Flugten til Sverige

1. oktober 1943 indledte den tyske besættelsesmagt jagten på de danske jøder, men det lykkedes kun at få fat på omkring 500 jøder. 95% af jøderne i Danmark nåede i sikkerhed og kunne efter krigen vende hjem igen. Den danske historie om redningen er unik, men hvordan gik det til, at det jødiske samfund blev advaret i tide? Hvordan adskilte Danmark sig fra de andre besatte lande? Hvorfor gjorde besættelsesmagten kun et halvhjertet forsøg på at fange de jødiske flygtninge? Og hvad var det for særlige forhold, der muliggjorde flugten?

Der eksisterer ganske få billeder billeder, som dokumenterer de danske jøders flugt til Sverige. Her er et af dem. © Frihedsmuseet

Advarslen kom i tide

I slutningen af september 1943 bredte et rygte om en forestående massearrestation sig gennem det jødiske samfund. G. F. Duckwitz – skibsfartskyndig ved det tyske gesandtskab og rådgiver for den rigsbefuldmægtigede Werner Best – og en række andre tyskere havde advaret deres danske kontakter om den kommende aktion.
Hovedparten af de danske jøder valgte heldigvis at reagere på rygtet. Her var det helt afgørende, at advarslen kom fra kilder, man kunne stole på. Andre steder i Europa blev jødiske samfund under Holocaust ført bag lyset af nazisterne, som var afhængige af overraskelsesmomentet ved massearrestationer. I Danmark kom advarslen imidlertid fra højeste sted i det tyske besættelsesregime, og den blev overbragt til troværdige danske politikere, der gav advarslen videre, og sidst men ikke mindst kom den i tide. 

Samarbejdspolitikkens ophør fører til aktion mod de danske jøder

Den 29. august trådte den danske regering tilbage, og samarbejdspolitikken ophørte. Samarbejdspolitikken havde bl.a. medført, at der i Danmark ikke var særlige love, som diskriminerede og isolerede jøderne fra resten af befolkningen. Da samarbejdspolitikken brød sammen, bortfaldt denne beskyttelse.

Salo Wassermanns far troede ikke på rygtet om en forestående aktion mod de danske jøder. Se filmen, hvor Salo fortæller om sin flugt til Sverige.

Læs et interview med Marcus Melchior, som blev advaret om aktionen gennem en bekendt til socialdemokraternes formand, Alsing Andersen

Se et klip, hvor Bent Melchior fortæller om sin far Marcus Melchior, der var rabbiner, og som forsøgte at advare sin menighed under nytårsgudstjenesten et par dage før aktionen. Se flere film med Bent Melchior her

Flugt!

De fleste familier forlod deres hjem, umiddelbart efter, de havde modtaget advarslen og sov i dagevis hos venner, naboer og fremmede, som tog dem ind. I løbet af de næste kaotiske dage rettede familierne fokus mod en egentlig flugt ud af landet, og blikket faldt på nabolandet Sverige. Den paniske aktivitet hos de jødiske familier i Danmark kan aflæses direkte i det svenske søværns rapporter. Alene mellem den 28. september og den 3. oktober kom mindst 871 flygtninge i sikkerhed på den anden side af Øresund. 

Se en oversigt over, hvilke ruter der blev benyttet under flugten til Sverige i september og oktober 1943

Andre steder i Europa havde kun de færreste jøder flugten som mulighed. De boede langt fra grænser og ikke mindst langt fra grænser til neutrale, ikke-krigsførende lande. Franske jøder, som undslap til den ikke-besatte del af Frankrig, også kaldet Vichy-Frankrig, blev i 1942 pågrebet og dermed indhentet af tysk besættelse og forfølgelse. Italienske og østrigske jøder forsøgte at slippe ind i det neutrale Schweiz, som imidlertid opretholdt en uændret restriktiv flygtningepolitik. Norske jøder skulle krydse den svært fremkommelige og stærkt befæstede grænse mellem Norge og Sverige.

