Kilder med arbejdsspørgsmål til 'Folkedrabet'

Den store terror

Arbejdsspørgsmål

1. Hvordan forklarer de forskellige fremstillinger årsagerne til de omfattende udrensninger i 1930’erne? 
2. Hvilke forskelle er der på fremstillingerne fra 1960’erne og 1970’erne i forhold til de senere fremstillinger? Tag for eksempel udgangspunkt i fremstillingen af Stalin og Kommunistpartiet.

Kilde 1: Forskellige fremstillinger af årsagerne til de store udrensninger:

1.  Uddrag fra History of the Communist Party and the Soviet Union (Bolsheviks): Short Course, Moskva 1948.

In 1936, Stalin began to attack his political opponents in a series of" purges" aimed at destroying the vestiges of political opposition to him. What follows is the official explanation from textbooks published before Stalin's excesses were repudiated by his successors.

The achievements of Socialism in our country were a cause of rejoicing not only to the Party, and not only to the workers and collective farmers, but also to our Soviet intelligentsia, and to all honest citizens of the Soviet Union. But they were no cause of rejoicing to the remnants of the defeated exploiting classes; on the contrary, they only enraged them the more as time went on. They infuriated the lickspittles of the defeated classes - the puny remnants of the following of Bukharin and Trotsky.

These gentry were guided in their evaluation of the achievements of the workers and collective farmers not by the interests of the people, who applauded every such achievement, but by the interests of their own wretched and putrid faction,
which had lost all contact with the realities of life. Since the achievements of Socialism in our country meant the victory of the policy of the Party and the utter bankruptcy of their own policy, these gentry, instead of admitting the obvious facts and joining the common cause, began to revenge themselves on the Party and the people for their own failure, for their own bankruptcy; they began to resort to foul play and sabotage against the cause of the workers and collective farmers, to blow up pits, set fire to factories, and commit acts of wrecking in collective and state farms, with the object of undoing the achievements of the workers and collective farmers and evoking popular discontent against the Soviet Government. And in order, while doing so, to shield their puny group from exposure and destruction, they simulated loyalty to the Party, fawned upon it, eulogized it, cringed before it more and more, while in reality continuing their underhand. subversive activities against the workers and peasants.

At the Seventeenth Party Congress, Bukharin, Rykov and Tomsky made repentant speeches, praising the Party and extolling its achievements to the skies. But the congress detected a ring of insincerity and duplicity in their speeches; for what the Party expects from its members is not eulogies and rhapsodies over its achievements, but conscientious work on the Socialist front. And this was what the Bukharinites had showed no signs of for a long time. The Party saw that the hollow speeches of these gentry were in reality meant for their supporters outside the congress, to serve as a lesson to them in duplicity, and a call to them not to lay down their arms.

Speeches were also made at the Seventeenth Congress by the Trotskyites, Zinoviev and Kamenev, who lashed themselves extravagantly for their mistakes, and eulogized the Party no less extravagantly for its achievements. But the congress could not help seeing that both their nauseating self-castigation and their fulsome praise of the party were only meant to hide an uneasy and unclean conscience. However, the Party did not yet know or suspect that while these gentry were making their cloying speeches at the congress they were hatching a villainous plot against the life of S. M. Kirov.

On December 1, 1934, S. M. Kirov was foully murdered in the Smolny, in Leningrad, by a shot from a revolver. The assassin was caught red-handed and turned out to be a member of a secret counter-revolutionary group made up of members of an anti-Soviet group of Zinovievites in Leningrad. S. M. Kirov was loved by the Party and the working class, and his murder stirred the people profoundly, sending a wave of wrath and deep sorrow through the country. The investigation established that in 1933 and 1934 an underground counter-revolutionary terrorist group had been formed in Leningrad consisting of former members of the Zinoviev opposition and headed by a so-called "Leningrad Centre." The purpose of this group was to murder leaders of the Communist Party. S. M. Kirov was chosen as the first victim. The testimony of the members of this counter-revolutionary group showed that they were connected with representatives of foreign capitalist states and were receiving funds from them. The exposed members of this organization were sentenced by the Military Collegium of the Supreme Soviet of the U.S.S.R. to the supreme penalty - to be shot.

Soon afterwards the existence of an underground counter-revolutionary organization called the "Moscow Centre" was discovered. The preliminary investigation and the trial revealed the villainous part played by Zinoviev, Kamenev, Yevdokimo and other leaders of this organization in cultivating the terrorist mentality among their followers, and in plotting the murder of members of the Party Central Committee and of the Soviet Government.

To such depths of duplicity and villainy had these people sunk that Zinoviev, who was one of the organizers and instigators of the assassination of S. M. Kirov, and who had urged the murderer to hasten the crime, wrote an obituary of Kirov speaking of him in terms of eulogy, and demanded that it be published.

The Zinovievites simulated remorse in court; but they persisted in theiduplicity even in the dock. They concealed their connection with Trotsky. They concealed the fact that together with the Trotskyites they had sold themselves to fascist espionage services. They concealed their spying and wrecking activities.
They concealed from the court their connections with the Bukharinites, and the existence of a united Trotsky-Bukharin gang of fascist hirelings.

