Civilbefolkningen - konfliktens ofre

Angreb på landsbyer

I perioden 2003-2020 var Darfurkonflikten især domineret af regeringshæren og Janjaweed-militsernes brutale angreb på landsbyer med hovedsageligt ikke-arabiske indbyggere. Angrebene på landsbyerne har typisk fungeret på den måde, at regeringstropperne indledte med angreb fra luften eller fra køretøjer. Efterfølgende red Janjaweed ind på kamel- eller hesteryg og færdiggjorde angrebet ved at slå mænd og drenge ihjel, voldtage piger og kvinder, plyndre for værdier og husdyr og slutteligt afbrænde huse og afgrøder. Angrebet afsluttedes ofte med at kaste ligene i landsbyens brønd og dermed forgifte drikkevandet og gøre området ubeboeligt. 

Regeringen accepterede ikke bare Janjaweed-militsernes fremfærd, men forsynede også militserne med træningslejre, våben og materiel. Janjaweeds overgreb førte allerede i 2004 til, at bl.a. USA’s udenrigsministerium åbent anklagede militsledere som Sheikh Musa Hilal for folkedrab. Senere, i 2010, udstedte International Criminal Court (ICC) i Haag en arrestordre på Sudans præsident al-Bashir for at være den øverste ansvarlige for folkedrabet udført af hæren og Janjaweed-militserne i Darfur.

Overgreb på kvinder og unge piger

Især kvinder og unge piger har været hårdt ramte, da voldtægt og anden vold mod dem er blevet en del af dagens orden i Darfur. Voldtægterne har tragiske konsekvenser, ikke bare på grund af det umiddelbare overgreb på kvinden, men fordi voldtægt er et meget tabuiseret emne i Sudan. Mange af kvinderne er efterfølgende blevet udsat for udstødelse og kan ikke blive gift eller stifte familie. 

Flygtninge og internt fordrevne

FN anslår, at mere end 300.000 darfurianere har mistet livet i forbindelse med konflikterne siden 2003. Det kan være under angrebene eller pga. de forværrede leveforhold, som fører til sult og sygdom (mæslinger, diarré, underernæring, leverbetændelse). Op mod tre millioner – over en tredjedel af Darfurs befolkning – har været nødsaget til at forlade deres hjem. Mange lever nu enten som flygtninge i nabolandet Tchad eller i lejre for internt fordrevne i andre dele af Darfur. En stor del har måttet flygte to til tre gange, når deres nye opholdssted også blev hjemsøgt af væbnede grupper.

Livet i flygtningelejrene

Heller ikke i lejrene, hvor der bor fra omkring 13.000 i de mindste til cirka 150.000 i de største, er der garanteret sikkerhed, heller ikke i perioden efter folkedrabet og borgerkrigen 2003-2020. Lejrene er jævnligt blevet udsat for angreb fra regeringsstyrker på jagt efter oprørere. Desuden holdt Janjaweed-militserne indtil 2020 ofte til lige i nærheden af lejrene, og der er blevet rapporteret om overfald og voldtægt af kvinder, som går uden for lejrene for at samle brænde. For de flygtninge, som er kommet til Tchad, er der tilsvarende utryghed, for konflikten i Darfur har bredt sig til naboområderne. Og samtidig har der også siden 2002 i Tchad været en konflikt mellem regeringen og militante islamistiske oprørsgrupper.

Livet som flygtning og internt fordreven er på flere måder en kamp om overlevelse. Det er ofte et dagsprojekt at hente vand og få maden til at række. For de fleste familier består den daglige kost af grød lavet af det korn, de får udleveret af nødhjælpsorganisationerne. Men dette er en ustabil kilde til mad, for uddelingerne er ofte uregelmæssige på grund af de mange forhindringer, som nødhjælpen skal passere på dens vej. Der er kun arbejde at finde for ganske få, som dermed kan tjene penge til at supplere nødhjælpen. 

Det er opslidende at leve i en lejr, især når der efter flere år stadigvæk ikke er udsigt til, at hverdagen igen vil blive fredelig og stabil. Det har medført mistro til ikke blot de stridende parter, men også til den fredsbevarende styrke, som var indsat i Darfur. Først var det soldater fra Den Afrikanske Union (AU), siden fra hybridstyrken, som FN og AU stod bag. 

Selv om soldaterne havde mandat til at beskytte civilbefolkningen skete det kun i ringe grad. Soldaterne er også selv udsat for angreb. Fra 2008 og indtil 2021, hvor den sidste del af hybridstyrken blev nedlagt, blev mere end 200 soldater dræbt.

Mistroen til den fredsbevarende styrke betød, at flere af lejrene blev så urolige og uforudsigelige, at de fredsbevarende soldater og politimænd ikke længere turde patruljere der. De civile blev som resultat heraf endnu mere udsatte.

I mange tilfælde er de landsbyer og den jord, som de fordrevne kommer fra, blevet beslaglagt af andre befolkningsgrupper, bl.a. af flygtninge fra konflikten i nabolandet Tchad. Det skaber ekstra problemer for de fordrevne i forhold til at kunne vende hjem. For hvad skal man gøre, når andre mennesker, der selv er fordrevne, er flyttet ind i ens hjem. Og hvordan afgør man, hvem der har mest ret til jorden? Denne problematik skaber grobund for nye konflikter.

Siden er senest opdateret i 2024 af historiker Matthias Bjørnlund.