Dansk deltagelse i forbrydelser mod den sovjetiske civilbefolkning

De tyske styrker begik massive forbrydelser imod civilbefolkningen i de besatte sovjetområder. De danske østfrontfrivillige var med til at bekæmpe partisaner, udplyndre bønder, drive tvangsarbejdere sammen og udslette hele landsbyer.

Tyske soldater henretter russiske partisaner, september 1941, © Bundesarchiv, CC BY-SA 3.0

Tyskerne kom aldrig til at herske fuldt over de sovjetiske områder, de havde besat: En stærk partisanbevægelse voksede frem, som forsøgte at sabotere de tyske troppers fremfærd. Nazisterne bekæmpede partisaner ved hævnaktioner og brutal behandling af civilbefolkningen. Udtrykket "partisanbekæmpelse" blev også brugt til at dække over massemord på jøder.

Forskning fra Norge siger også noget om danske soldater

Ved HL-Senteret i Oslo har et forskningsprojekt undersøgt de norske østfrontfrivilliges aktiviteter i østområderne. Konklusionen var, ”at norske Waffen-SS-frivillige deltog i racekrigen på alle niveauer”.

Forskerne opregner en lang række krigs- og folkedrabsforbrydelser, begået af de enheder, hvor norske frivillige gjorde tjeneste – side om side med danske. Man kan dog ofte ikke fastslå, præcist i hvilket omfang nordmænd direkte deltog i de forbrydelser, som blev begået af enheder, der var etnisk blandede. Det samme gælder for de danske østfrontfrivillige. Der findes eksempler på forbrydelser begået af danskere i mange samtidige kilder, men noget samlet billede har forskningen endnu ikke skabt.

Rekrutter kastes ud i "partisanbekæmpelse"

Mellem 800-1000 danske frivillige gennemgik i 1942-43 Frikorps Danmarks rekrutskole i Bobruisk. Her var de regelmæssigt involveret i forbrydelser mod civilbefolkningen. Oplæring i ”partisanbekæmpelse” var en central del af uddannelsen på lige fod med træning til frontindsats. Meget hurtigt efter ankomsten blev nye rekrutter inddraget i partisanbekæmpelsesoperationer, både på grund af mandskabsmangel og fordi de sovjetiske partisaner var talrige og meget aktive i Hviderusland. Færdiguddannede frikorpsmænd deltog også i operationerne, når de opholdt sig ved Frikorpsets reservekompagni i Bobruisk på vej tilbage til fronten efter orlov eller hospitalsophold.

Oplæring til krigsforbrydelser og folkedrab

Frikorps Danmarks oplæring var baseret på SS’ almindelige uddannelseskoncept. Det indebar, at nye rekrutter skulle involveres i ”skarpe aktioner” fra et meget tidligt tidspunkt.

Så alt efter behov – og der var hyppigt brug for det – blev rekrutterne sendt ud på operationer, hvor de sammen med mere erfarne politi-, SS- og værnemagtsenheder skulle finkæmme større områder på landet for partisaner, sovjetsympatisører og ”mistænkelige folk”. ”Mistænkelige folk” kunne fx være jøder. Af Hvideruslands jøder var 200.000 blevet myrdet i 1941, kun få tusinde levede endnu under jorden. Når tropperne stødte på dem, blev de myrdet på stedet.

De tyske styrker brugte grundlæggende to taktikker: Nogle gange omringede de et stort opland og bevægede sig så i en lang kæde indad mod byen i centrum. Andre gange rykkede tyske tropper ind og besatte en central by eller landsby, tog hele befolkningen til fange og bevægede sig så udad for at finkæmme oplandet. Fælles for de to taktikker var, at alle, der forsøgte at flygte, eller som tyskerne mistænkte for at støtte partisanbevægelsen, blev skudt på stedet.

Hævnaktioner mod civilbefolkningen

Mere end 600 landsbyer jævnet med jorden

Fra 1941 til 1944 jævnede tyskerne mere end 600 landsbyer med jorden - alene i Hviderusland. Danske frikorpsfolk deltog regelmæssigt i sådanne aktioner.