As it later transpired, the murder of Comrade Kirov was the work of this united Trotsky-Bukharin gang.... The chief instigator and ringleader of this gang of assassins and spies was Judas Trotsky. Trotsky's assistants and agents in carrying out his
counter-revolutionary instructions were Zinoviev, Kamenev and their Trotskyite underlings. They were preparing to bring about the defeat of the U.S.S.R. in the event of attack by imperialist countries; they had become defeatists with regard to the workers' and peasants' state; they had become despicable tools and agents of the German and Japanese fascists. The main lesson which the Party organizations had to draw from the trials of the persons implicated in the foul murder of S. M. Kirov was that they must put an end to their own political blindness and political heedlessness, and must increase their vigilance and the vigilance of all Party members....

Purging and consolidating its ranks, destroying the enemies of the Party and relentlessly combating distortions of the Party line, the Bolshevik Party rallied closer than ever around its Central Committee, under whose leadership the Party and the Soviet land now passed to a new stage - the completion of the construction of a classless, Socialist society.

Kilde: http://www.fordham.edu/HALSALL/mod/1936purges.html

2.Uddrag fra Det alunionske kommunistiske (bolsjevik)partis historie. En kort oversigt. Under redaktion af en kommission nedsat af VKP(b)s centralkomite. Godkendt af VKP(b)s centralkomite 1938, Moskva 1952. 

[Denne bog var den første egentlige partihistorie, der udkom i Sovjetunionen. Den blev frem til 1953 trykt i i alt 50 millioner eksemplarer og var dermed uden sammenligning den mest udbredte historiebog i Sovjetunionen].

Året 1937 afslørede nye kendsgerninger om udyrene fra Bukharin-Trotskij banden. Retssagen mod Pjatakov, Radek og andre, retssagen mod Tukhatjevskij, Jakir og andre og endelig retssagen mod Bukharin, Rykov, Krestinskij, Rozengolts og andre – alle disse retssager viste, at Bukharintilhængere og trotskitser åbenbart allerede længe har udgjort én fælles bande af folkefjender under navnet ”den højre-trotskistiske blok”.

Retssagerne viste, at disse udskud af den menneskelige race sammen med folkefjenderne – Trotskij, Zinovjev og Kamenjev – lige siden den socialistiske oktoberrevolutions første dage deltog i en sammensværgelse mod Lenin, mod partiet og mod sovjetstaten. De provokatoriske forsøg på at ødelægge Brest-freden i begyndelsen af 1918; sammensværgelsen mod Lenin og aftalen med de ”venstre”-socialrevolutionære om at arrestere og dræbe Lenin, Stalin og Sverdlov i foråret 1918; det forbryderiske skud mod Lenin der sårede ham sommeren 1918; de ”venstre”-socialrevolutionæres opstand sommeren 1918; den bevidste skærpelse af modsætningerne i partiet i 1921 med det formål at undergrave og sabotere Lenins ledelse indefra; forsøgene på at styre partiets ledelse under Lenins sygdom og efter hans død; udleveringen af statshemmeligheder og overgivelsen af spionoplysninger til udenlandske efterretningstjenester; det forbryderiske mord på Kirov; den skadelige og undergravende virksomhed og bombeeksplosionerne; de forbryderiske mord på Menzjenskij, Kujbyskev og Gorkij – alle disse og lignende ugerninger er, viser det sig, i løbet af de sidste 20 år blevet begået med deltagelse af eller under ledelse af Trotskij, Zinovjev, Kamenjev, Bukharin og Rykov og deres slæng – efter anvisninger fra udenlandske borgerlige efterretningstjenester.

Retssagerne gjorde det klart, at de trotskistiske-bukharinske udyr, under udførelsen af deres herrers – de udenlandske borgerlige efterretningstjenesters – ordrer, havde sat sig som mål at ødelægge partiet og sovjetstaten, at undergrave landets forsvar, at bane vejen for en udenlandsk militær intervention, at forberede den røde hærs nederlag, at opsplitte USSR, at overdrage det sovjetiske Stillehavsområde til japanerne, at overdrage det sovjetiske Hviderusland til polakkerne, at overdrage det sovjetiske Ukraine til tyskerne, at tilintetgøre arbejdernes og kolkhozbøndernes erobringer og at genindføre det kapitalistiske slaveri i USSR.

Disse hvidgardistiske pygmæer, hvis styrke man kun vil kunne sammenligne med styrken hos det usleste kryb, regnede sig tilsyneladende – for at glæde sig selv – for landets herskere, og de bildte sig ind, at de rent faktisk kunne bortskænke og holde udsalg af Ukraine, Hviderusland og Stillehavsområdet.
Disse hvidgardistiske kryb glemte, at det er det sovjetiske folk, der er herre i sovjetlandet, og at d’herrer Rykov, Bukharin, Zinovjev og Kamenjev kun rent midlertidigt gjorde tjeneste for en stat, som til enhver tid kan fordrive dem fra sine gemakker som ubrugeligt skidt.

Disse usle fascistlakajer glemte, at det sovjetiske folk kun behøver at knipse med fingeren for at fjerne ethvert spor af dem.

Sovjetdomstolen dømte de bukharinske-trotskistiske udyr til døden.

NKVD bragte dommen til udførelse.

Det sovjetiske folk godkendte, at den bukharinske-trotskistiske bande blev knust, og gik over til de følgende sager.

De følgende sager bestod i at forberede sig til valgene til USSRs øverste Sovjet og afholde dem på en organiseret måde.