Bent Melchior fortæller om at skulle pakke til flugten, og om følelsen af at lukke døren til sin lejlighed uden at vide, hvornår man ser den igen. Se flere film med Bent Melchior her

Danske jøder på flugt

I alt 7056 jøder flygtede fra Danmark til Sverige i oktober 1943
heraf var:
- 1301 såkaldte ”halv-jøder”, der havde en jødisk far eller mor
- 1236  børn under 18 år.

Dertil kom 686 ikke-jødiske ægtefæller

I Danmark havde det tyske politi truffet den principielle beslutning, at massearrestationen ikke skulle omfatte halv-jøder og jøder gift med ikke-jøder. Mange familier blev derfor frigivet, efter at de var blevet forhørt af Gestapo. Alligevel turde de færreste at blive i Danmark, og heller ikke alle blev løsladt. Der var eksempler på, at både halv-jøder og jøder gift med ikke-jøder blev deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt. Heraf blev kun 5 ud af 27-28 personer siden løsladt og hjemsendt fra lejren.  

Alternativet til flugt: gå under jorden

Alternativet til flugt var at gå under jorden. Det betød et liv uden penge og rationeringsmærker, i konstant frygt for afsløring og total afhængighed af hjælp og beskyttelse fra ikke-jøder. Det blev faktisk løsningen for en mindre gruppe danske jøder – og ikke mindst nogle af de, som levede i ægteskab med ikke-jøder. Det anslås, at omkring 100 personer af jødisk slægt blev i Danmark under resten af krigen. Hertil kommer mindst150 jødiske børn, som blev gemt hos ikke-jødiske plejefamilier eller på børnehjem frem til befrielsen. I langt de fleste europæiske lande var et liv i skjul på lofter, i kældre, kloakker og hemmelige rum eller en illegal tilværelse under falsk identitet den eneste udvej, og det stillede store og langvarige krav til jødernes hjælpere.

Pengespørgsmålet

Det var ikke gratis at flygte til Sverige. I oktober 1943 var gennemsnitsprisen for transporten over Øresund 1000 kr. pr. person. Det svarer til ca. 20.000 kr. i dag. Priserne var bestemt af udbud og efterspørgsel, og til at begynde med, da udbuddet af fiskere, der ville sejle, var lille, og efterspørgslen størst, betalte nogle jødiske familier meget mere – helt op til 50.000 kr. for en familie. Der var fiskere, der tog overpris, og udnyttede jøders situation, men flertallet sejlede for aftalte priser, der blev holdt nede af modstandsbevægelsen. Der var også enkelte fiskere, der sejlede gratis.

Bent Melchior forklarer, hvad overfarten til Sverige kostede.

De der blev fanget

Dele af det jødiske samfund i Danmark havde svært ved at tro, at rygterne om nazisternes metoder var sande. De kunne ikke forestille sig, at tyskerne ville gennemføre en aktion i Danmark. Andre magtede ikke at flygte eller manglede kontakter, der kunne hjælpe. I løbet af oktober 1943 blev i alt 472 personer arresteret og deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt nord for Prag, heraf blev 197 fanget, mens de forsøgte at flygte til Sverige. 51 af de deporterede fra Danmark bukkede under for de brutale forhold i lejren. Hertil kom to spædbørn, som blev født og døde under fangenskabet. I april 1945 blev de overlevende fanger hentet af Røde Kors og ført til det neutrale Sverige.

Læs et brev fra Anna Olsen, som blev taget til fange af det tyske politi og ført til Horserødlejren, hvor hun blev løsladt, fordi hun var gift med en ikke-jøde

Sverige tilbyder at modtage flygtningene 

I slutningen af september 1943 kunne ingen have forestillet sig, at flugt til Sverige blev redningen for så mange i Danmark. På det tidspunkt havde kun unge mænd – militærfolk og modstandsfolk – med held klaret rejsen til Sverige. Hvordan det skulle lykkes for familier med børn og svagelige og ældre mennesker at komme over, var endnu uvist. Men det kom de danske jøder for øre, at Sverige havde protesteret over aktionen over for Tyskland og tilbudt asyl til de danske flygtninge. Den svenske ambassadør overbragte tilbuddet om asyl til formanden for Det Mosaiske Troessamfund, C.B. Henriques, den 29. september, og budskabet blev officielt udbredt i svensk radio den 2. oktober. For de danske jøder var udfordringen nu at finde personer, der turde sejle illegalt til Sverige.

