 1991 været gennem en bizar navnestrid. Grækenland nægtede at anerkende landet under navnet Makedonien. Derfor kom det til at hedder FYROM – Former Yugoslav Republic Of Macedonia. Den navnestrid blev først løst, da Makedonien i 2019 indvilligede i at tage navnet Nordmakedonien. Det krævede grækerne, for at man ikke skulle tro, at Grækenlands nordlige region Makedonien var en del af den selvstændige nation Makedonien.

Siden sin fredsommelige løsrivelse fra Jugoslavien har Nordmakedonien dog været præget af etniske konflikter mellem slaviske makedonere og det store etnisk-albanske mindretal på 25 % af befolkningen. I 2001 udbrød der hårde kampe mellem de to befolkningsgrupper. Krigen varede relativt kort, men der var FN-soldater udstationeret i Makedonien indtil 2012, hvorefter NATO overtog de tidligere FN-faciliteter.

Nordmakedonien er i dag et parlamentarisk demokrati, men var under den nu flygtede, tidligere præsident Nikola Gruevski – som de nordmakedonske myndigheder har et alenlangt anklageskrift på, bl.a. for korruption, valgsvindel, aflytning af politiske modstandere, m.m. – præget af nationalisme og isolation. Det skyldes bl.a. manglende fremskridt i forhold til medlemskab af EU og NATO og det dårlige forhold til landets store etniske mindretal, albanerne. Nordmakedonien var den fattigste af de seks republikker i det tidligere Jugoslavien, og landet kæmper stadig med en skrøbelig økonomi. Den registrerede arbejdsløshed var i 2010 på ca. 33 %. Økonomien er blevet bedre, men der er lang vej igen til en anstændig levestandard.

Navnestriden med Grækenland betød, at Nordmakedonien kunne glemme alt om at blive optaget i EU. Grækenland nedlagde ganske enkelt veto. Efter navnestridens løsning løb Nordmakedonien dog ind i et nyt problem – nemlig med nabolandet Bulgarien. Bulgarien kræver bl.a., at nordmakedonerne anerkender det bulgarske mindretal i landet og giver det store rettigheder. Samtidig forlanger Bulgarien ret til at ændre på indholdet af de nordmakedonske skolebøger i historie, fordi Bulgarien var utilfreds og uenig i indholdet. Denne konflikt har i flere år bremset Nordmakedoniens og Albaniens optagelsesforhandlinger – de to lande søger samlet om optagelse. Begge lande anerkendes som ansøgerlande, men der er langt til selve optagelsesprocessen kan gå i gang. Og den vil formentlig strække sig over mere end ti år. Det er gået langt bedre med landets NATO-ansøgning. I marts 2020 blev Nordmakedonien medlem.

Montenegro i dag

Montenegro løsrev sig efter en folkeafstemning i 2006 fra statsunionen med Serbien. Danmark og resten af EU anerkendte i juni samme år Montenegro som selvstændig stat.  

Efter uafhængigheden er Montenegro blevet optaget i en række internationale organisationer, bl.a. FN, og landet fik i 2010 status som EU-kandidatland. Det er en status, lande som Nordmakedonien, Albanien, Kosovo og Bosnien misunder Montenegro! Men som efter ti års forløb endnu ikke har kunnet åbne døren til det forjættede EU. Vi skal formentlig frem til 2. halvdel af 2020’erne, før Montenegro – muligvis – bliver EU-land. Allerede i 2017 blev landet dog medlem af NATO.

Montenegros største problem i forhold til EU-medlemskab er landets magtfulde organiserede kriminelle organisationer. De kriminelle netværk er så stærke og tjener så mange penge på først og fremmest kokainsmugling fra Sydamerika til Vesteuropa, at den amerikanske efterretningsorganisation CIA for en del år siden kaldte Montenegro en ”gangsterstat”. Ud over de kriminelle netværk er en omfattende korruption med til at forsinke og besværliggøre optagelse i EU. Montenegro bevæger sig dog langsomt mod en bæredygtig og stabil økonomi. Landets største aktiv er den meget smukke kyststrækning ud til Adriaterhavet, der er eftertragtet af internationale velhavere.

Montenegros forhold til Serbien var, hvad man kan kalde acceptabelt efter de to landes brud. Men op gennem 2010’erne er der kommet mange ridser i lakken. For Serbien er det helt uacceptabelt, at Montenegro har anerkendt den tidligere serbiske provins Kosovo som en selvstændig nation. Dertil kommer en kirkestrid, der har udviklet sig voldsomt og bittert – dog kun på ord, ikke gerninger. Indenfor den ortodokse verden har hver nation sit eget kirkeoverhoved – kaldet patriark. Montenegro ønsker at få sin egen nationale kirke og eget kirkeoverhoved. Hidtil har landet været underlagt den serbisk ortodokse kirke. Med selvstændighedskravet fulgte et krav om at få alle ortodokse klostre og kirker på montenegrinsk jord overført fra den serbiske til den montenegrinske kirke. Kravene har ført til en årelang strid og mærkbart forværret forholdet mellem de to nabolande.

Serbien i dag

I 2000 blev den tidligere serbiske præsident, Slobodan Milosevic, væltet af demonstranter, efter at han endnu en gang havde forsøgt at svindle sig til en valgsejr ved et parlamentsvalg året før. Milosevic var en af hovedaktørerne bag krigen i Bosnien, og i 2001 blev han udleveret til retsforfølgelse ved Krigsforbrydertribunalet i Haag.