Kilde: Nielsen, Erik Bach: Sovjetunionens historie, København  1990, side 104-105.

3. Berkin, I.B, Belenkij, M.P.Kim: USSRs historie. Socialismens epoke (1917-1963). Lærebog for 10. og 11. klasse, Moskva. 1964.

Vedtagelsen af USSRs nye forfatning var et klart bevis på det socialistiske demokratis opblomstring. I uforenelig modstrid hermed var de grove brud på det interne partidemokrati, på det sovjetiske demokrati og på den socialistiske retsorden, som var forbundet med Stalins persondyrkelse.

I.V. Stalin var fra 1922 det kommunistiske partis centralkomites generalsekretær. Sammen med de andre ledende personer inden for partiet og sovjetstaten kæmpede han aktivt for at virkeliggøre de socialistiske reformer i USSR, han ledede kampen mod trotskister, højreopportunister og borgerlige nationalister og mod de kapitalistiske indkredsningsplaner. Fra begyndelsen af 30’erne begyndte der imidlertid at blive skabt en myte omkring Stalins navn som ”den store og geniale”. Man begyndte at tilskrive ham alle det sovjetiske folks succeser og resultater under opbygningen af socialismen, hvilket førte til en nedvurdering af partiets ledende rolle og af de arbejdende massers afgørende rolle i opbygningen af det nye samfund. Da han var et magtsygt menneske opfattede Stalin de endeløse lovprisninger af hans person som noget, der hørte sig til. De blev særlig ihærdigt udspredt af de mennesker, der stod ham nærmest – Kaganovitj, Molotov og Jezjov. Og Stalin blev overbevist om at han var ufejlbarlig.

Som et resultat heraf skete der det, som V.I. Lenin havde advaret imod allerede i 1922. Stalin begyndte at misbruge magten og at krænke de leninistiske principper om kollektiv ledelse og personligt at afgøre de vigtigste spørgsmål i partiets og statens liv. Stalin erstattede partiets og dets centralkomites kontrol over statssikkerhedsorganisationernes virksomhed med sin personlige kontrol og begyndte at benytte disse organer til sine egne formål. 

De negative træk ved hans karakter, som V.I. Lenin havde advaret imod, viste sig mere og mere tydeligt; grovhed, lunefuldhed, intolerance over for kritik og overdreven mistænksomhed. Den 1.december 1934 blev partiets yndling Sergej Mironovitj Kiriv, sekretær i VKP(b)s centralkomite og i Leningrads regionskomite, dræbt i Leningrad på forbryderisk vis. Stalin udnyttede dette mord som en anledning til at gøre op med de personer i partiet og staten, som han ikke kunne lide. Mange uskyldige mennesker blev arresteret og straffet. Hermed var begyndelsen lagt til de meget grove brud på den socialistiske retsorden, som tog et særligt opsving i anden halvdel af 30’erne.

Til at retfærdiggøre masseafstraffelserne og andre ulovlige handlinger fremsatte Stalin i 1937 tesen om, at klassekampen uundgåeligt ville tilspidses efterhånden som det sovjetiske samfund blev mere fremskredent. Men det var en urigtig og fejlagtig tese, eftersom der med udryddelsen af de udbyttende klasser i USSR ikke var noget grundlag for en klassekamp. 
Stalin forholdt sig med stadig større mistænksomhed og mistro til den gamle leninistiske garde. Han anbragte karrieremageren Jezjov og senere den forbenede charlatan Berija i statssikkerhedsorganerne. For at tækkes Stalin fabrikerede de beskidte anklager mod fremtrædende ledende personer inden for partiet og staten. Uden det ringeste grundlag blev disse personer anklaget for alvorlige forbrydelser, landsforræderi, spionage og skadelig virksomhed.

På grundlag af disse løgnagtige anklager blev mange fremragende partimedlemmer og trofatse leninister henrettet, heriblandt: A.S. Bubnov, S.V. Kossior, N.V.Krylenko, P.P. Postysjov, J.E. Rudzutak, M.M. Khataevitj, V.J. Tjubar, R. Ejkhe. Og fremragende hærførere fra den røde hær og helte dea borgerkrigen blev tilintetgjort: V.K. Bljukher, P.E. Dybenko, A.I. Jegorov, M.N. Tukhatjevskij, I.E. Jakir og andre. Vort partis berømte søn Sergo Ordzjonikidze, der var kommet til den overbevisning at han ikke længere ville kunne arbejde sammen med Stalin og dele ansvaret for hans magtmisbrug, begik selvmord i 1937.

Hundreder af komsomolmedlemmer, der var hengivne over for partiet, blev også ofre for afstraffelser uden noget grundlag. Bland de uskyldigt dræbte var den sovjtiske ungdoms fremragende fører, sekretæren i Komsomols centralkomite Aleksandr Kosarev. 

Stalins persondyrkelse bragte stor skade. Men den kunne ikke standse vor sejrrige fremmarch, selv om den virkede stærkt bremsende på den socialistiske opbygning.

Under ledelse af det store kommunistparti overvandt den heltemodige arbejderklasse, den arbejdende bondestand og den sovjetiske intelligentsia alle vanskeligheder og opbyggede sejrrigt socialismen efter den plan, der var anvist af den udødelige Lenin.

Kilde: Nielsen, Erik Bach: Sovjetuniones historie, København 1990, side 106-107.