Bent Melchior fortæller om den dramatiske overfart til Sverige i en fiskerbåd. Overfarten er lang, og der går mange timer, før de ser land i horisonten. Men da solen står op, går det op for familien, at noget er gået helt galt. Se flere film med Bent Melchior her

Hjælperne var afgørende

For de jødiske familier var det helt afgørende, at de kunne stole på deres hjælpere. Ofte havde de brug for hjælp til at rejse penge, finde husly og organisere sejlads over Øresund. Mange jøder oplevede at blive tilbudt spontan hjælp fra fremmede. Både personer, som aldrig tidligere havde været involveret i illegalt arbejde, og netværk af modstandsfolk kastede sig ud i arbejdet for at hjælpe jøderne til Sverige. Fiskere, der havde deres små og store både liggende langs Øresundskysten, fik en central rolle. Gradvist blev transporterne effektiviserede og kunne sejle hundredvis af flygtninge over sundet hver eneste nat. Flygtningehjælperne fik kontrol med priserne for overfarten, der særligt i flugtens første dage kunne nå op på svimlende beløb. I løbet af ganske få uger lykkedes det at bringe næsten 8000 mennesker i sikkerhed i Sverige.

Læs frihedskæmper Gilbert Lassens beretning om det store arbejde med at organisere illegale transporter til Sverige

Tysk ineffektivitet og begrænsede ressourcer

Der var hentet 1.500 tyske politisoldater til Danmark til at gennemføre jødeaktionen, men opgaven blev bestemt ikke ført ud på den mest effektive måde. Politisoldaterne havde eksempelvis fået ordre om, at aktionen var begrænset – den skulle være afsluttet på tre timer – og de havde forbud mod at sprænge døre eller at trænge ind i boligerne med vold. Derfor var der jødiske familier, der undgik arrestation, simpelthen fordi de ikke åbnede døren, da tyskerne bankede på. I andre tilfælde lykkedes det dog soldaterne at få adgang til lejlighederne med nøgler, som de havde fået udleveret af viceværter og naboer.

Den tyske politistyrke blev aldrig sat ind over for jødernes flugt efter selve aktionen den 1. oktober 1943. Hertil kommer, at det tyske militær, Værnemagten, trods ordre om at bistå politisoldaterne forholdt sig overvejende passivt til flugten. I det tyske hovedkvarter i København var forfølgelsen af de flygtende jøder overladt til en lille gruppe mænd, som havde ”Jødespørgsmålet” som sagsområde. De kunne umuligt afpatruljere hele Øresundskysten effektivt og var helt afhængige af danske stikkere. Der blev ikke gennemført politimæssig overvågning af Øresund fra tysk side i oktober måned 1943, og de tyske patruljebåde, som var til stede på Øresund, varetog kun sømilitære opgaver, først og fremmest fjernelse af miner. Mandskabet på de disponible overvågningskuttere var sat af til andet formål netop i oktober måned. Ikke en eneste båd med jødiske flygtninge blev fanget af tysk politi.

