Det danske særtilfælde – Socialtjenestens hjælp til danske jøder i eksil og fangenskab

Ved jødeaktionen i Danmark i oktober 1943 måtte mere end 8000 mennesker i al hast forlade deres hjem og ejendele. Mange jødiske familier havde selv truffet aftaler om deres ejendele og bolig inden flugten. Nogle fik hurtigt omsat deres værdier til rede penge og afsat møbler til venner og slægtninge. Andre måtte forlade deres hjem kun med det, de selv kunne bære. Overalt i København og provinsen stod tusindvis af boliger pludselig tomme og uden opsyn.

De danske myndigheder går i aktion

De danske myndigheder havde forudset situationen. Allerede på dagen for aktionen mod de danske jøder, den 1. oktober 1943, mødtes direktøren for Socialforvaltningen i Københavns Kommune med Socialministeriets øverste chef for at drøfte de praktiske muligheder for at hjælpe de danske jøder.  Dagen efter anmodede Socialministeriet kommunen om at passe på de efterladte boliger og ejendele. Endnu vidste man ikke, hvor mange jøder, der var blevet arresteret eller var flygtet. Hverken Socialministeriet eller Københavns Kommune havde overblik over, hvor mange jøder, der var i Danmark, eller hvor de boede. På trods af det reelle og potentielle pres fra tyske myndigheder og danske nazister var der ikke sket en registrering af de danske borgeres religiøse overbevisning eller etniske oprindelse.

Socialtjenesten

Den praktiske opgave med at passe på de efterladte boliger tilfaldt en lille gruppe medarbejdere, som gik under den diskrete titel Socialtjenesten. I dagene efter aktionen mod de danske jøder fik Socialtjenesten flere henvendelser fra både politi og privatpersoner, typisk viceværter, om lejligheder og forretninger, som var forladt af ejerne, eller som stod ulåste. Som oktober måned skred frem, modtog Socialtjenesten desuden besked fra fx el- eller telefonselskaber og andre offentlige myndigheder, ikke mindst fra Skattevæsenet, som reagerede på manglende skatteindbetalinger.

Sådan arbejdede Socialtjenesten

Når Socialtjenesten modtog en anmeldelse om en tom bopæl, sendte man straks en medarbejder ud på adressen for at undersøge boligens tilstand og registre al indbo. Samtidigt skulle medarbejderen forsøge at finde ud af, om der var fjernet genstande, og om uvedkommende havde haft adgang til lejligheden. Lejligheden blev herefter rengjort, og fordærvede madvarer blev fjernet. Elselskabet blev underrettet og bedt om at aflæse målere, telefonselskabet blev bedt om at fjerne telefonapparatet, og kommunens medarbejder lukkede for vand og gas. Til sidst sørgede Socialtjenesten for, at boligen blev låst forsvarligt.

Læs Socialtjenestens rapport vedrørende Ny Carlsbergvej, 5.november 1943

Hvis det var muligt at bevare lejligheden på ejerens hænder, betalte Socialtjenesten derefter huslejen. Hvis lejligheden allerede var genudlejet eller andet talte for, at den blev fremlejet – hvis huslejen fx var høj – pakkede man alle ejendele og møbler i kasser og opbevarede dem i særlige lagerhuse. Desuden indgik man kontrakter om værgemål for ejendele og forretninger med naboer, slægtninge og ansatte og forsøgte derved at afværge tyveri og misbrug. 

Mere end 6000 fik hjælp

Frem til april 1945 foretog Socialtjenesten i København i alt 1970 undersøgelser vedrørende tomme lejligheder eller mistænkelige forhold rundt omkring i byen. Socialtjenesten betalte husleje og alle øvrige omkostninger ved 97 lejligheder, mens 350 bohaver blev opbevaret. De samlede omkostninger ved Socialtjenestens arbejde med de efterladte boliger og ejendele løb op i 150.000 kr. i 1945. Det beløb svarede til 0,1% af Københavns Kommunes budget, og Socialministeriet refunderede alle udgifterne. Dermed kom hjælpen til de forfulgte reelt på finansloven. 

