Uddrag fra Johann Kremers dagbog, læge i Auschwitz

Lægen Johann Paul Kremer var født i 1884 og 58 år, da han kom til Auschwitz i august, 1942. Han havde ophold i lejren i mindre end tre måneder. Kremer stod for at inspicere gasningerne (omtalt nedenfor med eufemismen ”specialaktion”) og genoplive SS-folk, hvis de kom til at indånde de giftige gasser. Han havde været medlem af det nazistiske parti siden juli 1932, dvs. en kort tid inden nazisterne fik den politiske magt i Tyskland. Siden 1935 var han medlem af SS, først med rangen ”Untersturmführer” og senere i Auschwitz promoveret til ”Hauptsturmführer”.

Under sit ophold i Auschwitz er han i gang med at blive skilt fra sin kone (i et dagbogscitat fra 9. september 1942 jubler han over et brev fra hans advokat om at han nu officielt er skilt).

Efter krigen blev han arresteret af briterne i Münster og udleveret til Polen, hvor han blev dømt til 10 års fængsel. Da han vendte tilbage til Tyskland i 1958 fik and frataget sin læge-grad. Han døde i 1960.

3. september 1942

[ca. 3 dage efter hans ankomst til Auschwitz]

”Var til stede ved en specialaktion for første gang kl. 3 om morgenen. Til sammenligning virker Dante’s Helvede næsten som en komedie. Det er med god grund de kalder Auschwitz for en udryddelseslejr!” (s. 162)

5. september, 1942

”Var ved middagstid til stede ved en specialaktion i kvindernes lejr (Muslimer) [Muslimer var nazisternes betegnelse for fanger, som var fuldkommen nedbrudt både psykisk og fysisk, og derfor i konstant foroverbøjet tilstand, som muslimer i bøn] – det mest horrible af det horrible. Hschf. Thilo, militær kirurg, havde ret da han sagde til mig i dag, at vi befinder os her i anus mundi [verdens anus]. Om aftenen kl. 8 var der endnu en specialaktion med en selektion fra Holland. Mændene konkurrerer om at tage del i sådanne aktioner, fordi de får ekstra rationer – 1/5 liter vodka, 5 cigaretter, 100 gram pølse og brød. I dag og i morgen er jeg på vagt" (s. 162-3)

23. september, 1942

"Var i nat til stede ved den 6. og 7. specialaktion. Obergruppenführer Pohl med følge ankom til Waffen-SS klub huset om morgenen. Vagterne ved døren præsenterede våben [for mig] for første gang. Kl. 8 om aftenen [var der] middag i Obergruppenführer Pohl’s hjem, et virkeligt festligt måltid. Vi fik bagt gedde, så meget af det, som vi ville have, rigtig kaffe, fremragende øl og sandwich" (s. 166)

27. september, 1942

"Denne søndag eftermiddag fra 4 til 8 [var der] en fest i klubben med middag, fri øl og cigaretter. Tale af kommandant Höss og en musical og teaterprogram" (s.166).

8. november, 1942

"Tog del i to specialaktioner (nr. 12 og 13) i det regnfulde og dystre vejr. Om morgenen bød jeg Hschaf. Kitt, en af mine elever fra Essen, velkommen til hospitalet. Endnu en specialaktion om eftermiddagen, den 14. jeg har deltaget i indtil videre. Om aftenen [var der] en hyggelig sammenkomst, som jeg var blevet inviteret til af Hstuf. Wirths, som nu er til stede i lejren. Vi fik bulgarsk rødvin og blommebrændevin fra Kroatien" (s. 172-173).