4. Medvedev, Roy A.: Let History Judge. The Origins and Consequenses of Stalinism, New York 1973, side 324-326. 

Vi er således kommet til den konklusion, at hverken Stalins hjælperes intriger eller hans egen syrlige mistænksomhed spillede den afgørende rolle i begivenhederne i 1936-39, skønt det ville være forkert fuldstændigt at nægte betydningen af disse faktorer. Hvad var da de grundlæggende motiver bag Stalins forbrydelser?

Det første og vigtigste var uden tvivl Stalins grænseløse ærgerrighed. Dette konstante men omhyggeligt skjulte begær efter ubegrænset magt viste sig hos Stalin længe før 1937. Skønt han havde stor magt var det ikke nok – han ønskede den absolutte magt og ubegrænset underkastelse under hans vilje. De normer for partiets liv, som Lenin havde indført, stod i vejen for ham. Han var altid irriteret over at være nødt til at overveje synspunkter og kritik fra de andre ledere, blandt hvilke han efter Lenins død kun var den første blandt ligemænd. Skønt Stalin bestak mange gamle partiledere før 1937, var han helt klar over, at disse folk ikke bare ville blive tandhjul i det statsmaskineri han ønskede at skabe. Disse ledere følte, at de også havde taget del i opbygningen af staten og partiet, og de krævede deres del af ledelsen. Men Stalin ønskede ikke at dele magten med nogen af sine kammerater.

En leders grænseløse ærgerrighed fører ikke automatisk til masserepressioner mod hans modstandere og rivaler. Når vi betragter det personlige aspekt i 1930’ernes repressioner må vi ikke kun regne med Stalins ærgerrighed, men også med hans grusomhed og ondskab. Vi må også lægge mærke til modsætningen mellem Stalins grænseløse ærgerrighed og hans begrænsede evner. Det var netop denne modsætning der bragte Stalin i konflikt ikke blot med dem han betragtede som sine nuværende eller kommende modstandere, men også med mange gamle bolsjevikker, som var ham personligt hengivne, som aldrig sagde ham imod, og som udførte alle hans ordrer. Fra sine tidlige år havde Stalin et mindreværdskompleks. Kombineret med ærgerrighed og forfængelighed skabte det en hadefuld misundelse. Uden nogen grundig og systematisk uddannelse og uden kendskab til noget fremmedsprog blev han i 1917 medlem af en regering, som selv af sine fjender blev betegnet som den mest veluddannede i Europa. Omgivet af mange strålende begavelser må Stalin have følt sig underlegen som politiker, som teoretiker og som taler. Herfra stammede hans misundelse mod ethvert veluddannet intellektuelt partimedlem. Han ønskede ikke kun ubegrænset magt, men også grænseløs beundring. Derfor blev mange mennesker hans fjender ikke fordi de var modstandere af regimet, men fordi de havde arbejdet fortjenstfuldt for det.

5. Leonard Schapiro: The Communist Party of the Soviet Union, New York 1971, side 433-434.

Ved udgangen af 1934 var Stalins revolution blevet fuldført med succes og i hvert fald i et sådant omfang at det punkt var nået, hvorfra der ikke var nogen vej tilbage. Landbrugets kollektivisering var en kendsgerning, og den industrielle udvikling var omsider begyndt at vise tegn på en stigende tendens. To veje var nu åbne for partiet. Den ene var fred, en indstillen af udrensningerne, lempelse af disciplinen og hvilen ud på succesens laurbær. Noget i den retning kan have foresvævet dem (hvis der var nogen) der betragtede Kirov som indbegrebet af den nye linie. Stalin må en sådan kurs sikkert have forekommet katastrofal. Han ville kunne frygte, at en afslutning på det vilde ridt, der hidtil havde ført partiet til sejren, ville bevirke en farlig afspænding, der også ville betyde en afslutning på partiets magtmonopol. Han kunne også, og med rette, have forudset, at i en situation med fredelige tilstande inden for partiet ville der ikke være plads til ham. For det er sjældent en mande der har regeret ved hjælp af terror selv kan overleve når terroren holder op. Der er blevet vakt for mange lidenskaber og for meget had, der er for mange stemmer, der råber på hævn for fortidens fejltagelser. Rjutin-programmet i 1932, hvis beretningerne om det er autentiske, stillede en fjernelse af Stalin som det første krav – en ting som Stalin næppe havde glemt i 1936. Således var Stalin nødt til at vælge den anden vej, terroren. Men terror er værdiløs, ja faktisk farlig for dem der anvender dem, hvis den stopper op på halvvejen og ikke uskadeliggør alle som, hvis de var i live eller på fri fod, ville kunne nære hævntanker. Med den grundighed som altid karakteriserede ham stoppede Stalin ikke på halvvejen: han gennemførte en total fornyelse af partiet ved at fjerne den generation, der havde lavet revolutionen og vundet borgerkrigen, og ved at forfremme nye folk, der skyldte ham alt. Således må Stalins revolution i landbruget og industrien og hans angreb på partiet der fuldendte denne revolution ses som integrerede dele af én og samme proces.