Socialtjenestens beskedne budget dækkede over en imponerende og værdifuld indsats. Antallet af undersøgelser omfattede hele familier og dermed sandsynligvis langt over 6000 personer. På landsplan var 8214 mennesker med jødisk baggrund flygtet til Sverige eller deporteret til koncentrationslejre og var dermed potentielt omfattet af Socialtjenestens indsats. Langt de fleste var bosat i København, men omsorgen rakte også ud over hovedstaden. Kommuner fra hele landet blev pålagt at varetage jødiske medborgeres rettigheder. Uden på forhånd at kende opgavens omfang endte Socialtjenesten i København og deres kollegaer i provinsen med at komme i berøring med langt hovedparten af jødiske hjem i Danmark. 

Langt bedre vilkår med Socialtjenestens hjælp 

Det er et paradoks, at de sager, hvor Socialtjenesten trådte til, ofte fik en bedre udgang end de sager, hvor den flygtede selv havde forsøgt at ordne sine forhold. Dels var al indbo og værdier ofte blevet solgt til en pinagtig ringe pris, og dels blev lejlighederne ofte genudlejet umiddelbart efter de jødiske beboere var rejst, så der var ikke meget at vende tilbage til for de flygtende. Når Socialtjenesten blev inddraget i en sag, hvor man endte med at konkludere, at det var sandsynligt, at de flygtende selv havde afhændet deres bohave og lejemål, kunne tjenesten ikke gøre mere for dem.

Plyndring af synagoge forhindret

Allerede den 3. oktober 1943 kom Socialtjenesten på en særlig opgave. Man fik et tip om, at der var sket noget i Københavns synagoge i Krystalgade. Socialtjenestens medarbejder rapporterede efter krigen, at synagogen:

”havde af tyskerne været benyttet til opsamlingssted under jøderazziaen og bar stadig præg deraf, idet de hvide bedesjaler var slængt hen over stolesæderne, og forskellige bønnebøger var spredt ud over gulvet. I højsædet flød gulvet med nedtrampede cigaretstumper, og forstanderskabets høje hatte, der ellers blev opbevaret i et skab i forhallen, havde været benyttet som fodbolde og var sparket ud over gulvet og ind under bænkeraderne. Socialtjenesten fjernede derefter, hvad man skønnede havde værdi, en del toraruller, forskellige sølvgenstande og nogle bøger. Disse effekter blev tillige med nogle kasser med effekter fra Mosaisk Troessamfunds Museum i Ny Kongensgade 6 ved bistand af Bymuseet opbevaret i krypten under en af Københavns gamle kirker. Herfra blev de efter kapitulationen udleveret til repræsentanten for Mosaisk Troessamfund”.

Nogle dage senere befandt Socialtjenesten sig tilfældigt i Det Mosaiske Troessamfunds bygning, da to Gestapomænd aflagde besøg. Gestapofolkene tog en bog og en gammel lysestage med sig, da de forlod bygningen. Socialtjenestens mand indberettede sagen til sin chef, som videregav oplysningerne til politiet, hvorefter, som det hedder i Socialtjenestens rapport fra 1946, ”det stjålne i løbet af få dage blev tilbageleveret.”

Danmark et paradoks i den nazistiske jødepolitik

Det hører til blandt et af de mest mærkværdige paradokser i den nazistiske jødepolitik, at den tyske besættelsesmagt valgte en radikal anden strategi i Danmark end i det øvrige Europa. Beretningen om den respektløse behandling af synagogen kan vække minder om den tyske besættelsesmagts fremfærd over for jødiske ejendomme og helligdomme overalt i Europa under Holocaust. 

Men eksemplet fortæller også om de helt særlige besættelsesforhold i Danmark, som ikke tillod ødelæggelser eller tyveri af jødisk ejendom. I Danmark udstedte Gestapo endda en instruks om ikke at bryde ind i jødernes lejligheder, ødelægge eller borttage indbo. Socialtjenestens rapporter bekræfter, at denne instruks i vid udstrækning blev respekteret, idet man med ganske få undtagelser kunne fastslå, at de besøgte lejligheder tilsyneladende ikke havde været genstand for razzia eller vold.  Tværtimod var de tyverier, som Socialtjenesten kunne konstatere, efter alt at dømme udført af danskere. 