Ofte havde partisanerne fundet ud af, at en tysk aktion var i vente og var stukket af, når soldaterne nåede frem. Så hævnede de tyske styrker sig på den tilbageværende civilbefolkning ved at myrde de tilfangetagne eller et udsnit af dem. De lokale blev ofte samlet i lader eller forsamlingshuse og myrdet med maskingeværer og håndgranater, eller træbygninger blev stukket i brand, så de indespærrede brændte ihjel.

Det var en del af rutinen, at de tyske styrker beslaglagde, hvad de fandt af fødevarer, kvæg m.v. og sluttede aktionen af med at nedbrænde hele landsbyen, så bygningerne ikke kunne anvendes af partisanerne, hvis de senere skulle vende tilbage.

Planlagde at lade lokalbefolkningen sulte ihjel

Haager-konventionen om skik og brug i landkrig fra 1907 fastslog bl.a., at en besættelsesmagt ikke må plyndre det besatte land eller konfiskere indbyggernes private ejendom. Tyskland havde underskrevet konventionen, men i Østeuropa havde det nazistiske regime ikke tænkt sig at overholde den. Så værnemagten fik ordre til i videst muligt omfang at konfiskere de forsyninger, den havde brug for, fra lokalbefolkningen.

En såkaldt ”Hungerplan” fra 1941 bestemte endda, at enorme mængder landbrugsvarer skulle udføres fra de besatte sovjetiske områder for at komme de tyske forbrugere til gode. At lokalbefolkningen ville sulte, og 20-30 millioner mennesker ville omkomme, var indregnet som konsekvens i planen.

Plyndring, deportation og drab på ”unyttige spisere”

I Bobruisk-regionen var danske frikorpsfolk også med til såkaldte ”høstsikringsaktioner”: De deltog i høstarbejdet og bevogtede afgrøderne for at forhindre, at bønderne gemte dem af vejen, eller at partisanerne kom og tog dem. I de besatte sovjetområder ernærede de tyske styrker sig hovedsageligt af, hvad de kunne konfiskere af forsyninger lokalt. Denne praksis var et groft brud på folkeretten, og aktionerne blev gennemført med stor brutalitet og kostede mange civile livet.

Fra foråret 1942 koblede tyskerne ”høstsikringsaktioner” og partisanbekæmpelsesoperationer til et nyt lige så folkeretsstridigt tysk mål: Man ville samle så mange arbejdsduelige mænd og kvinder som muligt og deportere dem til Tyskland som tvangsarbejdere. De tyske styrker udviste stor brutalitet i forbindelse med tvangsrekrutteringen. Da de mest arbejdsduelige fanger var blevet bortført, begyndte soldaterne i stigende grad at myrde resten af civilbefolkningen, fordi man anså dem for ”unyttige spisere”.

"Unyttige spisere"

Begrebet ”unyttige spisere” (tysk: unnütze eller nutzlose Esser) stammede fra 1930’ernes racehygiejniske propaganda, der lagde op til det såkaldte eutanasi-program, dvs. de drab på arveligt syge og handicappede tyskere, som blev gennemført 1940-45. Begrebet blev hurtigt udbredt til også at omfatte alle ikke-arbejdsduelige medlemmer af ”mindreværdige racer”, især i de besatte østeuropæiske områder. I en erklæring til Nürnberg-krigsforbryderdomstolen forklarede en af eutanasi-programmets topledere, Victor Brack, det menneskefjendske begrebs oprindelse:

”Til syvende og sidst ønskede Hitler ved at indlede eutanasi-programmet i Tyskland at udrydde de folk, som forvaredes på galehuse og lignende anstalter og ikke havde nogen som helst nytteværdi for Riget. Disse folk blev anset for unyttige spisere, og Hitler var af den opfattelse, at man ved at tilintetgøre disse såkaldte unyttige spisere kunne få mulighed for at frigøre flere læger, plejere, sygeplejersker og andet personale samt sygesenge og andet faciliteter til værnemagtens brug.”