6. Korabljov, Ju. I., Fedosov, I.A og Borisov, Ju. S: USSRs historie. Lærebog for 10. klasse, Moskva 1989.

Det bureaukratiske kommandosystem, der var unaturligt og i modstrid med socialismen, blev en bremse for det sovjetiske samfunds udvikling. Stalin hævdede, at det ikke var dem der valgte og stemte, der havde magten, men dem der regerede. Det udøvende apparat begyndte i modstind med forfatningen af påtage sig lovgivende funktioner. Fra dette tidspunkt begyndte udfærdigelsen af talløse instruktioner og befalinger, der ofte var i modstrid med lovene.

I en række tilfælde udførte statsorganerne handlinger, herunder afstrafningspolitik, uden noget som helst lovligt grundlag. Allerede fra anden halvdel af 1920’erne foregik der arrestationer og forvisninger af medlemmer af oppositionen inden for partiet, der ikke havde gjort noget ulovligt. Senere voksede disse repressioner i omfang, og grundlaget for dem blev forfalsket. Det berørte o første række betydelige grupper af den gamle skole – ingeniører, agronomer og økonomer…

Indtil begyndelsen af 1930’erne foregik repressionerne først og fremmest under dække af kampen mod klasse-fjendtlige elementer – kulakker, NEPmænd og borgerlige specialister. Ganske vist var antallet af dømte betydeligt højere end disse gruppers reelle andel af befolkningen. Fra 1934 ramte repressionerne partiet i betydeligt større omfang end tidligere. Signalet hertil blev mordet i Smolnyj i Leningrad d. 1. december 1934 på politbureaumedlem og sekretær centralkomiteen og iLeningrads partikomite S.M. Kirov. I denne sag er der stadig meget uklart. Alle direkte vidner blev straks efter udryddet. Men det er helt klart, hvem der benyttede sig af dette.

… Til hver sag var der kun afsat få minutter. På den tid kunne man kun nå en skematisk udspørgen, en formel afklaring af om den anklagede erklærede sig skyldig og en oplæsning af den på forhånd affattede dom.

… Efter foreløbige beregninger udgør det samlede antal ofre for repressionerne omkring 40 millioner mennesker.

… Der var fra starten en skarp modsætning mellem forfatningen og det virkelige liv. Det var åbenbart for enhver, der var i stand til at tænke. I forfatningen nævntes det, at den enkelte person var ukrænkelig, at brevvekslingen var hemmelig, og at ingen kunne straffes uden en retssag. Men i det virkelig liv fortsatte massearrestationerne, vilkårligheden og repressioner uden nogle retssager. I forfatningen taltes der om klassernes ligestilling. Men kolkhosbønderne havde ikke noget internt pas og var berøvet deres berøvelsesfrihed.

Kilde: Nielsen, Erik Bach: Sovjetunionens historie, København 1990, side 112-113.

7. Rosenfeldt, Niels Erik og Pape Carsten: Politikens Ruslands historie 1917-1982: Sovjetstaten, København 1993, side 100-101.

Alle Stalins potentiale rivaler var nu ryddet af vejen og tilmed stemplet i den offentlige bevidsthed som ”en bade mordere, spioner og sabotører” –for at tale som Vysjinskij [ Chefanklager en række retssager, Moskvaprocesserne, mod tidligere fremstående partimedlemmer]. Med processerne var der også udnævnt en samling syndebukke for al det, der var gået skævt i Sovjetunionen. Og gennem de store udrensninger havde Stalin ydermere tappet kommunistpartiet for meget af dets gamle dynamiske kraft og reelt frigjort sig for enhver ansvarlighed over for partiets kompetente forsamlinger. Han havde nedbrudt alle former for gruppesolidaritet i samfundet og samtidigt bragt en helt ny generation af ungstalinister frem til statens højeste embeder. Og han  havde tillige fået knust enhver tendens til national selvhævdelse og uafhængig optræden i de ikke-russsiske sovjetrepublikker – frem for alt Ukraine. I en vis forstand var der tale om en anden fase i den ”stalinistiske” revolution. Som bønderne blev kaldt til orden gennem afkulakiseringen, skulle samfundets politiske, administrative og intellektuelle elite nu gøres til totalt loyale tjenere i Stalins nye system ved hjælp af udrensningsinstrumentet. Og hurtigt skulle det gå. Midt i trediverne forudså Stalin sandsynligvis, at han snart kunne komme til at træffe et skæbnesvangert valg på udenrigsfronten: enten en krig eller også en aftale med Hitler. Og i begge tilfælde var der stor risiko for, at en ny stærk opposition ville rejse sig mod generalsekretærens linie.

Kollektivisering af landbruget

Arbejdsspørgsmål:

1. Hvad siger Stalin om kollektiviseringen i sin tale?
2. Ser du en sammenhæng mellem faldet i antal kollektive landbrug og i løbet af 1930 og Stalins tale? Og i så fald hvilken?

Kilde 1: Artikel af Stalin i ”Pravda”, Nr. 60, 2.marts 1930. 

Om kollektivbrugsbevægelsen.

Sovjetmagtens Resultater paa Kollektivsbrugsbevægelsens Omraade er noget, alle taler om nu. Selv Fjenderne er tvunget til at anerkende, at der er naaet alvorlige Resultater. Disse resultater er virkelig ogsaa store.

Det er en Kendsgerning, at der den 20. Februar i Aar allerede var kollektiviseret 50pCt. af Sovjetunionens Bondebrug. Det betyder, at vi indtil 20. februar 1930 har opfyldt Femaarsplanen til mere end det dobbelte. 

