Armeniens lange vej til selvstændighed

Armeniens guldalder

Som stat og nation har Armenien en historie, der går helt tilbage til det 6. århundrede f. Kr. Især fire elementer af armeniernes tidlige historie spiller i dag vigtige roller for deres nationale identitet og udgør derfor en idé om en slags national ’guldalder’.

•  Ifølge en armensk myte landede Noahs ark efter Syndfloden på det armenske bjerg Ararat, hvilket (ifølge myten) gør armenierne til direkte efterkommere af Noah. Ararat ligger i dag i Tyrkiet til stor frustration for armenierne.
• Som selvstændigt kongedømme havde Armenien sin territorielle storhedstid fra ca.190 til ca. 69 f. Kr., hvor riget strakte sig over det østlige Tyrkiet og dele af Syrien og Libanon.
• I år 301 blev Armenien den første nation, der tog kristendommen til sig som statsreligion, hvilket armenierne i dag betragter med stor national stolthed.
• I år 405 blev det armenske alfabet skabt, som stadig bruges i dag og anses for symbol på armensk civilisation og kultur.

I løbet af sin historie har Armeniens grænser været flyttet mange gange, og landet har været underlagt bl.a. Det Romerske og Det Persiske imperium, mongolerne og Osmannerriget. I 1375 blev den sidste rest af det armenske kongedømme besat, og der eksisterede ikke noget selvstændig Armenien i perioden 1375 til 1918, hvor den første armenske republik blev udråbt efter 1. Verdenskrigs afslutning.

’1000 dages republikken’

I de sidste måneder af 1. Verdenskrig, hvor det var blevet tydeligt, at Osmannerriget ville blive én af krigens tabere, blev den første armenske republik udråbt, den 28. maj 1918. I den første fredstraktat efter krigens afslutning fik Armenien yderligere tildelt en del af det, der i dag er det nordøstlige Tyrkiet. 

Men den første republiks levetid blev kort – ca. 1000 dage (fra maj 1918 til december 1920). I 1920 invaderede tyrkernes nye leder Mustafa Kemal Armenien for at generobre det tidligere tyrkiske territorium. Stormagterne, der var præget af krigstræthed, gav ingen militær støtte til den lille og fattige armenske stat, som derfor ikke kunne stå imod den tyrkiske invasion. Efter den tyrkiske invasion blev der indgået en ny fredstraktat, og det blev enden på den første republik, fordi tyrkerne fik lov til at beholde den del af Armenien, som de havde invaderet, og resten kom til at indgå i Sovjetunionen som ”Sovjetrepublikken Armenien”. 

Sovjetunionens kollaps – det moderne Armenien skabes

Da Sovjetunionen kollapsede i 1991, blev den tidligere Sovjetrepublik Armenien til den selvstændige stat, der eksisterer i dag. Det nye selvstændige Armenien var en drøm, der gik i opfyldelse for mange armeniere. Men den nye selvstændighed var ikke uden problemer. Som mange andre tidligere Sovjetrepublikker, var Armenien præget af fattigdom, arbejdsløshed, korruption og kriminalitet. Problemer som stadig ikke er løst i dag, og siden selvstændigheden i 1991 er mere end 20 % af Armeniens befolkning udvandret.

Nabokrig

Sovjetunionens kollaps bragte ikke kun selvstændighed til armenierne. Ud af sammenbruddet kunne flere af Sovjetrepublikkerne få den selvstændighed, de i lang tid havde ønsket, men det skabte til gengæld også mange konflikter om, hvor de nye grænser skulle drages. I december 1991 udbrød der krig mellem Armenien og den nye selvstændige naborepublik Azerbadjan.

Krigen gjaldt den armenske enklave Nagorno Karabagh, der officielt er en del af Azerbadjan, men hvor flertallet af befolkningen er armeniere. Det anslås, at 30.000 mennesker mistede livet i krigen, og at mere end 1 million mennesker flygtede eller blev fordrevet fra deres hjem. Som følge af krigen i Nagorno Karabagh indførte både Tyrkiet og Azerbadjan handelsblokade og lukkede grænserne til Armenien. Disse sanktioner gælder forsat i dag og har haft en meget negativ effekt på Armeniens økonomi.

Krigen blev afsluttet med en uofficiel våbenhvile, forhandlet ved russisk mellemkomst, 12. maj 1994. Våbenhvilen gælder fortsat i dag, men relationerne mellem Azerbadjan og Armenien er stadig meget anspændte.

Ulla Nedergård Pedersen, Historiker, i samarbejde med DIIS, 2008