Patriot.dk – Danmarks første "patriotiske" webside

Patriot.dk er en dansk webside, der indeholder stærkt nationalistisk og systemkritisk materiale samt Holocaust-benægtende artikler. Siden er bestyret af Ole Kreiberg, som også er en af ankermændene bag det nu opløste Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning. Emnerne på siden er først og fremmest systemkritik, ytringsfrihed, ”revisionisme” og raceideologi.

Websiden er først og fremmest meget problematiserende i forhold til ”fremmede” (fx muslimer, jøder mv.), men har også en stor database af benægterartikler på både dansk og engelsk. Tidligere var det nationalistiske og racistiske internetmagasin Dronten også en del af websiden, men det har nu fået sit eget domæne: thedodo.info, hvortil der linkes fra patriot.dk’s forside.

Ordforklaring: Patriot

Ifølge Politikens Fremmedordbog er en patriot en person, der elsker sit land og er parat til at arbejde for det og forsvare det [mod udefrakommende trusler]. 

Patriot.dk redigeres af Ole Kreiberg, der på forsiden fralægger sig ethvert ansvar for indholdet i de artikler, der ikke er skrevet eller udvalgt af ham personligt. Herom siges det andetsteds: ”Jeg fralægger mig et hvert ansvar for disse navngivne bidragsyderes udtalelser, samtidig med at jeg håber, at jeg kan være med til at skabe en spændende debat og styrke ytringsfriheden ved at bringe dem.” En stor del af websidens artikler er dog skrevet af Kreiberg selv, bl.a. ”Betydningen af etnisk forskellighed”, ”Er jeg racist?” og ”En plan til skabelse af et etnisk homogent Danmark” osv.

Websiden har desuden en stor linksamling, der henviser til andre nationalistiske og systemkritiske websider, revisionistiske websider samt politiske partiers websider. 

Sidst opdateret 2010

 
Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information