Det er en Kendsgerning, at Kollektivbrugne indtil 28. februar i Aar allerede har oplagret over 3,6 Millioner Tons Saakorn til Vaarsæden, d.v.s. over 90 pCt. af Planen, altsaa ca. 220 Millioner Pud Saakorn i Kollektivbrugene alene – efter den resultatrige Opfyldelse af Kornfremskaffelsesplanen – udgør et vældigt Fremskridt.

Hvad vidner alt dette om?
Det vidner om, at Landsbyens grundlæggende Vending til Socialismen allerede kan betragtes som sikret. 

Man behøver ikke at bevise, at disse Resultater er af største Betydning for vort lands Skæbne, for hele Arbejderklassen som vort Lands førende Kraft og endelig for Partiet selv. Rent bortset fra de umiddelbare praktiske Følger, har disse Resultater vældig Betydning for selve Partiets indre Liv, for Opdragelsen af vort Parti. De har besjælet vort Parti med Mod og Tro paa egne Kræfter. De bevæbner Arbejderklassen med Tro paa vor sags Sejr. De tilfører vort Parti nye Millionreserver. 

Dette stiller partiet den Opgave at forankre de opnaaede Resultater og udnytte dem planmæssigt til den fortsatte Bevægelse fremad.

Dog har Resultater ogsaa deres Skyggeside, særlig naar de opnaas forholdsvis ”let”, saa at sige ”uventet”. Sadanne Resultater skaber undertiden Indbilskhed og Hovmod: ”Vi kan alt!”, ”Intet er for vanskeligt for os!” Disse Resultater beruser ofte Folk, faar det til at svimle for dem, de mister Maadeholdet, de mister Evnen til at forstaa Virkeligheden, der opstaar en Tendens til at overvurdere ens egne Kræfter og undervurdere Modstanderens Kræfter, der kommer fantastiske Forsøg paa ”i en Haandevending” at løse alle den socialistiske Opbygnings Spørgsmaal. Der er slet ingen Plads mere til Omsorgen for, at de opnaaede Resultater – vi er jo alligevel i Stand til ”i en Haandevending” at opnaa Socialismens fuldstændige Sejr: ”Vi kan alt!”, ”Intet er for vanskeligt for os!”

Dette stiller Partiet den Opgave at føre en beslutsom Kamp mod disse for Sagen farlige og skadelige Stemninger og forjage dem fra Partiet.

Man kan ikke hævde, at disse for Sagen farlige og skadelige Stemninger paa nogen Maade har fundet stærk Udbredelse i vort Partis Rækker. Men disse Stemninger findes dog i vort Parti, og der er ingen Grund til at hævde, at de ikke vil blive stærkere. Og hvis disse Stemninger faar Borgerret hos os, skal man ikke tvivle om, at Kollektivbrugsbevægelsen vil blive betydeligt svækket, og at der kan opstaa en reel Fare for, at denne Bevægelse strander.

Dette stiller vor Presse den Opgave systematisk at afsløre disse og lignende antileninistiske Stemninger.

Nogle Kendsgerninger:
1. Resultaterne af vor Kollektivbrugspolitik forklares blandt andet ved, at denne Politik baseres paa Kollektivsbrugsbevægelsens Frivillighed og paa Hensyntagen til Forholdenes Forskelligartethed i Sovjetunionens forskellige Egne. Man maa ikke skabe Kollektivbrug med Magt. Det vilde være dumt og reaktionært. Kollektivbrugsbevægelsen maa baseres paa aktiv Støtte fra Bøndernes Hovedmasser. Eksempler paa Kollektivsbrugsopbygning i de udviklede Egne maa ikke mekanisk overføres til de uudviklede Egne. Det vilde være dumt og reaktionært. En saadan ”Politik” vilde med et Slag kompromittere Kollektiviseringens Idé. Man maa ved Bestemmelsen af Tempoet og Metoderne for Kollektivbrugenes Opbygning omhyggeligt tage Forholdenes Forskelligartethed i Sovjetunionens forskellige Egne i Betragtning.

I Kollektivbrugsbevægelsen hos os staar Kornegnene i første Række. Hvorfor? For det første, fordi vi disse Egne har det største Antal allerede konsoliderede Sovjetbrug og Kollektivbrug, som har givet Bønderne Mulighed for at overbevise sig om den nye Tekniks Styrke og Betydning, om Styrken og Betydningen af den nye, kollektive Organisering af Driften. For det andet, fordi disse Egne bag sig har to Aars Skoling fra Kampen mod Kulakkerne under Kornfremskaffelseskampagnerne, hvad der maatte lette Kollektivbrugsbevægelsen. Sluttelig fordi disse Egne i sidste Aar i meget stor Maalestok er blevet forsynet med de bedste Kadrer fra Industricentrerne.

Kan man sige, at disse særlig gunstige Forhold ogsaa er forhaanden i de andre Enge, f. Eks. i de konsumerende Egne, som vore nordlige Distriker, eller i de endnu tilbagestående Nationaliteters Egne, skal vi sige Turkestan? Nej, det kan man ikke sige.

Det er klart, at Principet om Hensyntagen til Forholdenes Forskelligartethed i Sovjetunionens forskellige Egne ved Siden af Principet om Frivillighed er en af de alvorligste Forudsætninger for en sund Kollektivbrugsbevæglese.

