Hitler og nazismens forbrydelser

Adolf Hitler var helt central i nazismen. Han spillede en hovedrolle i udformningen af det nazistiske partis program og verdensanskuelse. Han var partiets leder og hovedtaler, og han lagde partiets strategi for magtovertagelse. Fra januar 1933 var han rigskansler, og fra august 1934 desuden rigspræsident med titlen ’Fører’. Som diktator tog han personligt skæbnesvangre beslutninger om overfaldet på Polen i september 1939, som udløste 2. Verdenskrig, overfaldet på det allierede Sovjetunionen, samt krigserklæringen mod USA. Hans beslutninger førte dermed til millioner af menneskers død og til Tysklands krigsnederlag. Hitler spillede desuden en afgørende rolle i de jødeforfølgelser, der førte til, at millioner af mennesker blev myrdet i ly af krigen alene på grund af deres påståede ’race’.

Hitlers verdenssyn

Hitlers forestillingsverden var præget af et stort antal fjendebilleder. Han afskyede marxister, hvad enten de var kommunister, socialdemokrater, pacifister, demokrater eller kapitalister. Disse grupper bar i Hitlers øjne skylden for, at Tyskland havde tabt 1. Verdenskrig og var blevet underlagt de hårde fredsbetingelser i Versailles-traktaten. For Hitler var disse fjender imidlertid kun forskellige på overfladen. Han mente, at de i virkeligheden repræsenterede forskellige ansigter af den egentlige fjende, nemlig ’jøderne’. Hitler anså jøder for en enhed, som arbejdede sammen om at tage magten over andre folk, herunder ’tyskerne’. 

Som det fremgik af Hitlers taler og af hans bog, Mein Kampf, skulle de, der ikke naturligt hørte til den ’ariske race’, fjernes fra det tyske folk. Det tyske folk skulle styrkes ved, at de svageste blev fjernet, da det enkelte menneske i nazismen alligevel kun havde værdi som bestanddel af folket. Desuden skulle folkets territorium (Lebensraum) udvides gennem erobringskrige. 

Hvorfra kom Hitlers forestillinger?

Mange har spurgt, hvad der skabte Hitlers verdenssyn. Hitler blev født i Østrig i 1889, og hans senere verdensbillede var påvirket af hans ungdom i Wien, hvor han i en periode levede som hjemløs og forgæves forsøgte at blive kunstner. I Wien var der et stort jødisk mindretal og en række politikere, der lagde dette mindretal for had. I Wien læste Hitler desuden tyske og østrigske racistisk-nationalistiske skrifter. 

Hitlers verdenssyn blev yderligere formet af Første Verdenskrig, hvor han deltog på tysk side. Hitler mente som mange andre, at Tyskland og Østrig-Ungarn tabte krigen pga. marxister og demokrater i hjemlandet, mens det i virkeligheden var krigsmodstandernes overmagt, der afgjorde krigen. Hitler mente, at det var nødvendigt at ensrette samfundet, og at alle, der ikke lod sig ensrette, måtte fjernes. Da han så jøder som uforbederligt skadelige, skulle alle jøder fjernes – på den ene eller anden måde.

Hvordan kunne Hitler få så stor magt?

Til forskel fra andre personer med forvrænget verdenssyn fik Hitler opbakning fra et stort antal vælgere og blev en ekstremt magtfuld politisk leder. Et af de centrale spørgsmål omkring nazismen er derfor, hvordan Hitler kunne opnå denne opbakning?

En del af svaret ligger i, at han var en medrivende taler, der kunne sætte ord på mange tyskeres frygt og frustrationer. Tiden efter 1. Verdenskrig var præget af skuffelse, frustration, social elendighed og skepsis over for det nyoprettede demokrati. Det var en frugtbar grobund for Hitlers retorik. Hitler stillede vælgerne i udsigt, at en ’overvindelse’ af demokratiet med dets uenige partier ville gøre det muligt at samle tyskerne i et enigt nationalt fællesskab med ham som ’fører’. Dette fællesskab ville give styrke til at skaffe arbejde og brød til alle og til atter at gøre Tyskland respekteret i udlandet. De fleste tyskere kunne glæde sig over, at de som tyskere var værdifulde nok til automatisk at tilhøre det nye fællesskab. I modsætning hertil skulle jødiske tyskere holdes ude af fællesskabet. 

Hitler og ’Folkefællesskabet’ 

Hitlers paroler skaffede ikke det nazistiske parti vælgerflertal. Men de gjorde det nazistiske parti til det største parti i Tyskland, og på den baggrund lykkedes det Hitler at blive udpeget til Rigskansler. Ved hjælp af denne magtposition og ved hjælp af sit ’politiske tæskehold’, det såkaldte SA (Sturm Abteilung), fik Hitler elimineret og forbudt alle andre partier end det nazistiske. Nazisterne lukkede hurtigt alle aviser, organisationer osv., der gav udtryk for anti-nazistiske holdninger. På baggrund af denne ’ensretning’ kunne Hitler uden modsigelse hævde at have overvundet interne stridigheder og forenet det tyske folk. Samtidig gav han ordre til oprustning. Den skete for lånte midler, men den bidrog til at fjerne arbejdsløsheden.

Hitler signalerede en ny tysk styrke ved bl.a. at indføre værnepligt i strid med Versailles-traktaten og ved uden krig at indlemme sit fødeland Østrig i det tyske rige. Det var nu let for den nazistiske propaganda at fremstille Hitler som den frelsende fører, der kunne redde Tyskland. Hitler personificerede det fælles fodslag, som propagandaen præsenterede med paroler som ”Et folk, et rige, en fører”.