Danske østfrontfrivillige fik tidligt indblik i eutanasi-programmet. I breve hjem fortalte de, at den kaserne i Treskau (i dag Owinska, Polen), hvor en del af Frikorps Danmarks uddannelse fandt sted, tidligere havde været sindssygehospital, og at man havde skudt de syge for at få plads til soldaterne.

Citatet er fra Dokumente zur ”Euthanasie”, Ernst Klee, Fischer, Frankfurt am Main 1985, oversættelse: Therkel Stræde

Danskernes rolle i forbrydelserne

Danske østfrontfrivillige deltog i både høstsikrings- og partisanbekæmpelsesoperationer. Det var en del af den almindelige rutine, men det præcise omfang er ikke kortlagt. Det vides – bl.a. fra en norsk SS-officer, som var med til at uddanne danskerne i Bobruisk – at brutalitetsniveauet var højt. Nogle gange måtte danskerne indgå i hastigt sammenstykkede ”brandkorps”, der rykkede ud, når partisanstyrker angreb tyskerne, eller man fik efterretninger om, at partisanerne havde slået sig ned et sted.

En del østfrontfrivillige vendte i 1943/44 tilbage til Danmark og gik ind i tyske terrorgrupper som Petergruppen, Schalburgkorpset og Hipo-korpset. De havde træningen i skånselsløs kamp mod civilbefolkningen med sig hjem i baggagen sammen med nazistisk ideologi og racehad. Desuden havde de et behov for at tage revanche for den sejr, de ikke havde kunnet vinde over Sovjetunionen.

Notater om frikorps- og SS-mænds krigs- og folkedrabsforbrydelser

Østfrontfrivillige (danskere og medlemmer af det tyske mindretal i Sønderjylland), som under retsopgøret efter krigen blev dømt for tysk krigstjeneste, afsonede mest deres straffe i Fårhuslejren ved Padborg. I lejrens arkiv findes bl.a. disse notater om frikorps- og SS-mænds deltagelse i de tyske krigs- og folkedrabsforbrydelser:

Om fangen H.H.: Fangen er en af de få, der indrømmer, at han mest har deltaget i kamphandlinger med russiske partisaner.

Om SS-Sturmbannführer (major) Poul Neergaard Jacobsen, der en tid var kommandør for Frikorps Danmark og derefter bataljonschef i SS-Panzergrenadierregiment 24 Danmark: Fangen fortalte i aftes om sine ’heltegerninger’ i nogle landsbyer ca. 70 km uden for den kroatiske hovedstad, hvor han lod sine soldater afbrænde landsbyer og tog alt, hvad der var af værdi med sig. Blev de overfaldet af partisaner ..., tog de blot civile mennesker, som de traf, for som fangen udtalte: Skulle de skære halsen over på os, kunne vi også gøre det på dem, og siden udtalte fangen, at det var ham en ret fornøjelig oplevelse.

Fangen B.P. fortalte, at han havde siddet på dynger af russerlig og spist sin frokost, hvilket ikke gjorde noget indtryk på ham. Derimod kunne han ikke lide at være med til at skyde kvinder og børn, som var blevet jaget ud af de boliger, som de tyske soldater skulle benytte til kvarter.

Et par jøder har jeg til min store glæde allerede ekspederet, skrev B.H., SS-mand fra det tyske mindretal, i et brev fra østområderne til sin hustru [Zu meiner grossen Freude habe ich schon ein Paar Juden erledigt].

Henrik Skov Kristensen: Straffelejren. Fårhus, landssvigerne og retsopgøret (Arnold Busck, Kbh. 2011) s.264ff.

Skrevet af Therkel Stræde, lektor i samtidshistorie ved Syddansk Universitet i Odense og sammen med Dennis Larsen forfatter til bogen En skole i vold, i samarbejde med DIIS, 2016