Kilde: Overlevendes beretning fra udryddelseslejren Treblinka

"Om morgenen kørte toget, og vi nåede Treblinka station. Jeg så et tog, der passerede os, og i det var der folk, der var sultne, lurvede og halvdelen var nøgne. De sagde noget til os, men vi forstod det ikke. Dagen var brændende varm. Den manglende luft var forfærdelig, og vi var meget tørstige. Jeg kiggede ud af vinduet. Bønderne bragte vand og opkrævede 100 zloty for hver flaske. Jeg havde ingen penge, bortset fra 10 guldmønter. Også en 2’er, en 5’er og en 10’er i sølv, med et portræt af Marshal,* som jeg havde beholdt som en souvenir. Så jeg var tvunget til at undvære vand. Andre købte det. De betalte 500 zloty for et kilogram af sort brød. Jeg var forpint af tørst indtil middag. Så kom den fremtidige Hauptsturmfuehrer og udvalgte 10 mænd, der bragte os vand. Jeg lindrede min tørst en smule. Der blev givet ordre om at fjerne de døde, men der var ingen. Klokken fire om eftermiddagen kørte toget. Vi ankom i Treblinka efter et par minutter. Det var først der, at skyklapperne faldt fra vores øjnene. Ukrainerne med rifler og maskingeværer stod på tagene af hytterne. Hele området var fyldt med lig, nogle påklædte og andre nøgne. Deres ansigter var fordrejede af frygt og rædsel. De var sorte og opsvulmede. Deres øjne var frosset helt åbne. Deres tunger hang ud, hjernemasse var sprøjtet ud over det hele, og ligene var forvredne. Der var blod overalt. Vores uskyldige blod. Blodet fra vores børn, vores brødre og søstre. Blodet fra vores fædre og mødre. Og vi er uden håb, vi indser, at vi ikke undslipper vores skæne.

Vi bliver beordret ud af bilerne. Ejendele skal efterlades. Vi bliver ført ind i gården. Der var to store opslagstavler med ordrer til at udlevere guld, sølv og ædelsten og alle værdigenstande. Hvis man nægtede, ville det medføre dødsstraf. På tagene af hytterne stod ukrainerne med maskingeværer. Kvinder og børn blev beordret ud til venstre og mændene blev beordret til at sætte sig ned i gården til højre. Lidt derfra var nogle i gang med at arbejde: De sorterede ejendele taget fra toget. Jeg formåede at snyde mig over blandt arbejderne og begyndte at arbejde; jeg modtog første piskeslag fra en tysker, som vi kalder Frankenstein. Kvinder og børn fik besked på at tage deres tøj af.

[…] Når vi bar, eller mere korrekt slæbte, ligene væk, tvang de os til at løbe, og vi blev slået ved den mindste forsinkelse. De døde havde ligget der i lang tid. De var allerede begyndt at rådne. Der var en stank af død og råddenskab i luften. Orme kravlede rundt på de elendige lig. Når vi bandt bælterne om ligene, ville en arm eller et ben ofte falde af. Vi arbejdede også på gravsteder til os selv indtil skumring, uden mad eller drikke. Dagen var varm, og vi var meget plaget af tørst. Når vi nåede hytterne om aftenen, begyndte vi hver især at lede efter folk, vi havde kendt dagen før – forgæves – de var ikke at finde, de var ikke længere blandt de levende.” 

* Der er tale om Marshal Jozef Pilsudski, Polens politiske leder fra 1918-1935