Men hvad sker der egentlig undertiden hos os? Kan man sige, at Principet om Frivillighed og om Hensyntagen til de lokale Særegenheder ikke krænkes i en Række Egne? Nej, det kan man desværre ikke sige. Det er f. Eks. bekendt, at man i en Række af de nordlige Egne i den konsumerende Zone, hvor der findes forholdsvis ringere Betingelser for øjeblikkelig Organisering af Kollektivbrug end i Kornegnene, ikke sjældent gør sig Umage for at erstatte Forberedelsesarbejdet til Organisering af Kollektivbrug med embedsmandsagtig Dekreteren af en Kollektivsbrugsbevægelse, med Papirresolutioner om Kollektivbrugenes Vækst, med Organisering af Kollektivbrug, der eksisterer paa Papiret og ikke findes i Virkeligheden, men om hvis ”Eksistens” der findes en Bunke pralende Resolutioner. 

Eller lad os tage nogle Distrikter i Turkestans, hvor der findes endnu ringere Betingesler for øjeblikkelig Organisering af Kollektivbrug end i de nordlige Omraader af den konsumerende Zone. Det er bekendt, at der i en Række Distrikter i Turkestan allerede har været gjort Forsøg paa at ”indhente og overgaa” Sovjetunionens fremskredne Distrikter, og det skete paa den Maade, at man truede med militær Magt, man truede med at fratage de Bønder, der foreløbig endnu ikke vilde træde ind i Kollektivbrugene, det nødvendige Vand til Overrisling og Industriprodukterne. 

Hvad man denne Underofficeren Prisjibejefs ”Politik” have tilfælles med Partiets Politik, som baseres paa Frivillighed og Hensyntagen til de lokale Særegenheder ved Kollektivbrugsopbygningen? Det er klart, at de ikke har og ikke kan have noget som helst tilfælles.

Hvem har Brug for disse Forvrængninger, denne embedsmandsagtige Dekreteren af Kollektivbrugsbevægelsen, disse uværdige Trusler mod Bønderne? Ingen andre end vore Fjender!

Hvad kan disse Forvrængninger føre til? Til Styrkelse af vore Fjender og til Kompromittereng af Kollektivbrugsbevægelsens Idé.

Er det ikke klart, at Ophavsmændene til disse Forvrængninger, som anser sig for ”venstreradikale”, i Virkeligheden hælder Vand paa Højreopportunismens Mølle?

2. Et af de største Fortrin ved vort Partis politiske Strategi bestaar i, at det forstaar i hvert givet Øjeblik at udvælge Bevægelsens Hovedled, ved Hjælp af hvilket det saa trækker i hele Kæden med henimod det fælles Maal for at blive i Stand til at løse Opgaven. Kan man sige, at Partiet allede har udvalgt Hovedleddet i Kollektivbrugsopbygningens System? Ja, det kan og skal man.

Hvori bestaar dette Hovedled?
Maaske i Kooperationen til fælles Dyrkning af Jorden? Nej, ikke deri. Den Kooperation til fælles Dyrkning af Jorden, i hvilken Produktionsmidlerne endnu ikke er Fælleseje, er et for længst paseret Stadium i Kollektivbrugsbevægelsen.

Maaske i Landbrugskommunen? Nej, ikke i Kommunen. Kommunnerne er foreløbig endnu Enkeltforeteelser i Kollektivbrugsbevægelsen. For Landbrugskommunerne som fremherskende Form, hvor ikke blot hele Produktionen, men ogsaa Fordelingen sker i Fællesskab, er betingelserne endnu ikke modne.

Hovedleddet i Kollektivbrugsbevægelsen, dens for Øjeblikket fremherskende Form, som man nu maa benytte, er Landbrugsartelet.

I Landbrugsartelet er de vigtigste Produktionsmidler fælles, hovedsagelig i Kornbruget: Arbejdet, Jordens Udnyttelse, Maskineren og andet Inventar, Trækdyrerne og Avlsbygningerme. Ikke fælles er: Grundstykker, der ligger lige ved Gaarden (smaa Haver med Grønsager og smaa Frugthaver), Beboelseshuse, en vis Del af Malkekvæget, Smaakvæg, fjerkræ o.s.v. Artelet er derfor Kollektivbrugsbevægelsens Hovedled, fordi der er den formaalstjenligste Form til Løsning af Kornproblemet. Og naar Kornproblemet er Hovedleddet i det samlede Landbrugs System, saa er det fordi man uden dets Løsning hverken kan løse Kvægproblemet (smaat og stort Kvæg) eller Problemet om de industrielle Nytteplanter og Specialkulturer, som skal levere Industrien de vigtigste Raastoffer. Derfor er Landbrugsartelet for Øjeblikket Hovedleddet i Kollektivbrugenes System.

Det er Udgangspunktet for ”Mønsterstatuten” for Kollektivbrugene, hvis endelige tekst bliver offentliggjort i Dag.
Det maa ogsaa være Udgangspunktet for vore Parti- og Sovjetfunktionærer; en af deres Pligter Bestaar netop i at studere denne Statut indgaaende og fuldt ud omsætte den i Handling. Det er Partiets Indstilling i dette Øjeblik.

