Kilde: SS-mands beretning fra udryddelseslejren Belzec – "Gerstein-rapporten"

Uddrag fra SS-manden Kurt Gersteins beretning fra august 1942, hvor han besøgte udryddelseslejren Belzec.Kurt Gerstein gik ind i nazistiske system for at bekæmpe det indefra, men endte mod sin vilje og overbevisning med at blive medskyldig i folkedrabet på jøderne. I 1942 blev de fleste massedrab foretaget i udryddelseslejrene Bełzéc, Sobibór og Treblinka i det tysk-besatte Polen, hvor man benyttede kuliltegas i form af udstødning fra bilmotorer (frem for giftgassen Zyklon B). Gerstein overværede en massegasning i Belzec.

”For foden af den gule sandstenshøj ligger en lille banegård med to perroner. Det er lige nord for vejen og jernbanelinjen Lublin-Lemberg. Syd for, i nærheden af landevejen, står nogle bygninger med påskriften: »SS-tjenestested Belzec«. Ved siden af den lille banegård stod en stor barak, der tjener som »garderobe«. Der er en stor skranke til »værdigenstande« og et rum med 100 »frisørstole«. Så kom en sti på 150 meter, der på begge sider var omgivet af pigtråd, og hvor der var skilte med teksten: »Til badene og inhalationsanlæggene«. Foran os lå et hus, badehuset, til højre og venstre derfor stod store betonurtepotter med geranier og andre blomster i. Efter at være gået op ad en lille trappe så man på højre og venstre side tre rum, der så ud som garager: fire gange fem meter, 1,90 i højden.

Næste morgen kort før klokken syv forklarede man mig, at det første tog ville ankomme om ti minutter. Og ganske rigtigt kom det første tog fra Lemberg efter et par minutter. 45 jernbanevogne med 6700 personer, hvoraf 1450 allerede var døde ved ankomsten. Bag de små vinduesåbninger, der var dækket af pigtråd, så man ængstelige børn, kvinder og mænds gullige ansigter. […] 

Så blev der givet besked over en stor højttaler. Folk skulle afklæde sig alt tøj, også briller og proteser. Det skete i det fri, for enkeltes vedkommende i barakken. Skoene skulle bindes sammen med et lille stykke snor, som en fireårig jødedreng uddelte. Alle værdigenstande og penge skulle afleveres ved skranken til »værdigenstande« uden at der blev udstedt nogen slags kvittering for det. Så skulle pigerne og kvinderne til frisøren, hvor deres hår blev klippet af i et eller to snuptag og forsvandt ned i nogle store melsække. Den tjenestegørende SS-Unterscharführer* forklarede mig, at håret skulle »bruges til et eller andet specielt på ubådene, pakninger og sådan noget«. […]

Mænd, kvinder, børn, spædbørn og benamputerede, alle nøgne, fuldkommen nøgne, passerede forbi os. I et hjørne står en lunefuld SS-mand, der med salvelses-fuld stemme siger til de arme stakler: »Der sker jer ikke det mindste. I skal bare trække vejret dybt, det er godt for lungerne. Inhalationen er nødvendig på grund af smitsomme sygdomme. Det er en effektiv desinficering.«. Når de spørger ham om deres skæbne, svarer han: »Mændene skal naturligvis arbejde med at bygge huse og veje. Kvinderne behøver slet ikke at arbejde, men hvis de vil, kan de hjælpe til i huset og køkkenet.«. Hos enkelte af de stakkels mennesker flammer et lille håb op, der er nok til at få dem drevet ind i dødskamrene uden protester. De fleste ved dog besked. Lugten fortæller dem om deres skæbne! Så går de op ad den lille trappe og ser sandheden. Ammende mødre med deres spædbørn ved brystet, nøgne, talrige børn i alle aldre, nøgne.   De tøver, men går alligevel ind i dødskamrene. De fleste er tavse og drives frem af dem, der kommer bagved, eller af SS-folkenes piskesmæld. […]

Efter 2 timer og 49 minutter åbnes for dieselen – stopuret har registreret alt. […]

Efter 32 minutter er alle døde. Fra den anden side åbner jødiske arbejdere dørene. Man har lovet dem friheden og en procentdel af værdigenstandene som løn for deres frygtelige arbejde. De døde står endnu op, da der ikke er den mindste plads til at falde om. Selv i døden kan man se, hvordan familierne endnu holder hinanden i hånden. To dusin arbejdere er beskæftiget med mundene, som de bryder op med jernkroge, »Dem med guld til venstre, dem uden til højre!«. Andre kontrollerer endetarme og kønsdele for penge, brillanter, guld osv. Med en hammer river tandlæger guldtænder, broer og kroner ud […]

Så blev ligene kastet i store grave på cirka 100 gange 20 gange 12 meter, der lå i nærheden af dødskamrene. Efter nogle få dage svulmede ligene op, og det hele hævede sig to til tre meter på grund af gasserne, der udviklede sig i ligene. Efter endnu et par dage faldt ligene sammen igen. Dagen derpå blev gravene igen fyldt og dækket med 10 centimeter sand. Noget tid senere – har jeg hørt – byggede man riste af jernbaneskinner og brændte ligene ved at hælde dem over med benzin og dieselolie. Så forsvandt de på den måde.”

*SS-delingsfører