Hans afgang gav håb for landets demokratiske udvikling. Men Serbiens vej mod demokrati har været lang og præget af stærk nationalisme og politisk dødvande, ikke mindst efter drabet på daværende premierminister Zoran Djindjic i 2003. 

Ved præsident- og parlamentsvalgene i 2008 så det ud, som om Serbien endelig ville rive sig løs af nationalismens hængedynd og slå ind på en mere demokratisk udvikling. Under den nye præsident Boris Tadic bevægede Serbien sig langsomt væk fra sin meget EU- og NATO-fjendtlige holdning, og de mest eftersøgte bosnisk-serbiske krigsforbrydere blev udleveret til retsforfølgelse ved Krigsforbrydertribunalet i Haag. Ved valget i 2012 kom Aleksandar Vucic med i landets koalitionsregering som forsvarsminister. Han havde en fortid som informationsminister under præsident Slobodan Milosevic, hvilket ikke lovede alt for godt for en demokratisk udvikling. Ikke desto mindre blev han premierminister i årene 2014-17, hvorefter han har været Serbiens præsident. De første år som minister fortsatte han den relativt EU-venlige linje, som Serbien slog ind på efter 2008-valget. Men siden har Aleksandar Vucic udviklet sig i mere og mere autoritær retning – og går efterhånden godt i spænd med ledere som Putin, Viktor Orban i Ungarn og Erdogan i Tyrkiet. Politiske iagttagere betegner Aleksandar Vucic som både pyroman og brandmand. Først tænder han ild med flammende nationalistisk tale, og derefter forsøger han at slukke de antændte bål og fremstå som den helt rigtige redningsmand på det helt rigtige tidspunkt.

Serbien er som Montenegro EU-kandidatland, men Vucic’ forsøg på at være gode venner med både EU og Rusland har ikke just gavnet Serbiens optagelsesmuligheder. En støtte til Putin er ikke forenelig med de værdier, EU står for. Serbien er ikke medlem af NATO og har ikke søgt om at blive det. Serbiens hær holder dog jævnligt militærøvelser med NATO og nu og da også med det russiske militær.

Udenrigspolitiske prioriteringer og økonomi

Montenegros løsrivelse fra Serbien

I 2006 løsrev Montenegro sig fra Serbien, og i 2008 erklærede den tidligere serbiske provins Kosovo sin uafhængighed fra landet. Mens forholdet mellem Serbien og Montenegro siden er blevet noget anstrengt, så er det decideret elendigt mellem Kosovo og Serbien. Serbien modarbejder aktivt Kosovos selvstændighedserklæring på trods af, at erklæringen er kendt lovlig af international lov og er anerkendt af en lang række lande.

Et af de helt store internationale krav til Serbiens politiske ledelse har været, at den skulle samarbejde med Den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag (ICTY), som gentagne gange har lagt pres på regeringen for at udlevere mistænkte krigsforbrydere. Efter årelang modstand mod at samarbejde blev situationen bedret under Boris Tadic’ regering. Dette førte i 2008 til anholdelsen og udleveringen af Radovan Karadzic, den tidligere politiske leder af den bosnisk-serbiske enhed i Bosnien, til Tribunalet i Haag. I 2011 blev de bosniske serberes hærchef, Ratko Mladic, ligeledes udleveret til retsforfølgelse i Haag. Både Karadzic og Mladic blev idømt livsvarigt fængsel, ikke mindst for deres roller i folkedrabet i Srebrenica.

Økonomisk har serberne oplevet et voldsomt fald i levestandarden siden opløsningen af Jugoslavien. Den serbiske økonomi er stadig svag, og først i 2010 nåede landet op på det økonomiske niveau, det havde i 1989. 

Slovenien

Sammenlignet med de andre stater i det tidligere Jugoslavien har udviklingen i Slovenien siden selvstændigheden i 1991 været stabil. Det skyldes bl.a. Sloveniens etnisk ensartede befolkningssammensætning, og at landet havde en forholdsvis fredelig løsrivelse i sammenligning med Kroatien og Bosnien. Desuden var republikken hjemsted for det tidligere Jugoslaviens bedste og mest profitable industrivirksomheder.

Landet har dog lidt økonomiske tab. Det skyldes bl.a., at Sloveniens tidligere vigtigste handelspartnere – de øvrige republikker i det tidligere Jugoslavien – i dag lider under dårlig økonomi og et deraf følgende voldsomt fald i befolkningernes købeevne. Slovenien blev som den første af de tidligere jugoslaviske republikker optaget i både EU og NATO i 2004, hvilket har styrket landets position og stabilitet yderligere.

Artiklen er senest opdateret i 2023 af journalist og forfatter Steen Ramsgaard.

 

Læs mere

https://www.cia.gov/library/publications/the-world-factbook/
Webside for The World Factbook, der samler information om verdens landes historie, befolkninger, politiske systemer mm.

http://www.ohr.int/
Webside med meget information om den aktuelle situation i Bosnien. Den Høje Repræsentants Kontor er en international institution, der har ansvaret for at overvåge og gennemføre en række af de reformkrav mm., der blev vedtaget under fredsaftalen for krigen i Bosnien. Den Høje Repræsentant er samtidig EU’s særlige repræsentant i landet. 

Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information