Case: Had i rapmusik

Sizzla er en rapper fra Jamaica, der flere gange er blevet meldt til politiet for at opfodre til vold i sine sangtekster, som bl.a. har hadefulde budskaber om homoseksuelle. Men kan rapmusik være farlig? Skal Sizzlas musik forbydes?

Den jamaicanske sanger Sizzla

Baggrund

Den jamaicanske rapper Sizzlas koncerttur i Storbritannien blev i 2004 aflyst, efter han var blevet meldt til politiet for at opfordre til mord og vold i sine raptekster. I sine tekster er Sizzla meget hadefuld over for homoseksuelle. Derfor meldte Outrage – en interessegruppe for homoseksuelles rettigheder – Sizzla til politiet. Outrage mente, at rapmusik faktisk kan være farligt og opildne til had. Talsmanden for Outrage sagde: 

”Der er måske ikke mange (…), der direkte lytter til budskabet og går ud og følger hans direktiver. Men hvis man hører pladen tilstrækkeligt mange gange, bliver det absorberet, og det bliver en del af ens kultur, at man taler om og forholder sig til andre mennesker på den måde” sagde han. 

Ifølge Outrage er især unge mennesker uden uddannelse letpåvirkelige over for propaganda, der kan findes i rapmusik.”Ofte er det et spørgsmål om uddannelse, men det er klart, at når musikere direkte forsøger at opildne til had, gør det problemet meget værre.” Sizzlas koncerter er siden blevet aflyst i mange andre lande, herunder i Danmark i 2009, og senest i USA, hvor han skulle have spillet i december 2013.

En europæisk undersøgelse fra 2013 viser, at en fjerdedel af alle homoseksuelle er blevet truet med eller udsat for vold inden for de sidste 5 år.

Citaterne i casen er fra artiklen ”Hadsk rapmusik under anklage” i Berlingske Tidende den 10. november 2004, skrevet af Lone Theils.

Skrevet af Stine Thuge, senest opdateret februar 2015

Arbejdsspørgsmål
  1. Læs "Baggrund".
  2. Hvorfor meldte Outrage sangeren Sizzla til politiet i London i 2004?
  3. Læs Sizzlas tekst ”Nah apologize” og vurder, om den opildner til had mod homoseksuelle. Begrund din vurdering.
  4. Hvorfor mener Outrage, at rapmusik kan dræbe?
  5. Kan hadeful tale, fx i rapmusik, efter din mening føre til vold og drab? Begrund dit svar. 
  6. Er ytringsfriheden truet, hvis fx kunstnere som Sizzla ikke kan optræde med sange, som de har skrevet?
  7. Find på så mange idéer som muligt til, hvad der kan gøres for at bekæmpe had og vold mod homoseksuelle.
Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information