Case: Spis en banan - sig nej til racisme

Da en fodboldtilskuer kastede en banan efter fodboldspilleren Dani Alves, startede det en bølge med fokus på racisme i sportsverden.

Dani Alves samler den banan op, som en tilskuer har smidt efter ham, og spiser den.

Baggrund

Midt under en fodboldkamp i april 2014 mellem Barcelona og Villareal kastede en tilskuer en banan efter den brasilianske fodboldspiller Dani Alves, der er mørk i huden. Banankastning efter mørke spillere er set før i fodboldverdenen og ofte med racistisk motiv. Dani Alves reagerede ved at samle bananen op, spise den hurtigt og derefter fortsætte kampen, som om intet var hændt. Tidligere har lignende episoder udløst voldsomme reaktioner fra andre spillere. Derimod efterlod Dani Alves blot en tom bananskræl. 

Dani Alves handling blev brugt til at starte en kædereaktion af sympatierklæringer med et antiracistisk budskab. På de sociale medier lagde kendte og ukendte, sportsstjerner og skoleelever billeder op af sig selv, imens de spiser en banan under de to hashtags #NoToRacism og #WeAreAllMonkeys. Dermed var bananbølgen en realitet. 

Skrevet af Stine Thuge, senest opdateret februar 2015

Arbejdsspørgsmål
  1. Læs baggrundsteksten.
  2. Læs om racisme.
  3. Forklar, hvorfor det kan opfattes som racisme, at en tilskuer kastede en banan efter Dani Alves. 
  4. Diskuter den måde, Alves reagerede på. Hvad er positivt/negativt? Begrund.
  5. Kom med bud på, hvorfor episoden fik så stor opmærksomhed og startede en bananbølge.  
Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information