Hitler og 2. Verdenskrig

Sidst i 1930-erne nød Hitler en uhyre popularitet i den tyske befolkning. Flertallet anså den tvang og vold, som nazisterne benyttede sig af, som en beskeden pris for den forsvundne arbejdsløshed og de udenrigspolitiske succeser. Og mange mente, at KZ-lejre for politiske modstandere, kriminelle osv. var nødvendige for at skabe orden. 

Men det begyndte at vise sig, at der kunne blive en høj pris at betale for at have overladt den politiske magt i én mands hænder. Selvom de fleste tyskere var imod at risikere en ny krig, førte Hitler med overfaldet på Polen i september 1939 Tyskland i krig. Sejre mod Polen og Frankrig bidrog ganske vist yderligere til Hitlers anseelse, men da England ikke lod sig besejre, besluttede Hitler at angribe Sovjetunionen. Da han kort efter erklærede krig mod USA, befandt Tyskland pludselig sig i en håbløs krig, som skulle komme til at påføre verden hidtil usete lidelser.

Hitlers rolle i jødeforfølgelserne

Krigen åbnede et nyt kapitel i nazismens jødepolitik. Hitler var efter magtovertagelsen fortsat med at opildne til forskellige former for jødeforfølgelser. Ofte behøvede han ikke at give direkte ordrer, da mange nazister, både menige og højtstående, var ivrige efter at vise, at de sluttede op om ’Førerens’ antisemitiske budskaber. Et utal af love forbød tyskere af jødisk baggrund at udfylde offentlige embeder, at gifte sig med eller have seksuelt samkvem med ikke-jødiske tyskere eller at benytte tyske symboler. Voldelige overfald isolerede yderligere de tyskere, der havde jødisk baggrund. Langt fra alle love eller overfald skete på Hitlers initiativ, men Hitler accepterede og opildnede udviklingen.

I 1939 skød Hitler skylden for den Verdenskrig, han selv udløste, på ’den internationale jødedom’. Han så krigen som en ’tilintetgørelseskrig’, hvor den ene part uundgåeligt måtte udrydde den anden. Det var derfor helt i tråd med Hitlers verdensanskuelse, at såkaldte Einsatz-grupper rejste rundt bag fronten og skød civile, såsom medlemmer af polske og sovjetiske eliter, men også jøder, herunder kvinder og børn. I efteråret 1941 begyndte nazisterne at myrde jøder og andre ’folkefjender’ vha. gas. Nazisterne havde inden krigen bl.a. brugt gas til at myrde handicappede. Nu blev denne mord-teknik taget i brug i seks forskellige udryddelseslejre i det erobrede Polen, hvor tusinder af mennesker systematisk blev slået ihjel – dagligt.

Læs mere om, hvilken rolle Hitler spillede i Holocaust

Hitler og afslutningen på krigen

Efter den tyske hærs fremmarch var blevet stoppet af den Røde Hær sidst i 1941, og USA var kommet med i kampen mod nazismen, blev det åbenlyst, at Tyskland ikke kunne vinde krigen. I de næste mere end tre år klyngede Hitler og mange tyskere sig alligevel til troen på, at et folk af angiveligt overlegen ’race’ og stålsat, forenet vilje ikke kunne besejres. Først efter ca. 50. millioner mennesker var døde, var det nazistiske regime nedkæmpet. Til sidst blev også civile tyskere ofre for mord, vold og voldtægter, da den Røde Hær begik utallige grusomheder.

Nazismen viste igen sin ligegyldighed overfor menneskeliv – også de tyske – da regimet i krigens sidste dage satte drenge og gamle mænd til at kæmpe mod de sovjetiske soldater i forsvaret af Berlin. I sin Førerbunker flygtede Hitler ind i en fantasiverden af modeller af pompøse bygninger, som han drømte om at lade opføre. Og til det sidste fortsatte massemordene i og uden for koncentrationslejrene. Hitler viste ingen fortrydelse eller tegn på erkendelse af, at hans verdensanskuelse kunne være en fejltagelse. Inden han unddrog sig sit ansvar gennem selvmord, pålagde han i sit ’politiske testamente’ sine efterfølgere at fortsætte kampen mod ’den internationale jødedom’. 

Hitler og eftertiden

Havde Hitler i det ’Tredje Rige’ været Tysklands  mest beundrede og elskede mand, blev han efter  2. Verdenskrig genstand for bitterhed. Mange følte, at deres tillid var blevet misbrugt, selvom et mindretal dog ikke var i stand til at opgive ideen om deres ’Fører’. Men for de fleste var det belejligt at lægge hele skylden for nazismens forbrydelser på Hitler og nogle få andre og derved undgå selv at påtage sig et ansvar. Men Hitlers historiske skyld ændrer ikke ved, at titusinder valgte at deltage i virkeliggørelsen af hans forbryderiske forestillinger.

Hitlers og nazismens historie demonstrerede på uhyggelig vis risikoen ved at lægge magten i hænderne på en ’fører’. Ved at afskaffe demokratiet havde man fjernet muligheden for at fravælge en regering og vælge en anden. Inden Hitler kunne få forestille sig omfanget af de katastrofer, som afskaffelsen af demokratiet og indførelsen af nazismens førerprincip og ’Folkefællesskab’ kunne resultere i. Efter Hitler har man ikke denne undskyldning.

Af Allan Borup, ph.d. og cand.mag. i Historie