Uheldet sker

Mange af de tilfangetagede blev pågrebet ved et tilfælde. Ofte gik det galt, når for mange mennesker var samlet et sted. Som i Gilleleje Havn, der midt på dagen den 6. oktober var pakket med mennesker med bagage, hvilket fik det danske kystpoliti til at afspærre havnen. Illegal udrejse var forbudt efter dansk lov, og det var alt for åbenlyst, hvad der foregik. En anden berygtet historie fra flugtens dage er en episode i Tårbæk den 9. oktober, hvor en ung flygtning blev dræbt af et varselsskud. Ved den lejlighed blev 13 personer anholdt, hvoraf fem efterfølgende blev deporteret til Theresienstadt. Vidneudsagn fortæller, at der var temmelig mange mennesker til stede og tegner billedet af livlig aktivitet om aftenen på den lille havn. Der var forbud mod fritidssejlads og uvedkommende færdsel på havnene, og da opløbet var meget lidt diskret, ringede en stikker til Gestapo i København.

I dagene efter aktionen blev der samlet set kun arresteret 197 mennesker. Omkring halvdelen af disse anholdelser skete i kraft af blot én særligt nidkær Gestapo-chef, Hans Juhl, i Helsingør. Alene ved den berygtede razzia i Gilleleje den 6. oktober 1943, blev ca. 50 jøder arresteret og senere deporteret til koncentrationslejr.

Læs en ung kvindes beretning om razziaen i Gilleleje

Læs og lyt til beretninger om razziaen i Gilleleje i en audiowalk

Razziaen i Gilleleje 

Da aktionen mod de danske jøder var en realitet, søgte mange jødiske familier mod fiskerbyen Gilleleje, som de kendte fra sommerferieophold. Presset på den lille by var den 6. oktober 1943 så stort, at det danske kystpoliti måtte afspærre og lukke havneområdet. De frygtede, at synet af hundredvis af mennesker med store mængder bagage ville tiltrække Gestapo fra Helsingør. Med havnen afspærret måtte de mange mennesker i stedet skjule sig i byen, bl.a. i menighedshuset og på loftet af Gilleleje kirke. Da Gestapo ankom senere på aftenen, blev over 100 jøder arresteret. 

Gilleleje er verdenskendt for sin indsats for at redde jøder til Sverige, og hvert år kommer udenlandske gæster for at besøge kirkeloftet. Men razziaen var en tragisk fiasko for redningsarbejdet, som betød, at de illegale transporter måtte flytte væk fra havnen til strandene omkring byen. Byens indbyggede tog konsekvensen af begivenheden og etablerede en ”Jødekomité”, der koordinerede og sikrede de illegale transporter.

Hvorfor redning i Danmark og ikke andre steder?

Der var tre faktorer, som var afgørende for overlevelse under Holocaust: 

  • Typen af besættelsesregime og graden af nazistisk kontrol med samfundet.
  • Antisemitismens udbredelse.
  • Den jødiske gruppes størrelse og grad af assimilation.

De to sidstnævnte faktorer fortæller om befolkningens reaktioner og villighed til at hjælpe deres jødiske medborgere. Skønt antisemitiske fordomme var langt mere alment udbredte og accepterede i Danmark, end hidtil antaget, fik den racistiske antisemitisme ikke fodfæste blandt danskerne. I takt med, at det nazistiske regime intensiverede de antijødiske angreb syd for grænsen, blev der over en bred politisk front sat lighedstegn mellem antisemitisme og nazisme. Og med den tyske besættelse af Danmark blev nazismen anset for udansk og landsforræderisk. Men fravær af antisemitisme var ingen garanti for overlevelse. Både Holland og Italien fremhæves på linje med Danmark som lande, hvor antisemitiske bevægelser ikke havde større succes. Alligevel omkom henholdsvis over 70 % af de hollandske og 15 % af de italienske jøder under Holocaust. 