Et formelt samarbejde 

Udenrigsministeriet og Socialministeriet forhandlede sig til en aftale med chefen for det tyske sikkerhedspoliti om, at danske myndigheder skulle passe på de deporterede jøders lejligheder og ejendele. Det tyske sikkerhedspoliti valgte herefter at returnere de nøgler, som dels var udleveret af viceværter og portnere under aktionen mod de danske jøder 1.-2. oktober 1943 og dels indsamlet blandt de deporterede i Theresienstadt. I realiteten arbejdede Socialtjenesten dog på kanten af den aftale, der var indgået med de tyske myndigheder. For tilladelsen omfattede kun deporterede jøder. Det var imidlertid Socialministeriets opfattelse, at de danske myndigheder var forpligtet til at udvide denne omsorg til personer, der ”på grund af forholdene [har] anset det for rigtigst at bringe sig i sikkerhed her i landet eller i udlandet”. 

De tyske myndigheder ønskede, at Socialtjenesten også varetog fordelingen af post fra Theresienstadt-fangerne og stod for indsamlingen af post til lejren. I december 1943 lykkedes de danske myndigheder at opnå en aftale om, at de deporterede i Theresienstadt kunne modtage en tøjpakke fra Danmark. Socialtjenesten fremskaffede de deporteredes eget tøj og navne og adresser på de fleste deporterede. Dette omhyggelige arbejde blev helt afgørende for de deporteredes fysiske såvel som psykiske tilstand.

Samarbejdspolitikken muliggjorde den enestående indsats

Socialtjenestens arbejde er helt enestående i Europa. Under tysk besættelse lykkedes det en offentlig dansk myndighed at passe på jøders efterladte ejendom. Arbejdet for at sikre og bevare jødernes ejendom og ejendele var i himmelråbende uoverensstemmelse med besættelsesmagtens bestræbelser på at skabe et Danmark, der var judenrein, renset for jøder. Meningen med Socialtjenestens arbejde var jo netop, at jøderne skulle have et hjem at vende tilbage til! 

Indsatsen illustrerer tydeligt, hvordan det råderum, som samarbejdspolitikken gav, blev udnyttet til fordel for den jødiske minoritet. Samarbejdet med tyskerne gjorde det muligt at stille krav og minimumsbetingelser. Det er iøjnefaldende og exceptionelt for Danmark, at de tyske myndigheder ikke alene udviste selvkontrol under razziaen, men også tillod, at danske myndigheder sørgede for, at der ikke skete misbrug og tyveri af jødisk ejendom.

Læs om den danske samarbejdspolitik

Mange jødiske familier, som i al hast havde forladt deres hjem og ejendele, kom hjem til en intakt bolig. Uden Socialtjenesten ville mange flere havde fundet deres ejendele spredt for alle vinde hos mere eller mindre pålidelige værger, som ikke alle efter 20 måneders forløb var i stand til at huske, at tingene ikke var deres egne. Desværre var det situationen for mange hjemvendte, der i god tro selv havde overdraget hjem og ejendele til andre. 

Historien om de jødiske familiers efterladte ejendom, lejligheder og forretninger understreger, at Danmark var et særtilfælde under Holocaust. Det samme var den danske stats vilje til – og muligheder for – at begrænse og afbøde virkningerne af terrorregimets besættelse. 

Af Sofie Lene Bak, Museumsinspektør, Ph.d., Dansk Jødisk Museum, forfatter til bl.a. ”Da krigen var forbi. De danske jøders hjemkomst efter besættelsen”, ”Dansk Antisemitisme 1930-1945” og ”Ikke noget at tale om. Danske Jøders krigsoplevelser 1943-45”.  I samarbejde med DIIS, oktober 2012