Kan man sige, at denne Partiets Indstilling bliver omsat i Handling uden Overtrædelser og Forvanskninger? Nej, det kan man desværre ikke sige. Det er bekendt, at der i en Række Egne i Sovjetunionen, hvor kampen om Kollektivbrugenes eksistens endnu langtfra er afsluttet, og hvor Artelerne endnu ikke er konsolideret, bliver gjort Forsøg paa at springe ud over Artelets ramme og springe lige ind i Lankdbrugskommunen. Artelet er endnu ikke konsolideret, men man gør allerede Beboelseshuse, Smaakvæg og Fjerkær til ”Fælleseje”, saa ar denne ”Overgang til Fælleseje” udarter til en bureaukratisk Papir-Dekreteren, da der endnu ikke er Betingelser forhaanden, som muliggør en saadan Overgang til Fælleseje. Man kunde tro, at Kornproblemet allerede er løst i Kollektivbrugene, at det er et allerede overstået Stadium, at den grundlæggende Opgave i Øjeblikket ikke er at løse Kornproblemet, men at løse Kvægavls - og Fjerkræavlsproblemet. Man maa spørge, hvem der har Nytte af dette hovedløse ”Arbejde”, hvorved de forskellige Former for Kollektivbrugsbevægelse puttes i samme Gryde. Hvem har Nytte af denne dumme og fir Sagen skadelige Ilen forud? At irriterer Kollektivbonden ved ”Overgang til Fælleseje” af Beboelseshuse, af alt Malkekvæg, Smaakvæg og Fjerkræ, mens Kornproblemet endnu ikke er løst, mens Kollektivbrugenes Artelform endnu ikke er konsolideret – er der ikke klart, at en saadan ”Politik” kun kan passe og være til Nytte for vore svorne Fjender? En af disse ivrige ”Fællesejeindførere” gaar endog saa vidt, at han i Artelet udsteder en Befaling, hvori han foreskriver, at man ”inden tre Dages Frist i hvert Brug skal registerer alt Fjerkræ”, indføre særlige ”Kommandører” til registrering og Tilsyn, ”besætte Kommandopunkterne i Artelerne”, ”lede den socialistiske Kamp uden t forlade Posterne” og - naturligvis – presse hele Artelet ind i hans hule Haand. Hvad er dette – en Politik til Ledelse af Kollektivbruget eller en Politik til Opløsning og Kompromittering af det? Jeg vil endda slet ikke tale om de med Forlov at sige ”Revolutionære”, som begynder Organiseringen af Artelet med at hente Kirkeklokkerne ned. At hente Kirkeklokkerne ned – hvilken revolutionær Handling!

Hvorledes kunde disse kluddervorne Øvelser i at ”oprette Fælleseje” opstaa hos os, disse latterlige Forsøg paa at springe Buk over sig selv, Forsøg, der sætter sig til maal at komme udenom Klasserne og Klassekampen, men som i Virkeligheden er Vand på vore Klassefjenders Mølle? De kunde kun opstaa i den Atmosfære, som vore ”lette” og ”uventede” Resultater paa Kollektivsbrugsopbygningens Front skaber. De kunde kun opstaa som resultat af den kluddervorne Opfatteslse i en Del af Partiet: ”Vi kan alt!”, ”Intet er for svært for os!” De kunde kun opstaa som resultat af, at nogle af vore Kammerater er blevet øre af Resultaterne, og at de et Øjeblik har mistet fForstandens Klarhed og blikkets Nøgternhed.

For at faa vort Arbejde paa Kollektivbrugsopbygningens Omraade ind i det rette spor, maa man gøre Ende paa disse Opfattelser.

I Øjeblikket bestaar en af vort Partis nærmeste Opgaver heri.
Førerskabets Kunst er en alvorlig Sag. Man maa ikke komme bagefter Bevægelsen, thi at komme bagefter betyder at rive sig løs fra Masserne. Men man maa heller ikke ile forud, thi at ile forud betyder at miste Forbindelsen med Masserne. Den, der vil føre Bevægelsen og samtidig opretholde Forbindelsen med Millionmasserne, han maa føre Kampen paa to Fronter – saavel mod dem, der hinker bagefter, som mod dem, der iler forud.
Vort Parti er netop stærkt og uovervindeligt, fordi det ved Ledelsen af Masserne forstaar at bevare og mangedoble sine forbindelser med Arbejdernes og Bøndernes Millionmasser.

Artikel af Stalin i ”Pravda”, Nr. 60, 2.marts 1930

Kilde: Stalin, Josef: Leninismens problemer, København 1940, side 344-350.

Kilde 2: Tabel over kollektive landbrug

Fra slutningen af 1920’erne tvang sovjetstyret millioner af bønder til at forlade sine egne små private landbrug til fordel for at slutte sig til de større kollektive landbrug. Bønderne blev ved hjælp af meget brutale metoder tvunget til at aflevere alt, hvad de ejede til dette fællesskab, hvilket mange bønder var imod.
 

Andel af bondebrug og opdyrket jord, som var kollektiviseret: 

	1/6 1929	10/3 1930	1/7 1930	1/7 1931	1/7 1932	1/7 1933	1/7 1934	1/7 1935	1/7 1936
% af bondebrug kollektiviseret	4	57,6	23,6	52,7	61,5	64,4	71,4	83,2	89,6
% af areal i kollektivbrug	-	-	33,6	67,8	77,6	83,1	87,4	94,1	-

Kilde: Christensen, Jørgen Peter: Sovjetunionens Økonomiske Historie, Herning 1994, side 105.