Sådan gik det de norske jøder

Andre steder i Europa skabte det jødiske samfunds størrelse og synlighed indlysende praktiske problemer for hjælpere, men hverken antallet eller graden af assimilation var altafgørende. Der var fx kun omkring 2.100 jøder i Norge i 1940, men her begyndte diskriminationen og registreringen af de jødiske borgere allerede få uger efter det tyske angreb på landet. De første norske jøder blev deporteret til Auschwitz i november 1942, og samlet set blev 42 % af de norske jøder myrdet under Holocaust. Norge valgte i modsætning til Danmark at bekæmpe den tyske invasion, og da den norske hær, støttet af allierede styrker, i juni 1940 måtte opgive kampen, flygtede konge og regering i eksil i London. Den nazistiske norske regering, som overtog styret, overgik Gestapo i omhyggelighed og antisemitisk overbevisning og iværksatte en række love, som isolerede og diskriminerede de norske jøder og konfiskerede deres ejendom. Desuden afsatte den tyske besættelsesmagt i Norge betydelige ressourcer til gennemførelse af den såkaldte ”endelige løsning af Jødespørgsmålet”. 

Få og assimilerede jøder 

Spørgsmålet om betydningen af den jødiske minoritets størrelse og grad af assimilation henviser i al enkelhed til, at jo lettere det var for jøder at falde i et med omgivelserne, desto mindre farligt var det at skjule dem. I Polen, som udgør den absolutte kontrast til Danmark, fortæller en folketælling i 1931, at 79 % af de polske jøder anførte jiddisch som deres modersmål. Kun 12 % angav polsk. Resten anførte hebraisk. I Belgien havde mindre end 10 % af jøderne belgisk statsborgerskab. De polske og belgiske jøder adskilte sig altså tydeligere fra den øvrige befolkning, end det var tilfældet i Danmark. I det dansk-jødisk samfund talte næsten alle dansk som modersmål, og langt de fleste havde gode sociale netværk uden for det jødiske miljø. 

Ordforklaring: Assimilation

Gradvis tilpasning fra en kultur til en anden, hvor kulturforskelle efterhånden ophæves. Indebærer at en gruppe helt eller delvist opgiver egne kulturelle særtræk.

Miraklet der kan forklares

Redningen af de danske jøder var ikke et uforklarligt mirakel. Flugten blev mulig i kraft af Sveriges villighed til at modtage flygtningene, den korte afstand mellem Danmark og Sverige, og de mange mennesker, som ville hjælpe. Den helt grundliggende forudsætning er imidlertid, at de tyske myndigheder i Danmark var modvillige over for en aktion, som de vidste, ville vække befolkningens vrede. Tyskerne valgte derfor kun at afsætte meget begrænsede ressourcer til forfølgelsen i dagene og ugerne efter aktionen. 

Det var samtidigt afgørende, at lokale myndigheder nægtede at assistere tyskerne, for så måtte de opgive systematiske arrestationer. Det var også tilfældet i Bulgarien, som var Tysklands allierede under krigen. Her nægtede den bulgarske regering, trods et massivt tysk pres at lade sine landsmænd blive deporteret, hvorved det lykkedes at redde over 51.000 bulgarske jøder under Holocaust. Danmark var ikke Tysklands allierede og havde i oktober 1943 ingen regering. Men på en række andre områder fortsatte det danske embedsapparat med at arbejde og samarbejde med tyskerne. Det gode forhold var medvirkende til, at det blev muligt at bringe 95 % af de danske jøder ud af landet og i sikkerhed. 

Den danske samarbejdspolitiks betydning for redningen af de danske jøder

Samarbejdet gav et politisk råderum, hvor der kunne stilles modkrav til den tyske besættelsesmagt. I Danmark var politikerne indstillet på at benytte det råderum til at beskytte landets jødiske borgere, og regeringen nægtede at acceptere diskrimination af den jødiske minoritet. De tyske myndigheder forstod, at særforanstaltninger over for jøder i Danmark kunne have dramatiske konsekvenser for samarbejdet. Aktionen blev derfor talrige gange udskudt indtil efteråret 1943.

Læs mere om den danske samarbejdspolitik

Af Sofie Lene Bak, Ph.d., Adjunkt, Københavns Universitet, forfatter til bl.a.”Ikke noget at tale om. Danske Jøders krigsoplevelser 1943-45” og ”Da krigen var forbi. De danske jøders hjemkomst efter besættelsen”.

Gå til kilder, arbejdsspørgsmål, materialer og anden nyttig information